Forskellen på absolut og relativ

Tue Magnussen og Dorrit Rée Akselbo fra Rehabiliteringscentret for Torturofre har begået en ganske glimrende kronik i dagens Politiken. Den handler om de såkaldte "diplomatiske garantier" som regeringer rundt om i verden prøver at bruge som undskyldning for at eksportere folk de anser som farlige ud af landet.

Vi har tiltrådt internationale konventioner som fastslår et absolut forbud mod tortur. At det er absolut betyder at der ikke findes nogen særtilfælde eller særlige omstændigheder som kan retfærdiggøre tortur. Tortur er forbudt - UANSET HVAD.

FNs tortur konvention artikel 3 stk. 1 anfører også at lande som en del af vores beskyttelse mod tortur ikke må udvise folk til andre lande hvor de kan frygtes at blive underkastet tortur. Derfor er det ind imellem nødvendigt at give udlændinge lov til at blive i landet på "tålt ophold".

Personer vi anser for farlige for vores samfund kan vi være tvunget til at beholde i landet - ikke fordi vi bryder os om dem, ikke fordi vi vil være flinke - men simpelt hen fordi vi er (undskyld udtrykket) pisket til at holde fast i vores eneste beskyttelse mod umenneskelig behandling - den absolutte fordømmelse og det absolutte forbud.

Det tålte ophold har på det seneste været under kraftigt pres. Flere politikere har set det som en torn i øjet, at vi ikke frit kan udvise hvem vi ønsker. Politikere vil "gøre det tålte ophold utåleligt", som Inger Støjborg med vanlig mangel på omtanke har erklæret. Tuneserloven handler ikke om tegneren Kurt Westergaards sikkerhed, for den er uforandret. Den handler udelukkende om at genere folk på tålt ophold til selv at søge ud af landet.

Det nye er at nogen er begyndt at operere med "diplomatiske garantier". Det vil sige en skriftlig garanti fra modtagerlandet om at den udviste ikke vil blive underkastet tortur. Opnås en sådan garanti, så anser fortalerne for diplomatiske garantier det for at være i overensstemmelse med konventionerne at sende folk til lande der ellers er kendt for at bruge tortur.

Tue og Dorrit beskriver i kronikken et eksempel fra Sverige, hvor en mand er blevet udvist til Egypten efter en diplomatisk garanti. Efterfølgende er manden blevet tortureret (selvfølgelig).

Som der står i kronikken:

"Diplomatiske garantier vil jo netop først komme på tale, når der er tale om udvisning til et land, hvor det er dokumenteret, at tortur udøves systematisk. Det signalerer, at afsendelseslandet erkender, at der en risiko for, at den udviste udsættes for tortur, men det signalerer også, at modtagerlandet i realiteten vedgår, at der praktiseres tortur – bare ikke i det konkrete tilfælde. Fra dansk side kunne man jo ikke forestille sig, at man bad om at få en diplomatisk garanti fra Schweiz, men når man taler om udvisning til Egypten eller Tunesien, er det en anden sag."

Vi er konventionsmæssigt bundet til ikke at udvise folk til lande hvor vi kan frygte at de vil blive udsat for tortur. Men i stedet for at gøre som vi har lovet, vil vi altså bare bede de torturerende lande(/torturbødlerne) om ikke at torturere netop de personer vi sender til dem.

Ud over at det er besværligt/umuligt og meget omkostningsfyldt at følge op på om garantien bliver overholdt, så er det praktisk talt umuligt at sanktionere et brud på garantien på en hensigtsmæssig måde. Og som kronikken også nævner, så er alle parter interesseret i at det på papiret lykkes, kun den udviste er mere interesseret i om det nu også lykkes i praksis.

Hele historien minder mig om en passage i filmen "Things to do in Denver when you're dead".

Andy Garcia (som spiller mafia håndlangeren Jimmy the Saint) har fået Christopher Walkens (som spiller en nidkær mafioso "The man with the Plan") ord på at han ikke vil røre hans kæreste på trods af deres fjendskab. Andy forstår i scenen at Christopher ikke har tænkt sig at holde sit ord, og han sprutter i vrede "You gave me your word!", hvortil Christopher tørt replicerer: "I'm a criminal - my word don't mean dick!"

Paradokset er altså: Hvis vi har mere eller mindre begrundet mistanke om at et land udøver tortur mod sine borgere - hvordan kan vi så pludselig regne med at de vil overholde en gentlemen agreement om at behandle folk vi sender dem ordentligt?

Heldigvis ser det ud til at en arbejdsgruppe fra Integrationsministeriet har tænkt sig at vende tommelfingeren nedad for de diplomatiske garantier, når de om få dage kommer med en betænkning på området. Men der er desværre ingen tvivl om at stærke kræfter i regeringen og især deres støtteparti vil presse på for at få de diplomatiske garantier i værksøjskassen.