Efter lang tid med Lene Espersens mange næsten enslydende medieoptrædener som justitsminister, er der intet nyt under solen når Henruinette Kjær giver sit bud på hvad der kan bremse de stigende problemer med magtkampen mellem indvandrebander og Hells Angles.
Konservatives sædvanlige strammer-retorik er denne gang foranlediget af at indvandrebander på Nørrebro tilsyneladende har truet Københavns Kommunes chauffører som bringer mad ud til ældre til at holde sig væk fra områder på Nørrebro.
At forhindre uskyldige hjælpeløse ældre i at få deres mad er, som jeg så det nævnt på en blog, intet mindre end et spektakulært PR-mæssigt selvmord. Heldigvis har virkeligheden da også vist sig at være lidt mere broget. Det har nemlig vist sig at en af kommunens chauffører er medlem af HA støtteklubben AK81, og han er for nylig blevet stoppet af politiet iført skudsikker vest og ulovligt skydevåben.
Jeg tror ikke, og jeg indrømmer her at det bliver mit gæt da jeg ikke ved det med sikkerhed, at skudsikre veste og ulovlige skydevåben endnu er blandt standardudstyret for kommunens hjemmehjælpere - ikke engang på Nørrebro.
Men hvad er så den største forbrydelse - at true kommunens ansatte til at holde sig væk fra deres job, og dermed forhindre gamle i at modtage deres mad, eller at misbruge kommunens materiel til at deltage i en kriminel magtkamp, og dermed risikere at sætte alle kommunens ansatte i skudlinien?
Spørgsmålet er ligeså svært at svare på, som svaret er ligegyldigt. Begge dele er uforsvarlige forbrydelser som selvfølgelig skal sanktioneres!
Det er fuldstændig uacceptabelt hvis kommunen forhindres i at bringe livsfornødenheder ud til de svageste borgere - men er det en grund til at hæve strafferammerne?
Lovene indeholder allerede nu mulighed for at dømme og sanktionere begge forbrydelser. Og dommerne har såmænd også fri fortolkningsret til at påkalde sig skærpende omstændigheder i deres strafudmåling.
Henriette Kjær udtaler:
"Vi konservative mener, at det er en væsentlig skærpende omstændighed, når der bliver kastet sten efter samfundets samaritter. Det kan vi simpelthen ikke leve med. Derfor skal vi sætte hårdt mod hårdt. Strafferammen skal op."
Men har hun fulgt bare lidt med i dagspressen vil hun også vide at den med "samfundets samaritter" altså ikke længere helt holder. Alligevel insisterer hun på den sædvanlige smørre med "hårdt mod hårdt" og "frihedsberøve dem, inddrage deres forældre og revurdere offentlige ydelser, som børnecheck og kontanthjælp, stille krav om danskkundskaber og tvangsflytte familier".
Hvordan i himlens navn det skulle kunne gøre noget bedre at inddrage børnecheck og kontanthjælp skal man vist være inkarneret konservativ for at forstå. Henriette Kjær har mig bekendt ikke nogen børn, så der er mere end én grund til at hun aldig har måtte sige nej til at hendes barn kunne gå til fodbold eller spejder af økonomiske grunde. Men at blive udelukket fra fællesskabet er altså ikke noget der hjælper på hverken integration eller følelsen af at være en værdsat del af det danske samfund!
Alt i alt er hendes ideologiske strammerretorik altså bare endnu et vers portvinsfordrukkent overklasse-sludder fra det højreorienterede lahlah-land.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar