De facto integrationsminister?

Er Karen Jespersen vores nye de facto integrationsminister?

Man kan let få det indtryk, når hun hele tiden blander sig i integrationspolitik, i stedet for at tage sig af sit eget resort område.

Senest er det gået op for Pia Kærsgaard at Socialdemokraterne har overgået dem i rabiate integrationstiltag, og efter den let morsomme udmelding fra DF, at Socialdemokraterne er gået for vidt (jeg vil vædde en månedsløn på at Pia og vennerne har grinet godt i skægget over at få placeret Socialdemokraterne på den integrationsmæssigt yderligtgående side af DF), så vender de nu skuden og støtter Socialdemokraternes forslag.

Men opsigtsvækkende nok, så ønsker Pia et møde mellem hende selv, Mette Frederiksen (S) og Karen Jespersen (V - i hvert fald på papiret).

Vi HAR en integrationsminister, og det ville vel være naturligst at invitere hende med til et møde om integration. Men Pia ved, ligesom resten af landet snart har lugtet, at Birthe Rønn Hornbæk for længst er blevet kørt ud på et sidespor af blandt andre Anders Fogh. Anders Fogh har tilsyneladende udnævnt Karen Jespersen til danmarks nye integrationsminister. Når han irettesætter Birthe Rønn Hornbæk ved enhver given lejlighed, men gang på gang lader Karen Jespersen får frie tøjler til at rase ud over indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, så er der ikke mange andre måder at tolke det på!

Det er vi en del som er kede af, al den stund at Karen Jespersen de sidste mange år har syntes at være i et personligt vendetta mod alt hvad der er muslimsk. At sætte Karen Jespersen til at stå for integrationen af muslimer i det danske samfund er som at prøve at spise suppe med spisepinde. Det vil aldrig lykkes!

Senest har hun med vanlig skinger stemmeføring beklaget sig over at Københavns Kommune har samarbejdet med Muslimernes Fællesråd, en paraplyorganisation for 14 muslimske grupper.

Til at begynde med, så tilkommer det overhovedet ikke landspolitikere, at detail-blande sig i hvordan og med hvem kommunerne udarbejder undervisningsmateriale. Hvis Karen Jespersen virkelig mener at materialet ikke er lødigt, så kan hun klage til undervisningsministeren, som så må tage sagen op. Jeg har tidligere skrevet indlæg om hvordan landspolitikere går på strandhugst i kommunalpolitikernes kompetenceområder, og hvordan et kommunalt undervisningsmateriale bliver til er helt og holdent kommunernes sag!

Dernæst har jeg meget svært ved at se hvordan undervisningsmaterialer om ekstremistiske grupper kan vedkomme en velfærds- og ligestillingsminister. Havde Karen Jespersen nu været meget aktiv på sine egne områder, så havde jeg måske kunne leve med at hun ind imellem følte at hun havde tid tilovers til at blande sig i andre ministres resorter. Men faktum er jo at en skræmmende stor del af Karen Jespersens energi bliver lagt i at kritisere muslimer, indvandring og integration. Ligestillingsspørgsmål har stort set sejlet i deres egen sø siden ministeren trådte til. Hun har sågar afvist at tage sig af sager som har ligget klart indenfor hendes område.

At anklage Muslimernes Fællesråd for at være ekstremister, er integrationsmæssigt direkte kontraproduktivt, og understreger den dem-mod-os retorik som regeringens støtteparti alle dage har prøvet at fremme. Heldigvis ser det ikke ud til at Københavns Kommune lader sig tryne af Dansk Folkeparti og den xenofobe stemning på Christiansborg.

DF in absentia
Dengang Karen Jespersen valgte at melde sig ind i Venstre, var jeg ikke alene om at undre mig over at hun ikke meldte sig ind i DF i stedet, da hendes holdninger klart hører til i den lejr. Men efterhånden er det gået op for mig at hun i virkeligheden ER DF'er, og bare udgør Pia Kærsgaards første ministertaburet.

