Tyv tror hver mand stjæler

I et repræsentativt demokrati plejer det at være sådan, at vælgerne engang imellem får lov til at tilkendegive hvem de føler sig mest enige med, ved at sætte et kryds, og på baggrund af disse krydser vælges hvem der for en periode skal bestemme hvor skabet skal stå.

Ind imellem sker der ting som virker nedbrydende på dette system, f.eks. når en politiker kort efter et valg vender rundt på en tallerken, og skifter standpunkt til noget høn ikke gav udtryk for under valgkampen.

Det var f.eks. det der fik Gunna Starck og Lubna Elahi op i det røde felt (og en smule over), dengang Lars Hutters lagde stemmer til en borgerlig borgmester, efter en valgkamp hvor han havde skrevet under på ikke at ville lægge stemme til nøjagtigt hvad han gjorde.

Han gjorde det fordi han mente at han dermed sikrede Kommunalhospitalet, og fik fjernet den sorte busterminal fra Rådhuspladsen. Begge dele kan man jo i bagklogskabens klare lys grine eller græde ad alt efter temperament.

Men hvad er læren af den sag da?

En udlægning kunne være at man skal overholde hvad man lover under en valgkamp. Det har været en meget vigtig del af Anders Foghs success med hans såkaldte kontraktpolitik, hvor han lover en række ting under valgkampen, og så efter bedste evne prøver at indfri løfterne mellem valgene.

Måske mere fair overfor vælgerne - men heller ikke uden problemer. Det er med til at fastlåse det politiske miljø, så der ikke levnes mulighed for at reagere i tide på vigtige konjukturændringer, fordi det først kræver et valg at fjerne f.eks. skattestoppet.

En anden udlægning kunne være at man ikke skal love noget man ikke kan holde under en valgkamp. At man ikke lister en masse ting op man vil og ikke vil efter valget, men i stedet fortæller hvad man står for og hvilke grundholdninger man har (og dem skal man selvfølgelig efterfølgende overholde). Og efter valget tager man så bestik af hvor vælgerne har lagt deres stemmer, og prøver derfra at få det bedst mulige ud af det.

Det er derfor nogen kalder politik for "det muliges kunst". Du vil alligevel aldrig få 100% tilslutning i et demokrati, så det gælder om at prøve at få sine grundholdninger bedst muligt igennem, med de kort vælgerne nu engang har givet en på hånden.

Det giver ind imellem nogle sære sengepartnere, og jeg blev f.eks. ret indigneret da Socialdemokraterne med Ritt Bjerregaard i spidsen pludselig indgik budgetaftale med de borgerlige sidste september. Især fordi det fra min synsvinkel lignede en ren straffeekspedition fordi SF havde kastet grus i maskineriet for Ritt's planer om at bygge billige boliger på Kløvermarken. Det lignede rent ud sagt en såkaldt "Æv, bæv, bussemand" som jeg måske havde forventet at støde på i min datters børnehave, men absolut ikke havde regnet med at se på Københavns Rådhus (politikere er voksne mennesker for crying out loud)!

Jeg mener stadig at Ritt handlede lodret mod sit mandat, fordi vælgerne i København overvejende satte deres krydser ved røde partier ved sidste valg. Jeg vil også blive ret skuffet hvis en stemme på SF ved det kommende kommunevalg vil afstedkomme en borgerlig fremgang.

Men jeg har sandt for dyden ret svært ved at se at Anne Vang (A) har nogen som helst ret til at spille op overfor Bo Asmus Kjeldgaard. Anne Vang lyder simpelt hen kvalmende falsk her ganske få måneder efter socialdemokraternes borgerlige budgetforlig, når hun klandrer Bo Asmus Kjeldgaard for at ville lægge stemme til de borgerlige.

Det kan godt være at vælgerne ikke husker så langt - men det er ret præcist 6 små måneder siden Anne Vang selv kastede sin kærlighed på de borgerlige. Det håber jeg ikke at nogen glemmer, bare fordi hun nu sprutter beskyldninger mod de rigtigt røde!

Derfor er Fogh en løgnagtig krigsforbryder

Jeg har fået en kommentar (så der ER andre end mig selv der læser det jeg skriver :-))

Jeg ville egentlig bare have svaret vedkommende i en kommentar, men jeg havde pludselig så meget på hjertet, og det blev sku lidt gnidret i det kommentarfelt, så nu har jeg tilladt mig at blæse det op i et selvstændigt indlæg (det er jo desværre ikke en luksus jeg kan tilbyde pinstripe, så vi kommer måske til at diskutere lidt ulige, men jeg håber at det er ok alligevel?).

Til mit indlæg "Anders Fogh - alligevel den rette mand til Nato?" fra d. 29. januar i år skriver pinstripe:

"Har du noget belæg for at kalde AFR for en løgnagtig krigsforbryder?
Ved du, hvad straffen for injurier eller bagvaskelse er?"

Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at komme med så grove anklager, hvis ikke jeg havde noget at bakke dem op med, så til det første spørgsmål må jeg desværre sige klart ja! Til at starte med har jeg skrevet hvad der får mig til at mene at Anders Fogh Rasmussen er en løgnagtig krigsforbryder i mit indlæg "Endelig siger nogen fra!" fra den 17. februar i år.

Men lad mig endelig uddybe det lidt:
Der findes ifølge international lov kun 3 legitime årsager til at starte en krig:

1. Hvis landet bliver truet, og dermed handler i selvforsvar
2. Hvis krigen er sanktioneret af de Forenede Nationers Sikkerhedsråd
3. Hvis det er for at forhindre forbrydelser mod menneskeheden (som f.eks. etnisk udrensning) - det er hvad FN beskriver som "kollektivt selvforsvar"

Hvis en krig bliver startet uden at mindst én af de ovenstående grunde er opfyldt, så er det en såkaldt aggressionskrig, og det er hvad det internationale militær tribunal i Nürnberg kaldte ikke bare en international forbrydelse, men den ultimative internationale forbrydelse ("the supreme international crime"), som i sig bærer ondskaben af alle andre internationale forbrydelser (wikipedia).
Pind 1 var meget fremme under optakten til krigen (blandt andet hele farcen med fabrikerede brittiske efterretninger om at Saddam Hussein kunne have nervegas eller miltbrand angreb klar på 45 minutter, og at han rådede over langtrækkende missiler). Men efter at det med Saddams fald blev helt åbenbart for alle at efterretningerne i bedste fald var stærkt fejlbehæftigede (og i værste fald bevidst forfalskede), understreger Anders Fogh Rasmussen gang på gang at det ikke er på grund af masseødelæggelsesvåben at han fik Danmark med i Bush's "koalition af velvillige".
Pind 2. blev der op til krigen gjort mange bestræbelser på at opnå. USA prøvede at tvinge landene i sikkerhedsrådet til at stemme for en ny resolution som tillod angreb, ved skiftevis at true dem med sanktioner, eller love dem fordelagtige handelsaftaler. Det gik så langt at USA blev taget på fersk gerning i at forsøge ulovligt at aflytte de lande i sikkerhedsrådet der kunne påvirkes til at stemme for en ny resolution (men det var med dobbeltmoralen i lys lue åbenbart en forbrydelse der ikke behøvede at sanktioneres med noget væsentligt).
Efter det, trods den voldsomme indsats, ikke lykkedes USA at tromle en ny krigs-resolution igennem, skiftede de taktik og mente nu at sikkerhedsrådets allerede vedtagne resolution 1441 indeholdt tilladelse nok til at gå i angrebskrig. I Danmark havde Per Stig Møller længe sagt at vi skulle blive i "FN sporet", og altså ikke skulle i krig med mindre den var sanktioneret af FNs sikkerhedsråd. Men nu var resolution 1441 pludselig også begrundelse nok i Danmark.
Dengang sikkerhedsrådet vedtog resolution 1441 var der megen opmærksomhed på om den automatisk kunne føre til en krig mod Irak, og flere lande (tydeligst understreget af Syriens ambassadør Mekdad), godkendte den kun under den skarpe forudsætning at den ikke ville kunne bruges som oplæg til en krig, og at sikkerhedsrådet skulle tage fornyet stilling til Irak problemerne, inden der kunne iværksættes en krig.
Det virker også mærkeligt at USA skulle gøre sig så megen umage med at true, lokke og aflytte sig til en ny resolution, hvis de allerede havde en resolution der kunne retfærdiggøre krigen.
Pind 3 om forbrydelser mod menneskeheden er om muligt endnu mere speget. Det er sandt at Saddam Hussein har udført bestialske gasangreb mod kurdere i det nordlige Irak. Det har kostet mange civile liv, og er et klart brud på internationale love. Men mandens forbrydelser ligger tilbage til før Bush Seniors sønderbombning af Irak i 1991. Der var intet der tydede på overhængende risiko for forbrydelser mod menneskeheden i Irak. Saddam kontrollerede ikke luftrummet over Irak, hans militære maskine var knækket og FN var i øvrigt massivt tilstede i landet før USA begyndte at rasle med sablen. Da våbeninspektørerne forlod Irak var det af frygt for tab under et eventuelt amerikansk bombeangreb - ikke fordi Saddam smed dem på porten!
Den daværende chef for FNs våbeninspektører Hans Blix har i en bidende artikel i Guardian udtalt at Irak i 2003 ikke var en trussel for nogen. Manden var i landet, og havde godt førstehåndskendskab til det Irakiske militærs formåen. Men han blev udsat for en veritabel smædekampagne fra USA, fordi han ikke kunne finde den "rygende pistol" USA havde hårdt brug for som undskyldning for at gå i krig. Den rygende pistol har siden vist sig alene at opholde sig i USA.
