Tyv tror hver mand stjæler

I et repræsentativt demokrati plejer det at være sådan, at vælgerne engang imellem får lov til at tilkendegive hvem de føler sig mest enige med, ved at sætte et kryds, og på baggrund af disse krydser vælges hvem der for en periode skal bestemme hvor skabet skal stå.

Ind imellem sker der ting som virker nedbrydende på dette system, f.eks. når en politiker kort efter et valg vender rundt på en tallerken, og skifter standpunkt til noget høn ikke gav udtryk for under valgkampen.

Det var f.eks. det der fik Gunna Starck og Lubna Elahi op i det røde felt (og en smule over), dengang Lars Hutters lagde stemmer til en borgerlig borgmester, efter en valgkamp hvor han havde skrevet under på ikke at ville lægge stemme til nøjagtigt hvad han gjorde.

Han gjorde det fordi han mente at han dermed sikrede Kommunalhospitalet, og fik fjernet den sorte busterminal fra Rådhuspladsen. Begge dele kan man jo i bagklogskabens klare lys grine eller græde ad alt efter temperament.

Men hvad er læren af den sag da?

En udlægning kunne være at man skal overholde hvad man lover under en valgkamp. Det har været en meget vigtig del af Anders Foghs success med hans såkaldte kontraktpolitik, hvor han lover en række ting under valgkampen, og så efter bedste evne prøver at indfri løfterne mellem valgene.

Måske mere fair overfor vælgerne - men heller ikke uden problemer. Det er med til at fastlåse det politiske miljø, så der ikke levnes mulighed for at reagere i tide på vigtige konjukturændringer, fordi det først kræver et valg at fjerne f.eks. skattestoppet.

En anden udlægning kunne være at man ikke skal love noget man ikke kan holde under en valgkamp. At man ikke lister en masse ting op man vil og ikke vil efter valget, men i stedet fortæller hvad man står for og hvilke grundholdninger man har (og dem skal man selvfølgelig efterfølgende overholde). Og efter valget tager man så bestik af hvor vælgerne har lagt deres stemmer, og prøver derfra at få det bedst mulige ud af det.

Det er derfor nogen kalder politik for "det muliges kunst". Du vil alligevel aldrig få 100% tilslutning i et demokrati, så det gælder om at prøve at få sine grundholdninger bedst muligt igennem, med de kort vælgerne nu engang har givet en på hånden.

Det giver ind imellem nogle sære sengepartnere, og jeg blev f.eks. ret indigneret da Socialdemokraterne med Ritt Bjerregaard i spidsen pludselig indgik budgetaftale med de borgerlige sidste september. Især fordi det fra min synsvinkel lignede en ren straffeekspedition fordi SF havde kastet grus i maskineriet for Ritt's planer om at bygge billige boliger på Kløvermarken. Det lignede rent ud sagt en såkaldt "Æv, bæv, bussemand" som jeg måske havde forventet at støde på i min datters børnehave, men absolut ikke havde regnet med at se på Københavns Rådhus (politikere er voksne mennesker for crying out loud)!

Jeg mener stadig at Ritt handlede lodret mod sit mandat, fordi vælgerne i København overvejende satte deres krydser ved røde partier ved sidste valg. Jeg vil også blive ret skuffet hvis en stemme på SF ved det kommende kommunevalg vil afstedkomme en borgerlig fremgang.

Men jeg har sandt for dyden ret svært ved at se at Anne Vang (A) har nogen som helst ret til at spille op overfor Bo Asmus Kjeldgaard. Anne Vang lyder simpelt hen kvalmende falsk her ganske få måneder efter socialdemokraternes borgerlige budgetforlig, når hun klandrer Bo Asmus Kjeldgaard for at ville lægge stemme til de borgerlige.

Det kan godt være at vælgerne ikke husker så langt - men det er ret præcist 6 små måneder siden Anne Vang selv kastede sin kærlighed på de borgerlige. Det håber jeg ikke at nogen glemmer, bare fordi hun nu sprutter beskyldninger mod de rigtigt røde!