Den rigtige beslutning på det helt forkerte grundlag.

Tyrkiet ser nu ud til at ville hive i nødbremsen i forhold til Anders Foghs stadig formodede kandidatur som Nato Generalsekretær.

Anders Fogh har ved flere lejligheder lagt sig ud med Tyrkiet i sin statsministerperiode.

I 2005 udeblev den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan fra et fælles pressemøde med Fogh, fordi der i pressekorpset befandt sig en journalist fra den tyrkiske TV-station Roj. Erdogan havde krævet Rojs journalist fjernet fra lokalet, fordi tyrkiet mener at TV-stationen er talerør for det kurdiske arbejderparti PKK.

Fogh nægtede at fjerne journalisten, da hverken hun eller hendes TV-station var dømt for noget ulovligt.

Senere samme år kom Muhammed-krisen, hvor Jyllands Posten kom i vælten, for at have karrikeret profeten Muhammed. Tyrkiet, som langt overvejende er muslimsk, var blandt kritikerne og krævede at Anders Fogh ville drage medierne til ansvar for "misbrug af islam i demokratiets og ytringsfrihedens navn".

Også dette nægtede Fogh at gøre, under henvisning til at han som statsminister intet kan gøre for at begrænse en dansk avis' ytringsfrihed.

Begge de ovennævnte handlinger fra Fogh står som lysende eksempler på forsvar for presse- og ytringsfrihed. Havde det nu ikke været fordi Fogh ved andre lejligheder har udvist præcis samme arrogance overfor både presse- og ytringsfrihed, så ville Foghs forsvar have været troværdigt, og begge dele ville tale for hans indsættelse som NATO generalsekretær. Her er en mand der ikke går på kompromis med demokratiets grundlæggende værdier.

Men Fogh har selv udelukket Ekstrabladets journalist Bo Elkjær fra at få et interview gennem to år, på trods af kritik fra Ombudsmanden*. Bo Elkjær er ikke mere dømt end journalisten fra Roj; faktisk er han omvendt hædret for sit journalistiske arbejde især med Irak krigen og de forløjede forudsætninger for den.

Han havde heller ingen moralske skrupler med at angribe Danmarks Radio, og regeringspolitikere truede med bål og brand, på grund af Christoffer Guldbrandsen regeringskritiske film "Den hemmelige krig". En film der vel at mærke senere blev renset for anklagerne om omfattende underlødighed og fejlagtig omgang med fakta.

I den sammenhæng er Erdogan og Fogh desværre ikke så forskellige igen.

Derfor vil det da ærgre mig, hvis det skal ende med at være præcis de ovenstående tvister med Tyrkiet der spænder ben for Foghs (stadig af pressen påståede) våde NATO drømme.

Ingen som har fulgt med i min blog vil beskylde mig for at ønske Fogh indsat som generalsekretær i NATO, men det er sku ikke fordi han (indrømmet lejlighedsvist og let vilkårligt - eller nærmere når det passede i hans kram) har forsvaret den frie presse. Når jeg ikke ønsker at se ham som NATOs kommende generalsekretær, så er det fordi han er en krigsforbryder og en opportunistisk løgner!

Så selvom jeg er helt enig i Tyrkiets konklussion, at Fogh ikke er værdig til et højt betroet embede, så er jeg komplet uenig i deres mellemregninger!

*) Ombudsmandens kritik valgte Fogh at ignorere, på trods af sin senere understregning af at ombudsmandskritik skal tages alvorligt i en anden sammenhæng ... igen et strålende eksempel på hvordan Foghs moral afhænger af hvad der er opportunt for ham i den givne situation.

---[ Update 11/3 2009 kl. 11:13 ]---

Tyrkiet har gentaget deres modstand mod Anders Fogh som NATOs nye generalsekretær - stadig af det forkerte grunde - men siger at de ikke vil nedlægge veto, med mindre andre lande er enig med dem i deres kritik.

Anders Fogh har på den hjemlige rygtebørs tilkendegivet sit kandidatur så godt han nu kan uden at sige noget direkte, ved at nægte at besvare spørgsmål om NATO ved hans ugentlige pressemøde (Èfter rationalet: hvorfor skulle han nægte at besvare spørgsmål om NATO, hvis han var interesseret i en afklaring af hans forhold til organisationen).