lørdag den 2. januar 2010

Idioter er idioter nærmest

Øv for en møjdag at starte det nye år med.

Det startede ellers meget godt med nyfalden sne og pandekager, men så fik jeg åbnet min browser og så at Kurt Westergaard har været udsat for et attentatsforsøg i aftes. Heldigvis lykkedes det ikke attentatsmanden at få ram på KW før politiet fik uskadeliggjort ham.

Jeg tror desværre at jeg er nødt til at tage eksplicit afstand fra sådan en idiotisk handling. Ikke fordi jeg mener at det burde være nødvendigt, for selvfølgelig kan ingen bakke op om den øksebevæbnede præmieidiot. Men jeg ved bare at alle landets strammere nu vil myldre frem fra deres bunkers med alle mulige og umulige forslag til hvordan politikerne skal afmontere din og min retssikkerhed og demokratiske frihed. Jeg ved bare at Pia K, Søren P, Jesper L eller andre af deres slags allerede har lovstramninger parat, som bare ventede på en øksesvingende tosse, for at kunne skabe det "folkelige krav".

Hvis de så meget som tangerer din og min frihed, retssikkerhed eller demokratiet som sådan, så vil jeg naturligvis tillade mig at være imod - og så er det at jeg med det samme vil blive skudt i skoene at holde med idioten med øksen.

Derfor er jeg desværre nødt til eksplicit at beklage at et overreligiøst borderline fjols mener sig ret til at bestemme hvad man må tegne her i landet; at en loonie løber rundt i Viborg med hævet økse og prøver at overbevise folk om at hans gud er mild og fredelig? (hmmm!)

Jeg beklager det for KW og hans familie, som åbenlyst må have det forfærdeligt lige nu, og i nærmeste fremtid. Jeg beklager det fordi det vil øge selvsencuren i landet, og tegnere vil overveje grundigt om det er besværet værd næste gang de vil lave satire over Muhammed.

Jeg beklager det for alle i Danmark med anden etnisk herkomst end dansk, fordi de nu (igen igen) vil blive gjort til genstand for mistroiskhed og racisme.

Og jeg beklager det for os alle uanset etnisk herkomst, fordi vi nu skal trækkes med endnu en omgang strammer-vrøvl, og muligvis endnu mere opportunistisk hovsa-lovgivning fra de politikere der næres af frygt.

Gad vide om den somaliske gerningsmand overhovedet er klar over at han kun gøder fremmedhadet og gavner rascismen og DF? Lars Hedegaard må jo klappe i sine klamme hænder over det her. De tilbageblevne fjolser i Trykkefrihedsselskabet vil flokkes om ham nu, for at give ham genoprejsning (uanset at der ingen grund er til det - et øksesvingende fjols i Viborg gør jo stadig ikke alle muslimer til terrorister/løgnere/børnemishandlere/voldtægtsmænd).

Måske er somalieren tilpas idiotisk eller religiøst forblindet til at han ikke kan tænke så langt. Eller også ved han det udemærket, men har det samme mål som rascisterne og højrestrammerne: at underminere det frie demokrati i almindelighed og det multietniske samfund i særdeleshed. Hvis det var hans mål, så er det faktisk komplet ligegyldigt om han fik ram på KW eller ej - så er det at svinge øksen i sig selv rigeligt. :-(

Øv for en møjdag!