Kofi Anan har efter krigen erklæret at den helt klart ikke var FN sanktioneret, og dermed udgør et brud på FNs charter. Det kan ikke siges meget tydeligere i diplomatiske kredse: Irak krigen var en ulovlig angrebskrig!
Da hverken undtagelse 1, 2 eller 3 i FNs charter kap. 7 om brud på fred og aggression er opfyldt, er krigen følgelig en ulovlig angrebskrig, og iværksætterne af denne krig er dermed krigsforbrydere der har gjort sig skyldige i den ultimative internationale forbrydelse! De er medskyldige i titusindevis af civile drab, lemlæstelser og andre krænkelser.
Fogh har ikke alene været en medløber i denne ulovlige krig. Han har spillet en særdeles aktiv rolle i at få startet krigen. Danmark var et af de første lande i George Bush's såkaldte "koalision af velvillige nationer", og Anders Fogh var en af syv medunderskriver af en annonce i Times, som plæderer for at Europa skal følge trop med USA.
Derfor kalder jeg med sindsro Anders Fogh Rasmussen for en krigsforbryder, for det er præcis hvad han er!
Omkring illegaliteten af Irak krigen, er der også her et ganske glimrende debatindlæg, og her er et andet glimrende debatindlæg som gennemhuller de forskellige grunde der til forskellige tider er blevet givet for krigen.
Med hensyn til hans løgnagtighed, så har den tidligere officer i Forsvarets Efterretnings Tjeneste med speciale i kemiske våben, Frank Søholm Grevil bevist at Anders Fogh Rasmussen talte mod bedre vidende, da han fra folketingets talerstol udtalte de berømte ord om at han ikke troede, men vidste at Irak havde masseødelæggelsesvåben.
Frank Grevil havde selv været med til at udarbejde de efterretningsrapporter med trusselsvurderinger som Anders Fogh burde have taget udgangspunkt i. Men de udtrykte væsentlig større usikkerhed omkring Saddams våbenlagre end Anders Fogh gav udtryk for.
Det er de færreste folketingsmedlemmer der har adgang til FET rapporter, og de som har er gerne underlagt tavshedspligt. Derfor er det utilgiveligt at Fogh for at fremme sine politiske mål lyver eller fordrejer indholdet i dem. Resten af folketinget kom dermed til at sende Danmark i krig på baggrund af nogle efterretninger der simpelt hen ikke eksisterede.
Per Stig Møller har efterfølgende sandsynliggjort at Anders Fogh Rasmussen vidste at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak 11 dage inden lovforslaget om Irakkrigen blev fremsat i folketinget. Alligevel valgte Fogh at gøre ingen verdens ting for at forhindre den krig der har kostet tusindevis af civile livet.
Men lad være med at tage mine ord for at Anders Fogh er en løgner - han indrømmer det såmænd selv (ganske vist med et "I'm a naugthy little boy"-smil om munden og i en helt anden sag): Da Anders Fogh kom til magten i 2001 var en af hans første handlinger at nedlægge mere end 100 råd og nævn. I hans nytårstale forklarede han for den måbende befolkning at det var fordi der var for meget "smagsdommeri", og at vi alle selv kunne være vores egne eksperter.
Efterfølgende har han genindsat en masse af sine egne "smagsdommere" (f.eks. Institut for Miljøvurdering, hvor regeringens "det går jo meget godt" kæledægge Bjørn Lomborg kunne spytte miljø-positive rapporter ud - for slet ikke at tale om de mange kanon-udvalg der forsøger at indramme hvad folk skal mene om snart sagt hvadsomhelst).
Han har siden selv i et interview med Berlingske Tidende indrømmet at hans motivation for nedlæggelserne da heller ikke var den generelle modvilje mod eksperter som han kundgjorde i sin tale til folket, men handlede om at han var politisk uenig med de siddende eksperter, at de var for røde efter hans mening. Det vil i følge min regnebog sige at han løj for folket i sin nytårstale, og at han dermed er en løgner.
Jeg går ud fra at dit andet spørgsmål om injurielovgivningen er et retorisk spørgsmål der skulle skræmme mig til at holde kæft, men i fald jeg tager fejl, så ja - strafferammen for injurier og bagvaskelse går op til 4 måneders fængsel (jfr. Straffelovens §267), med mindre den krænkede part er en domsmyndighed eller lignende (som nævnt i straffelovens §119 stk.2), hvor den da kan hæves til 6 måneder.
Det er som det ovenstående vist redegører for ikke noget jeg regner med at skulle få et mere personligt forhold til, men skulle det vise sig forkert, så er Fogh da velkommen til at møde mig i retten. Jeg vil med glæde fremføre mine synspunkter for en dommer også - og jeg kan da hurtigt komme på en håndfuld spændende vidner det kunne være sjovt at høre udtale sig under eds ansvar! :-)

