Grundlovsbrud vedrører os alle!

26 brave danskere er netop kommet et lille skridt nærmere at holde Anders Fogh fast på en del af hans ansvar for Irakkrigen. De har nu fået bevilliget fri proces af Procesbevillingsnævnet som altså modsætter sig Civilstyrelsens skammelige afslag fra i marts.

De 26 danskeres søgsmål handler om at hverken folketinget eller regeringen kan have beføjelser til at sende danske soldater i en angrebskrig, da vi i vores tilslutning til FN pagten har afstået fra at bruge krig som et udenrigspolitisk instrument med mindre krigen er godkendt af FN, eller vi er blevet angrebet. Regeringen har heller ikke ret til at sætte danske soldater under et fremmed lands kommando, men kun under organisationer som EU eller NATO.

Disse to anker mod Danmarks deltagelse i krigen i Irak er jo ret væsentlige, og således skulle man synes at det måtte være i alles interesse at få afgjort om det er gyldige anker, eller om regeringen havde retten på deres side. Især nu da USA ikke ser ud til at have lært meget af Irak, er det relevant at vide om regeringen og folketinget handlede korrekt i sin tid. Den tid kan hurtigt komme, hvor de skal tage stilling til et lignende scenarie.

I midlertid har hele retssagen indtil videre handlet alene om hvorvidt sagsøgernes har lov til at sagsøge statsministeren/staten.

Kan man være personligt berørt af et grundlovsbrud?
For at få lov til at sagsøge nogen, skal man nemlig have en såkaldt retslig interesse i sagen. Du skal blive ramt personligt af lovovertrædelsen, for at kunne sagsøge lovovertræderen.

Det er jo let nok at forstå i simpel volds eller berigelseskriminalitet - hvis Johnny stjal mit tv, eller nikkede mig en springskalle, jamen så har jeg også ret til at sagsøge ham. Men hvad med et grundlovsbrud? Det er straks lidt mere diffust hvorvidt jeg er personligt ramt af irak krigen.

Jeg vil til enhver tid holde på at vi alle er personligt ramte. Vi skal alle stå til regnskab, hvis vi vil rejse uantastet gennem mellemøsten. Vi er alle udsatte for et forværret trusselsbillede. Vi har med Irak krigen alle fået en lidt større risiko for at blive terror- eller krigs-ofre.

Kun bevidste ignoranter vil påstå at Irakkrigen ikke har ændret vores trusselsbillede. Vi er ikke længere (kun) det fredselskende lilleput land der er gode til nødhjælp og knowhow men ikke til krig. Man kan være enig eller uenig i denne nye rolle vi (dvs. den siddende regering) har sat Danmark i - men jeg tror ikke at man kan være uenig i at den nye såkaldt aktivistiske udenrigspolitik har medført en øget risiko for agression fra rabiate grupper. (At Anders Fogh prøver at holde på noget så åbentlyst forkert viser desværre bare endnu engang at manden ikke har skrupler ved at fordreje virkeligheden til fordel for sine politiske behov)

Det handler om vores allesammens image. Hvis man ikke har retslig interesse, bare fordi man er ramt ligeså slemt som alle andre i landet - hvordan skal man så nogensinde kunne dømme et grundlovsbrud i retssalene? Ender det her med at de 26 sagsøgere ikke skønnes at have retslig interesse - jamen så er der jo åben fest for alle slags overtrædelser af grundloven og internationale love. Så længe det rammer os alle lige grimt, hvem skal så kunne påkalde sig ret til at sagsøge?

Jeg nærer stor tillid til Danmarks Højesteret. De har heldigvis tidligere vist sig at være ganske velovervejede i deres argumentationer, og bøjer ikke af efter mere eller mindre tilfældige politiske vinde (Det er vel også meningen med en højesteret). Men hvis denne principielle sag ender med at forhindre de 26 sagsøgere i at føre en retssag mod staten - hvordan skal folketinget så vide om de må sende os i krig igen næste gang? Og hvordan skal vi så nogensinde kunne forsvare vores alle sammens grundlov?

Krig mod terror - det 21. århundredes Don Quijote?

