søndag den 17. august 2008

For farligt for hvide mænd.

Jeg har aldrig haft den store tillid til at kemiindustrien kan finde ud af sætte moralske grænser selv, fuldstændig uden hjælp fra det øvrige samfund. Den branche virker om nogen profit-orienteret.

Alligevel forbløffes jeg ind imellem over firmaernes kynisme. Politiken skriver idag at Cheminova har trukket det brasilianske sundhedsministerium i retten, for at forhindre dem at undersøge om det dødsensfarlige sprøjtemiddel methyl parathion bør forbydes.

Stoffet er stærkt giftigt for et utal af organismer herunder mennesker og andre landdyr, bier, fisk og fugle. Det optages let og hurtigt gennem åndedrætssystemet og gennem huden. Det kan give en bred vifte af ubehageligheder ved påvirkning af nervesystemet, herunder åndedrætsbesvær, kramper i brystet og død. Det er med andre ord noget giftigt lort der under ingen omstændigheder burde spredes bredt og vidt som pesticid.

Brasiliens sundhedsmyndigheder skønner, ifølge politiken, at mellem 2.000 - 4.000 landarbejdere årligt dør af forgiftning af sprøjtemidler, og at 300.000 årligt bliver syge.

Det er muligt at det er en fordom jeg har, men jeg forestiller mig at danske bønder generelt er bedre til at beskytte sig, end deres brasilianske kolleger. Alligevel er stoffet så giftigt at det i årevis har været forbudt at bruge i hele EU.

EU har altså forbudt stoffet på grund af dets giftighed. Men i stedet for at forlade stoffet som værende uegnet til andet end at slå ihjel med, og så finde på mindre giftige alternativer at sprede over mark og eng, vælger Cheminova at fortsætte med at afsætte stoffet i lande der er mindre bekymrede for deres borgeres liv og levned.

Cheminova går skridtet videre
Det er på alle måder en afskyvækkende praksis, de desværre langt fra er alene om i en helt igennem broden branche. Men dér hvor denne historie ophøjer sig til at være ekstraordinært forkastelig, er når Cheminova sagsøger Brasiliens sundhedsministerium, fordi de (langt om længe) prøver at tage deres ansvar alvorligt, og prøver at rydde op i landets store brug af giftige kemikalier.

De kan med andre ord ikke nøjes med at forgifte bønder fra lande som ikke beskytter deres borgere ordentligt. De prøver nu aktivt at forhindre lande i at beskytte deres borgere, og poster penge i at fastholde Brasilien i en ubrugelig miljølovgivning!

Cheminova skriver på deres hjemmeside: "Vi hjælper verdens befolkning". Det kan så ikke lige være Brasiliens befolkning de taler om dér. :-(

Deres fremturen er, for at sige det som det er, fandme ikke et dansk firma værdigt! Jeg synes at denne sag med al ønskelig tydelighed viser at Cheminova ikke er deres ansvar som kemiproducent værdig, og at vores politikere bør gribe ind, og hjælpe Cheminova med at skelne mellem rigtigt og forkert; mellem godt og ondt.

I mit hovedet, burde det være naturligt at en lovgivning der erklærer et pesticid for værende for giftigt til at sprede på danske marker, automatisk burde gøre det for giftigt til at producere og sælge til andre landbrugslande også - uanset om deres lokale miljølov måtte være mangelfuld på området.

Og det burde være direkte strafbart at forsøge at obstruere lokale myndigheders lovlige arbejde - på lige linie med korruption og andre dårligdomme, som vi helst ser os fri for at pengegriske firmaer besudler Danmarks omdømme med!

Kommunikationschef i Cheminova, Lars-Erik Pedersen mener ifølge Politiken at De brasilianske sundhedsmyndigheders behandling af sagen er ulovlig fordi, citat: "Vi mener ikke, at vi får tilstrækkelig mulighed for at medvirke positivt."

Jeg ved at kemiindustrien står bag en af de mest velsmurte og potente lobbyorganisationer i EU (CEFIC), og at de ofte og gerne blander sig i EUs behandling af kemisager. Det er derfor muligt at Cheminova er godt vandt hjemmefra - men at forestille sig at man har krav på at "medvirke positivt" i et lands sundhedsministeriums undersøgelser af et giftigt kemikalium, bare fordi man er producent, er intet mindre end storhedsvandvid!

Så politikere: Sæt venligst en stopper for Cheminovas menneskeskadelige vildfarelser nu! Og vær sikker på at formulere den klart og tydeligt, for det ser ikke ud til at de har så let ved at forstå derovre i Lemvig.

--- opfølgning ---
15:12 17/8 2008
Det ser nu ud til at i hvert fald Sten Gade (SF) har tænkt sig at tage sagen op politisk. Det viser sig at Cheminova tidligere har erklæret overfor Folketingets miljøudvalg, at de ville acceptere et forbud mod methyl parathion i Brasilien, hvis det gjaldt alle producenter.

Jeg håber at det her resulterer i en strammere lovgivning på området! I så fald vil Cheminova virkelig have skudt sig selv i foden, ved at fremture på den måde mod Brasiliens sundhedsministerium.

2 kommentarer:

Fiskeridelegation til Ghana fra den 25. til 29. oktober 2010 sagde ...

Uden sprøjtegifte ville millioner af mennesker i Brasilien sulte. I den nuværende situation med høje fødevarepriser er det en katastrofe for Brasilien, hvis de ikke bruger effektive sprøjtemidler. Det er ikke Cheminova's sprøjtemidler der er problemet, det er alle de useriøse konkurrenter, der giver problemerne. Cheminova har en lille markedsandel i Brasilien og har haft stort underskud på dette marked de sidste år.
Jeg forstår ikke at Politiken vil fortsætte deres kampagne mod Cheminova. Det eneste det vil føre til er at fødevarekrisen forværres i U-landene og der vil blive solgt kopiprodukter uden nogen som helst dokumentation og uden træning af landmændene i U-landene.
Mogens Poulsen

O-Zone sagde ...

Jeg forstår simpelthen ikke at du kan forsvare fortsat salg af methyl parathion - et af verdens giftigste sprøjtemidler.

Vi bruger jo også sprøjtemidler her i Danmark - men der er ikke tusindvis af bønder som dør af det hvert år! Hvorfor kan Cheminova ikke nøjes med at sælge de sprøjtemidler som er legale i Danmark?

Og hvis det er Politiken der "fortsætter deres kampagne mod Cheminova", så har de da i hvert fald gjort det godt, for FNs særlige landbrugsorganisation FAO mener nu også at Cheminova overtræder internationale retningslinier i denne sag!

Endelig så er den store skurk i den nuværende fødevarekrise, så vidt jeg har forstået, vist snarere at vi i vesten har fået den brilliante idé at hælde vores mad i benzintanken - for at kunne fortsætte vores energi-bonanza, i stedet for at drosle ned for vores overforbrug. :-(

(og nej - jeg er sikkert hverken værre eller bedre end min næste - men derfor er der jo alligevel et problem vi er nødt til at tage mere alvorligt i nærmeste fremtid!)