Tillykke til de homoseksuelle

Jeg er faldet over et interessant blogindlæg om de homoseksuelles nyvundne ret til at adoptere, som jeg desværre ikke kan kommentere, da man skal være logget ind for at kommentere. (øv - det er da ikke særlig openminded PeerPlus?). Men så er det jo godt at jeg har min egen blog, så jeg kan lukke dampen ud her i stedet. :-)

Jeg vil gerne lige starte med at sende et varmfølt tillykke til de homoseksuelle, for endnu et skridt mod den ligestilling der burde være helt naturlig, men som desværre har vist sig at være meget svær at opnå.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at børn der vokser op med to (eller færre/flere :-) ) kærlige fædre eller mødre har chancen for at få en ligeså harmonisk og lykkelig opvækst som alle andre har. Vi lever i forvejen i et samfund hvor kernefamilien er udfordret af skilsmisser, pap-mødre/fædre, enlige forsørgere og daginstitutioner der alt sammen fjerner os mere og mere fra 50'ernes glansbillede idyl med en mor i hjemmet, en far på arbejde, en frisk dreng og en pæn pige (og hurra for det!).

Med dette på plads, så tilbage til det jeg egentlig ville kommentere i indlægget. PeerPlus skriver:

"...[Anders Fogh Rasmussen] som for få år siden blev betænkt med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes ærespris for nogle meget homo-venlige udtalelser i Søndags-Avisen.

Og vi vil igen blive mindet om, at Fogh vakte en stor opsigt, da han kort tid efter prisoverrækkelsen udtalte, at han havde udtalt sig som privatpersonen Fogh og ikke som statsminister Fogh. Og at hans to personligheder desværre og mærkværdigvis ikke ser ens på alt."

Jeg havde faktisk lykkelig glemt den historie, men nu jeg ser den igen, kan jeg da godt huske det. Dengang studsede jeg også over at Anders Fogh Rasmussen i ramme alvor mente at der kunne være så stor forskel på hans holdninger som personen Anders, og som statsministeren Fogh Rasmussen.

Denne noget skizofrene omgang med holdninger sætter unægteligt det repræsentative demokrati i noget af et dilemma. For hvis man op til et valg stemmer på personen Anders Fogh Rasmussen, fordi man mener at man deler hans holdninger - hvordan kan man så vide om man også er enig med statsministeren Anders Fogh Rasmussen - når denne tilsyneladende kan have diametralt modsatte holdninger?

Uanset hvor sympatisk man finder personen Anders Fogh Rasmussens forståelse for homoseksuelles rettigheder, så nytter det jo ikke meget når statsministerens Anders Fogh Rasmussen har forspildt enhver chance for at fremme ligestillingen mellem folk med forskellige seksuelle præferencer.

Jeg er uendeligt ligeglad med at Anders Fogh Rasmussen gerne ser homoseksuelle ligestillet med heteroseksuelle, så længe Anders Fogh Rasmussen (ham med knappen i folketinget) stemmer imod denne ligestilling (senest mod homoseksuelles ret til at adoptere).

Havde Fogh nu været en vare i et supermarked, ville vi kunne anmelde ham for falsk varebetegnelse, for hvis man ikke putter rejer i rejeosten, så må man ikke skilte med rejer! Nu er han imidlertid politiker, og så er vi åbenbart nødt til at finde os i hans holdningsmæssige dobbelte bogføring.

Anders Fogh sagde ved prisoverrækkelsen på Rådhuspladsen i 2004:

"Når jeg siger tak for lakseprisen og møder op her i dag for at modtage den, er det fordi, jeg ønsker et Danmark, der er rummeligt, frisindet og tolerant. Jeg ønsker et samfund, som ikke diskriminerer mod mennesker på grund af seksuel orientering"

Men det var så åbenbart ikke noget han ønskede nok til også at arbejde imod i praksis. Havde manden været bare en smule troværdig, så ville han som repræsentant for sine vælgere selvfølgelig arbejde ud fra sine personlige overbevisninger, eller i det mindste undladt at blære sig med sit personlige frisind, hvis han ikke har tænkt sig at agere ud fra det!

Jeg vil foreslå Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske at fratage Anders Foghs pris som årets laks 2004 med tilbagevirkende kraft, for han har tydeligvis modtaget den på et falsk grundlag. Og så bør de i stedet tildele prisen til Simon Emil Ammitzbøll, for han har ved handling vist sig som en ægte rejeost.

Du er hvad du gør, ikke hvad du siger!

---[ Update 21/3 2009 13:24 ]---

Jeg har lige checket efter, og det lader til at jeg har øvet Fogh uretfærdighed her. Som det fremgår af afstemningsresultatet, så har Fogh IKKE stemt imod Simon Emil Ammitzbølls forslag. Vores allesammens kommende NATO hotshot var såmænd fraværende.

Men mon ikke han ville have stemt imod, hvis han havde været der?

Hvem overvåger egentlig Karen Jespersen?

Karen Jespersen vil, på trods af Københavns Kommunes afvisning af hendes første tilbud om hjælp, oprette en overvågningsenhed som skal overvåge Københavns Kommunes indsats mod bandevold og associal adfærd.

Selvom det, efter hendes næsten mytologiske glidebane mod højre, bliver svært at beklikke damens ekspertise indenfor associal adfærd, så er det temmelig overraskende at hun tager et sådan initiativ. Dels har Københavns Kommune sagt klart og tydeligt nej tak, og det er så endnu et eksempel på regeringens overgreb på det kommunale selvstyre. Dels er Karen Jespersen minister for VELFÆRD og LIGESTILLING.

Ingen af hendes resort områder omhandler direkte hverken bandekriminalitet (justitsministeriet) eller integration (integrationsministeriet), og alligevel føler hun sig gang på gang kaldet til at blande sig i debatten med hendes hysteriske islamofobe meninger.

Men efter at regeringen nu på 8. år taler vidt og bredt om velfærd, nedsætter kommisioner og sågar har oprettet et ministerium der i hvert fald af navn signalerer en vis interesse for emnet, kan det jo godt undre, at der bliver en stadigt større kløft mellem dem som har og dem som ikke har i landet. En kløft regeringen og deres støttehjul netop har sat turbo på med deres stærkt associale skattereform.

Efter at regeringen med 8 år på bagen stadig ikke har formået at holde skoler, plejehjem, hospitaler, daginstitutioner og andre vigtige velfærdsinstitutioner ved lige, trods deres påståede velvilje overfor velfærd.

Og efter 40 års kamp for ligestilling mellem kønnene, uden større success end at mere end 2 ud af tre adspurgte kvinder mener at vi ikke har reel ligestilling (og flertallet af kvinder har netop fået hårde fakta til at bakke deres mening op med, ved opgørelsen af befolkningens SP opsparing).

Efter alle disse eklatante eksempler på forfejlet indsats, så vil jeg foreslå Københavns Kommune hurtigst muligt at nedsætte et overvågningsudvalg som kan monitere hvad det egentlig er vores velfærds- og ligestillingsminister bruger sin tid på, i stedet for at sikre landet velfærd og ligestilling.

Københavns Kommune kan jo passende bruge nogle af de penge de har, men ikke kan få lov til at reparere skoler for på grund af regeringens anlægsloft.

Jeg føler mig overbevist om at et sådan kontrolorgan hurtigt vil kunne komme med optimeringsforslag til ministeren om hvordan hun kan gøre sit job bedre - faktisk er jeg efterhånden ikke sikker på at hun ville kunne gøre det meget dårligere om hun så forsøgte?

Den sædvanlige sang fra de konservative

Konservative synger igen den eneste retspolitiske sang de kender, nemlig "Strengere straffe" hymnen.

Efter lang tid med Lene Espersens mange næsten enslydende medieoptrædener som justitsminister, er der intet nyt under solen når Henruinette Kjær giver sit bud på hvad der kan bremse de stigende problemer med magtkampen mellem indvandrebander og Hells Angles.

Konservatives sædvanlige strammer-retorik er denne gang foranlediget af at indvandrebander på Nørrebro tilsyneladende har truet Københavns Kommunes chauffører som bringer mad ud til ældre til at holde sig væk fra områder på Nørrebro.

At forhindre uskyldige hjælpeløse ældre i at få deres mad er, som jeg så det nævnt på en blog, intet mindre end et spektakulært PR-mæssigt selvmord. Heldigvis har virkeligheden da også vist sig at være lidt mere broget. Det har nemlig vist sig at en af kommunens chauffører er medlem af HA støtteklubben AK81, og han er for nylig blevet stoppet af politiet iført skudsikker vest og ulovligt skydevåben.

Jeg tror ikke, og jeg indrømmer her at det bliver mit gæt da jeg ikke ved det med sikkerhed, at skudsikre veste og ulovlige skydevåben endnu er blandt standardudstyret for kommunens hjemmehjælpere - ikke engang på Nørrebro.

Men hvad er så den største forbrydelse - at true kommunens ansatte til at holde sig væk fra deres job, og dermed forhindre gamle i at modtage deres mad, eller at misbruge kommunens materiel til at deltage i en kriminel magtkamp, og dermed risikere at sætte alle kommunens ansatte i skudlinien?

Spørgsmålet er ligeså svært at svare på, som svaret er ligegyldigt. Begge dele er uforsvarlige forbrydelser som selvfølgelig skal sanktioneres!

Det er fuldstændig uacceptabelt hvis kommunen forhindres i at bringe livsfornødenheder ud til de svageste borgere - men er det en grund til at hæve strafferammerne?

Lovene indeholder allerede nu mulighed for at dømme og sanktionere begge forbrydelser. Og dommerne har såmænd også fri fortolkningsret til at påkalde sig skærpende omstændigheder i deres strafudmåling.

Henriette Kjær udtaler:

"Vi konservative mener, at det er en væsentlig skærpende omstændighed, når der bliver kastet sten efter samfundets samaritter. Det kan vi simpelthen ikke leve med. Derfor skal vi sætte hårdt mod hårdt. Strafferammen skal op."