Her i mit første aldeles uprovokerede indlæg vil jeg harcelere lidt over terrorlovgivningen og den såkaldte "Krig mod terror" vi allesammen burde forholde os meget mere til.

Jeg kan ved alt helligt ikke forstå hvordan man kan "erklære krig mod terror"??? Du kan erklære krig mod et land, mod en gruppe eller sågar mod et system. Krig mod Afghanistan, javel. Krig mod Taliban, ok. Krig mod Al-Qaida, måske. - men Krig mod terror ... ??? De kunne lige så godt have erklæret krig mod forkølelse, krig mod regnbyger - eller måske bare have sagt det som det var: at de ønskede at bringe vesten ud i en uendeligt varende krig, hvor de til hvert en tid kunne påkalde sig undtagelsesrettigheder fordi vi "er i krig".

I mine øjne er begrebet "krig mod terror" intet andet end et retorisk kunstgreb som ifølge Bush og den såkaldte koalision af velvillige (som Danmark meget mod min vilje desværre er en del af) gør, at de kan tilsidesætte alt hvad verden har kæmpet for at opnå af spilleregler siden anden verdenskrig.

Klaveret spiller heldigvis ikke sådan. SELVFØLGELIG IKKE! (både højesteret i USA og højesteret i DK er så småt begyndt at vende tommelen nedad) Men det tager åbenbart tid at afsløre dette globale fupnummer, og indtil da misbruger selv den usleste lille klaphat på kloden det af Bush administrationen indførte nye regelsæt til at definere sine fjender som terrorister og så ellers klø på med overtrædelser af alle gældende internationale spilleregler.

Og hvad så med os i lille hyggelige Danmark? Hvis vi et kort øjeblik ser bort fra at vi er blevet en besættelsesmagt i en af FN ulovligdømt angrebskrig. Hvis vi ser bort fra at vi overtræder geneve konventionen ved ikke alene at undlade at presse på for at få vores krigspartnere til at afstå fra tortur, men ligefrem har fodret dem med vores krigsfanger, og vi i øvrigt helt åbent tillader vores efterretningsvæsner at bruge oplysninger fremkommet under tortur. Hvis vi ser bort fra at Anders Fogh og Per Stig Møller skal stilles for krigsforbryderdomstolen i Haag, for deres deltagelse i det helt igennem ulykkelige forløb i Irak (og nej - jeg syntes for the record heller ikke at Saddam var en specielt glorværdig leder - men hvis det retfærdiggør det folkemord vi har været/er vidne til nu, så er der en del andre ledere heriblandt både diktatorere, demokratisk valgte og næsten valgte som f.eks. Bush der burde stå for skud).

Hvis vi nu ser bort fra alle disse store udenrigspolitiske ting - hvordan går det så i vores andedam?

Vi har også fået os en terrorlovgivning sådan som man åbenbart er nødt til at have her i det enogtyvende århundrede. Jeg bliver mindet om at jeg er et potentielt bombemål hver eneste gang jeg passerer Hovedbanen eller Nørreport. Jeg bør naturligvis huske at være bange, og leve med hovedet bøjet i frygt. Men hvordan er det nu det er gået med al den her terror? Loven er mig bekendt kun brugt successfuldt et par gange. Det har handlet om præventive anholdelser af fodboldbøller og domsfældelse af nogle Greenpeace aktivister. ... Jeg går ikke ud fra at jeg behøver skrive at det ikke lige er mit arketypiske billede på terrorister?

Så har der været et par i medierne højt profilerede "terrorsager", men det efterfølgende retsspil har mig bekendt været noget mindre højtravende. Og selvfølgelig dertil et ukendt antal "administrative udvisninger" - det vil sige udvisninger hvor de udviste er stillet fuldstændig uden retssikkerhed af nogen form. De får ikke engang at vide hvorfor de skal forlade landet, for slet ikke at tale om lejlighed til at forsvare sig eller appellere udvisningen. Den måbende befolkning (jeg måber i hvert fald!) må ikke engang få at vide hvor ofte dette retsmæssige sorte hul suger menneskeskæbner til sig. Jeg har ualmindeligt svært ved at se hvordan det kan true landets sikkerhed at befolkningen skulle få at vide hvor mange gange folk bliver smidt på porten uden hverken grund eller basale rettigheder. Nærmest omvendt! Hvis jeg skal finde mig i at blive mindet om at jeg er et civilt bombemål hver eneste dag - så vil jeg sku egentlig også gerne vide hvor mange bitre rabiate folk med nu berettiget had mod mit land der bliver produceret her!