Det ville ikke være spiseligt for den brede befolkning, hvis Anders Fogh gav integrationsministerposten til Dansk Folkeparti. Nu har vi så i stedet et medlem af venstre der sidder som velfærds- og ligestillingsminister. Spiseligt på papiret, men i praksis altså intet mindre end en integrationsminister fra Dansk Folkeparti.

Som med så meget andet i denne regering, skal facaden se anderledes ud end indholdet. Vi har snart vænnet os til Fogh's markedsføring af Venstre som det nye Socialdemokrati, selvom deres finans og skattepolitik fra 2001 har arbejdet os målrettet mod minimalstaten og større ulighed (Men Eva Kjer Hansen fik på hatten da hun af vanvare kom til at udtale det unævnelige).

Nu har Dansk Folkeparti så fået integrationsministerposten, uden at nogen på noget tidspunkt har tonet rent flag. Og Birthe Rønn Hornbæk sidder der fortsat per titel, som den liberale friheds vogter - men hver gang hun misforstår sit mandat fra Anders Fogh, og tror at hun rent faktisk skal tage sig af området, bliver hun på det bestemteste sat på plads, så Karen Jespersen kan fortsætte sit grøftegravnings projekt.

Derfor holdt Birthe Rønn Hornbæk sin mund den morgen på borgen da TV2 prøvede at interviewe hende. Hun havde bare langt om længe forstået den rolle i regeringen Anders Fogh har tildelt hende. Hun skal sidde der, lokke stemmer til, og legitimere - men frem for alt holde sin kæft og lade DF komme til fadet!

Så kan DF's marionet Karen Jespersen fortsat føre DF's (des)integrationspolitik drevet af sit personlige ulækre fremmedhad.

---[ update 20/2 2009 12:54 ]---

Det skal retfærdigvis siges (har jeg opdaget efterfølgende) at Karen Jespersens anklager om ekstremisme kun går på imam Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain talsmand for Muslimernes Fællesråd. Hun understreger at hun ikke kender nok til Muslimernes Fællesråd til at kunne udtale sig om resten.

Til gengæld beror hendes ekstremist-stempling af de to på to stærkt modsatrettede argumenter. Abdul Wahid Pedesen er ekstremist fordi han har udtalt at man "skal indskrænke ytringsfriheden af hensyn til religionen".

Zubair Butt Hussain derimod er ekstremist fordi han har "arrangeret et møde med den britiske konverterede muslim Yvonne Ridley". Yvonne Ridley er ganske givet ekstrem - men man bliver jo ikke ekstrem af at arrangere et møde med ekstremister. VU har for nyligt afholdt et meget omtalt debatmøde i Århus med de danske nazister. Selvom bølgerne om det møde gik højt i debatten, har jeg endnu ikke set nogen påstå at mødet gjorde VU til nazister.

Faktisk er et kendetegnende træk ved frie demokratier, at borgerne har en udstrakt frihed til at tænke og sige hvad de vil. Man kan debattere alt, herunder også kritisere ytringsfriheden eller sågar demokratiet selv.

Men Karen Jespersen mener altså at Wahid Pedersen er ekstremist, fordi han har ytret ønske om at begrænse ytringsfriheden, mens Butt Hussain er ekstremist fordi han udøver sin ytringsfrihed til at skabe debat med en ekstremist.

Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro at det var Karen Jespersen som prøver at begrænse de tos ytringsfrihed, ved at sanktionere dem fordi de har gjort brug af den.

Karen Jespersen er blevet citeret for at have sagt: "Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse", og man kunne jo have lyst til at spørge hende om hun så ikke mener at det ovenstående ville diskvalificere hende selv som minister?

Hendes egen deltagelse i den hemmelige loge Giordano Bruno-selskabet (som hun har prøvet at negligere til "en mailliste, nogle avisartikler og nogle møder") er da i mine øjne mere håndgribelig ekstremisme end et åbent debatmøde med en ekstremist som Yvonne Ridley.

Men det hun mente var måske i virkeligheden: "Man bør ikke give mennesker med [andre] ekstremistiske holdninger [end mine] indflydelse"?