Men har hun fulgt bare lidt med i dagspressen vil hun også vide at den med "samfundets samaritter" altså ikke længere helt holder. Alligevel insisterer hun på den sædvanlige smørre med "hårdt mod hårdt" og "frihedsberøve dem, inddrage deres forældre og revurdere offentlige ydelser, som børnecheck og kontanthjælp, stille krav om danskkundskaber og tvangsflytte familier".

Hvordan i himlens navn det skulle kunne gøre noget bedre at inddrage børnecheck og kontanthjælp skal man vist være inkarneret konservativ for at forstå. Henriette Kjær har mig bekendt ikke nogen børn, så der er mere end én grund til at hun aldig har måtte sige nej til at hendes barn kunne gå til fodbold eller spejder af økonomiske grunde. Men at blive udelukket fra fællesskabet er altså ikke noget der hjælper på hverken integration eller følelsen af at være en værdsat del af det danske samfund!

Alt i alt er hendes ideologiske strammerretorik altså bare endnu et vers portvinsfordrukkent overklasse-sludder fra det højreorienterede lahlah-land.

Den rigtige beslutning på det helt forkerte grundlag.

Tyrkiet ser nu ud til at ville hive i nødbremsen i forhold til Anders Foghs stadig formodede kandidatur som Nato Generalsekretær.

Anders Fogh har ved flere lejligheder lagt sig ud med Tyrkiet i sin statsministerperiode.

I 2005 udeblev den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan fra et fælles pressemøde med Fogh, fordi der i pressekorpset befandt sig en journalist fra den tyrkiske TV-station Roj. Erdogan havde krævet Rojs journalist fjernet fra lokalet, fordi tyrkiet mener at TV-stationen er talerør for det kurdiske arbejderparti PKK.

Fogh nægtede at fjerne journalisten, da hverken hun eller hendes TV-station var dømt for noget ulovligt.

Senere samme år kom Muhammed-krisen, hvor Jyllands Posten kom i vælten, for at have karrikeret profeten Muhammed. Tyrkiet, som langt overvejende er muslimsk, var blandt kritikerne og krævede at Anders Fogh ville drage medierne til ansvar for "misbrug af islam i demokratiets og ytringsfrihedens navn".

Også dette nægtede Fogh at gøre, under henvisning til at han som statsminister intet kan gøre for at begrænse en dansk avis' ytringsfrihed.

Begge de ovennævnte handlinger fra Fogh står som lysende eksempler på forsvar for presse- og ytringsfrihed. Havde det nu ikke været fordi Fogh ved andre lejligheder har udvist præcis samme arrogance overfor både presse- og ytringsfrihed, så ville Foghs forsvar have været troværdigt, og begge dele ville tale for hans indsættelse som NATO generalsekretær. Her er en mand der ikke går på kompromis med demokratiets grundlæggende værdier.

Men Fogh har selv udelukket Ekstrabladets journalist Bo Elkjær fra at få et interview gennem to år, på trods af kritik fra Ombudsmanden*. Bo Elkjær er ikke mere dømt end journalisten fra Roj; faktisk er han omvendt hædret for sit journalistiske arbejde især med Irak krigen og de forløjede forudsætninger for den.

Han havde heller ingen moralske skrupler med at angribe Danmarks Radio, og regeringspolitikere truede med bål og brand, på grund af Christoffer Guldbrandsen regeringskritiske film "Den hemmelige krig". En film der vel at mærke senere blev renset for anklagerne om omfattende underlødighed og fejlagtig omgang med fakta.

I den sammenhæng er Erdogan og Fogh desværre ikke så forskellige igen.

Derfor vil det da ærgre mig, hvis det skal ende med at være præcis de ovenstående tvister med Tyrkiet der spænder ben for Foghs (stadig af pressen påståede) våde NATO drømme.

Ingen som har fulgt med i min blog vil beskylde mig for at ønske Fogh indsat som generalsekretær i NATO, men det er sku ikke fordi han (indrømmet lejlighedsvist og let vilkårligt - eller nærmere når det passede i hans kram) har forsvaret den frie presse. Når jeg ikke ønsker at se ham som NATOs kommende generalsekretær, så er det fordi han er en krigsforbryder og en opportunistisk løgner!

Så selvom jeg er helt enig i Tyrkiets konklussion, at Fogh ikke er værdig til et højt betroet embede, så er jeg komplet uenig i deres mellemregninger!

*) Ombudsmandens kritik valgte Fogh at ignorere, på trods af sin senere understregning af at ombudsmandskritik skal tages alvorligt i en anden sammenhæng ... igen et strålende eksempel på hvordan Foghs moral afhænger af hvad der er opportunt for ham i den givne situation.