Det vil alt i alt sige at vi i Danmark 2008 har givet afkald på en god bid retssikkerhed fordi nogle rabiate idioter for 7 år siden styrtede fly ind i et par højhuse tusindevis af kilometer herfra?? Er det bare mig der ikke rigtigt kan få det til at hænge sammen?

Velkommen til min verden

Havde du spurgt mig for et år siden, ville jeg have forsvoret at jeg nogensinde skulle få mig en blog. Om ikke af andre grunde, så fordi jeg er tilstrækkeligt paranoid til at forestille mig at jeg kun hjælper alle verdens mere eller mindre berettigede hemmelige tjenester og/eller forbrydere med at udlevere mig selv.

Hvorfor har jeg så oprettet denne blog? Jeg tror ikke selv at det handler om den trang til selviscenesættelse og exibitionisme som det er mit indtryk driver mange bloggere. Jeg føler ikke noget videre behov for at definere mig selv ud fra en blog (eller også er det i hvert fald for mig ubevidst ;-) )

Jeg tror mere at det er muligheden for at kommentere verden. Jeg følger med i min omverden så godt jeg nu kan, og for tiden forekommer det mig at mange ting bevæger sig i retninger jeg ikke bryder mig om. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er ved at blive en mavesur gammel mand, eller om det virkelig er resten af verden der er ved at gå af lave - men ret beset er det vel også ligegyldigt. Hovedsagen er at jeg alt for ofte brænder inde med mine kommentarer.

Jeg er, som jeg skriver i min "om mig" klumme, ret principfast. Når nogen så træder mig over mine principper, så lader jeg det gerne gå ud over min hårdt prøvede kæreste, mine venner, eller hvem som nu orker at høre på mig. Hvis det er særlig grælt skriver jeg et læserbrev som måske/måske ikke bliver optaget i en avis.

Ved at skrive i en blog, vil jeg nemt kunne få afløb for mine frustrationer, uden at belemre dem som ikke er interesseret. Men hvis bloggen kun har selvterapeutisk formål, kunne jeg måske nøjes med en dagbog, kunne du her indvende. Det ville være rigtigt, hvis det ikke var fordi en stor del af mit afløb handler om at få lejlighed til at sige fra. Offentligt at kunne sige IKKE I MIT NAVN, når jeg føler at jeg bliver taget til indtægt for noget jeg ikke vil stå inde for. Det duer ikke, hvis det ikke sker offentligt!

Hvad har jeg så tænkt mig at skrive om? Det der som regel trigger min indre mavesure læserbrevsskribent handler gerne om svindende demokratiske rettigheder, øget overvågning, manglende ytringsfrihed, eller manglende beskyttelse af dem som bruger deres ytringsfrihed.

Ind imellem er det bare debat indlæg fra folk eller grupper jeg ikke bryder mig om, hvad enten det er Søren Pind, CEPOS eller Johnni Hansen. Eller den stigende trang til at mågestelificere hele danmark, så vi alle sammen kan være fælles om wienerbrød og xenofobi ved havelågen. Det bekymrer mig som dansker at der bliver stadigt mindre plads til anderledes tænkende, og det bekymrer mig som københavner at vi måske ikke har Christiania længere om 5 år. Alt sammen fordi regeringen og DF pinedød vil have at vi alle skal være så ens. Det er ikke et sundhedstegn for et samfund at være homogent!

Jeg glæder mig helt til at komme igang her, så jeg kan få lidt afløb. Du skal være velkommen til at følge mine udgydelser, velkommen til at kommentere, og ligeså velkommen til at lade være.
Du kan trygt regne med at jeg vil komme med en masse venstreorienteret pacifist sludder, så hvis du ikke bryder dig om den slags, så lad være med at spilde din tid her. Hvis du vil overbevise mig om neoliberalismens lyksagligheder, så er du velkommen til at prøve - men regn ikke med den store success - du ved gamle hunde og nye tricks ;-)