---[ Update 11/3 2009 kl. 11:13 ]---

Tyrkiet har gentaget deres modstand mod Anders Fogh som NATOs nye generalsekretær - stadig af det forkerte grunde - men siger at de ikke vil nedlægge veto, med mindre andre lande er enig med dem i deres kritik.

Anders Fogh har på den hjemlige rygtebørs tilkendegivet sit kandidatur så godt han nu kan uden at sige noget direkte, ved at nægte at besvare spørgsmål om NATO ved hans ugentlige pressemøde (Èfter rationalet: hvorfor skulle han nægte at besvare spørgsmål om NATO, hvis han var interesseret i en afklaring af hans forhold til organisationen).

De stjæler vores lilla!

Jeg synes selv at jeg gør meget for at beskytte vores miljø, og spare på energien.

Jeg køber helst kun økologisk, selvom jeg ikke rigtig har råd til det. Jeg slukker altid pligtskyldigt de elekstriske apparater jeg ikke bruger, jeg har ingen transformatorer siddende i stik, uden det er fordi de bliver brugt. Vi har ikke tørretumbler, men hænger vores vasketøj til tørre på snor. Alle vores elpærer i huset undtagen én er sparepærer.

Ok - vi har en vandseng som nok bruger for meget strøm, og for den beder jeg om syndsforladelse - men den er for det meste dækket til med vattæpper, dyner og puder. Jeg har let ved at fryse om natten, og så er sådan en vandseng altså med til at højne min livskvalitet væsentligt.

Men hvad så med den ene glødetrådspære?

Den sidder på vores badeværelse, og jeg gruer for den dag EU har fjernet den sidste glødetrådspære. Jeg har så hårdt brug for den pære!

Når jeg får en splint i fingeren, så er der simpelthen ikke nogen sparepære (på under 50W) som duer til at se ordentligt. Så er det dagslys eller glødepæren der skal til!

Sparepærer er en rigtig god idé, og jeg kan finde på et hav af steder hvor de er rigeligt velfungerende. Men det spektrum af lys de udsender ER stadig for mangelfuldt til at de kan erstatte glødetråden fuldstændigt. Det er at stikke os blår (svagt orange eller koldt blåligt) i øjnene at påstå at det er ét fedt om det er en sparepære eller en glødetrådspære!

Nogle sparepærer er helt til grin; udsender væsentlig mindre lux end de lover, tænder først efter 30 sekunder, og er en halv evighed om at komme op i omdrejninger. Eller udsender sære gustne farver og en sundhedsskadelig stråling i tilgift.

For tiden har vi nogle udemærkede sparepærer i lamperne, og de udsender et lys som er om end lidt for svagt så nogenlunde udholdeligt i farverne. Men da vi havde købt en lille "diamant" af glas til vores datter, var vores overraskelse stor da hun pakkede den ud, og ærgrede sig over at den var drengefarvet blå. Havde de mon fået forbyttet den i butikken? Nej - den ER lilla, men kun i dagslys og lys fra glødepærer.

Jeg har prøvet at indfange farveforskellen på fotos til jer. Jeg har taget et billede af "diamanten" i sparepærelys og i dagslys. Jeg har ikke behandlet fotoene ud over at klistre dem sammen. Der er flere grunde til at effekten ikke er helt så tydeligt på fotoet som i virkeligheden. Det er i skrivende stund klart dagslys, og mit mørklægningsgardin viste sig ikke at kunne dække helt af for dagslyset. Billederne er taget med kameraets automatik, som ganske givet kompenserer for det manglende lys, og muligvis også roder med hvidballancen.

Alligevel synes jeg at det er ret tydeligt at det lilla skær diamanten har i dagslys er komplet forsvundet når dagslyset er fjernet. I må så tage mit ord for at effekten er meget mere udtalt med det blotte øje! Døm selv - har de "to" diamanter samme farve?

Jeg er sikker på at vi alle bliver lidt nemmere depressive, når vi bliver berøvet de flotte farver i vores hverdag! Vi bliver ufrivilligt sansedepriveret i vores iver efter at spare på energien. Hvis der ikke findes nogen undersøgelser af hvad det gør ved os at vi pludselig vandrer rundt i en ørken af slatne matte møg-farver, så vil jeg på det kraftigste opfordre til at de bliver lavet inden vi sender alle glødetrådene på pension!

Jeg er helt overbevist om at det betyder meget for os, at vi pludselig kun får udvalgte bølgelængder ind gennem øjnene.

Tænk bare på hvor meget sollyset betyder for vores humør. Det er ikke uden grund at man behandler vinterdepressioner med lys.

Folk eksploderer af liv om foråret, når solen kommer tilbage fra sit triste vintergrå, og bader os i alle mulige flotte nuancer. Her i det høje nord har vi slet ikke dagslys nok i vinterhalvåret til at vi kan nøjes med den fattige smule farver sparepærerne under os.

Jeg siger ikke at teknologien aldrig vil få niveauet på sparepærerne op på en acceptabel højde - men vi er bare slet slet ikke dér endnu (se et par frygtindgydende spektogrammer her)!

En helt anden ting er at folk generelt ikke er opmærksomme på hvor besværlige sparepærer er at slippe af med igen. De er smækfyldt med farlig kemi og ryger de i husholdningsaffaldet, så har vi bare et nyt miljømæssigt problem om ganske få år!

Det kan en god folkeoplysningskampagne sikkert bedre væsentligt - men hvis det er hele EU der stopper glødepærerne - hvem ved så hvor gode de er til folkeoplysning og genanvendelse i Italien, England, Grækenland, Polen eller Bulgarien?

Så inden politikerne gør alvor af deres trusler om at forvandle hele EU efter solnedgang til den triste gråbrune masse vi troede var gået i døden med det gamle sovjet, så har jeg tænkt mig - for mit gode humørs skyld - at hamstre et halvt livs forbrug af glødepærer i rent selvforsvar!

---[ Update 3/3 2009 15:53 ]---

Jeg har lige set et af indlæggene i debatten om Politikens artikel om PH5 lamper, som jeg gerne vil have lov til at tilslutte mig. Det er Ruben Blædel fra Humlebæk som skriver:

"den traditionelle glødepære "koster" meget mindre i CO2 at producere - den giver næsten ingen belastning af miljøet når den skal bortskaffes - i 8 af årets 12 måneder afgiver den et positivt varmebidrag til rumopvarmning - i de 4 resterende bruges den så lidt pga de lange lyse dage. Den har et klart bedre lys til alle formål - Forbud mod glødepræren er hul i hovedet i norden"

Hvordan kan vi drømme om at lave en ensartet lys/energi politik på tværs af lande med så forskellige antal årlige solskinstimer som Grækenland og Sverige?

Mellemskat = Topskat

Mit forrige indlæg handlede om den nu vedtagne skattejustering foretaget af Regeringen og Dansk Folkeparti. Jeg vil bare lige henlede opmærksomheden på et par gode blogindlæg om det store forsvindingsnummer cirkus Fogh/Kjærsgaard netop er sluppet afsted med.

Mellemskatten på 6% som ifølge det nye forlig fuldstændig bortfalder, var i praksis det samme som topskat. Som Johanne Schmidt-Nielsen skriver på sin blog:

"For mellemskatten er i virkeligheden en topskat. Den træder fra i år i kraft ved samme beløbsgrænse som topskatten. Og det er fjernelsen af netop mellemskatten, der betyder, at regeringens udspil vil give enorme skattelettelser til millionærerne og direktørerne i toppen af samfundet."

Så i virkeligheden handlede det iscenesatte og forudsigelige "slagsmål" mellem Regeringen og DF om nedsættelse af topskatten med 6 procentpoint i stedet for 7,5 procentpoint. De 6% som stammer fra den del af topskatten regeringen kalder "mellemskat", er i forliget skåret helt væk, uden en lyd fra DF og opposition. Udelukkende fordi den del af topskatten (med endnu et glimrende eksempel på regeringens Orwelske newspeak) blev kaldt for "mellemskat".

Badabim badabom - væk med 6% af topskatten, og DF kan alligevel gå i medierne med svedne grin og give sig ud for at være den lille mands parti.

Skal public service kanaler ikke dække modstridende synspunkter?
I øvrigt var jeg godt nok skuffet over den pressedækning der var om skatteforliget i går aftes. I DRs "21 Søndag" havde de inviteret en eller anden hot shot liberalist CEPOS drøm fra erhvervslivet til at stå for kritiken af skatteforliget overfor Skatteminister Kristian Jensen. Der var ikke inviteret en eneste gæst til venstre for Venstre (hvilket jo må siges at været ret langt til højre, for en kanal der ellers i tide og utide bliver skudt i skoene at være styret af de røde lejesvende).

De fik så stort set ukritisk lov til at stå og glæde sig på de riges vegne, og lægge lidt arm om der ikke burde have været endnu større lettelser i topskatten.

Senere så jeg så TV-Avisen (husker jeg det som), hvor det var Kristian Jensen (V) og Peter Skaarup (DF) mod det menneskelige svar på vakuum Henrik Sass Larsen (A).
Jeg er sikker på at Henrik Sass Larsen er god til et eller andet, hvis man leder længe nok. Men nogen skarpsleben talknuser det har han sku aldrig været!

For pokker da hvor havde jeg gerne set Villy Søvndahl, eller endnu bedre Johanne Schmidt-Nielsen være med ved dét bord - så var de sku nok ikke sluppet så let.

Alt i alt: Et modvilligt tillykke herfra til Regeringen og DF for et veludført bluffnummer som pressen og befolkningen åd råt og hurtigt. Og tillykke til dem af de rige som gerne vil leve i et land hvor der er stor forskel på rig og fattig; der ligesom Eva Kjer Hansen (og måske resten af regeringen blot mindre dulgt) ser ulighed som en dynamo for samfundet.

Taberne blev så igen de fattige.