Skal vi nu også til at snakke med dem?

Det burde være indlysende at man ikke kan give en individuel sagsbehandling af personer, uden at have snakket med dem først, og der igennem har hørt deres mening om sagen. I særdeleshed må det gælde når sagen handler om tvangsægteskaber. Hvordan skulle man kunne vide om de to parter selv har ønsket ægteskabet, hvis man ikke hører på dem?

Ikke desto mindre er det præcis hvad der har været praksis i Udlændingeservice når de har behandlet familiesammenføringssager hvor det har handlet om ægteskaber mellem fætre og kusiner. Det bliver der heldigvis lavet om på nu, efter at domstolene har underkendt Udlændingeservice i 9 ud af 10 sager.

Lettere gennemsakset for at fremme forståelsen, står der i udlændingelovens §9 stk. 8: "Er ægteskabet indgået ... mellem nært beslægtede ... anses det ... for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået ... efter begge parters eget ønske" (min fremhævning) [Udlændingelovens §9].

Udlændingeservice - dette på alle måder groteske såkaldte service-organ - har altså valgt at fortolke "tvivlsomt, om ægteskabet er" som "givet, at ægteskabet ikke er". I min retsbevidsthed bør tvivl altid komme den anklagede til gode (læs mere om tvivl her).

Udlændingeservice er et såkaldt domstolslignende organ. Det betyder at de samme regler som gælder for en domstols afgørelser i vid udstrækning burde gælde for Udlændigeservices afgørelser (læs også her hvorfor Søren Søndergaard mener at Udlændingeservices domstolslignende status er illusorisk). Ansøgerne om familiesammenføring er her "anklaget" for at indgå tvangsægteskab. Derfor burde det også være Udlændingeservice som skal bære bevisbyrden, hvis de mener at et ægteskab er indgået mod en eller begge parters vilje.

Formodningsreglen som de kalder den, er en retsmæssig absurditet, som ikke hører hjemme i en anstændig retsstat. Længere er den ikke.

Desværre er denne sag blot endnu et eksempel på at regeringens kampagne mod tvangsægteskaber har mere med en generel begrænsning af indvandring at gøre, end rent faktisk at forhindre tvangsægteskaber. Hvis målet virkelig var at stoppe tvangsægteskaber, ville det være et godt udgangspunkt, at gennemgå sagerne individuelt, i stedet for at forlade sig på formodninger.

Rune Engelbreth har udtrykt det ganske klart på hans blog:

"Kan det blive mere absurd og totalitært end at bekæmpe forældre og familier, som tvinger deres børn til at gifte sig mod deres vilje og kærlighed, ved at tvinge ANDRE til IKKE at gifte sig eller bo sammen med den, de elsker?"

--- [Tilføjet d. 3/8 kl. 01:12] ---

Peter Skaarup (DF) har kommenteret på fætre/kusine ægteskaberne i denne artikel. Han siger blandt andet:

"Kampen mod arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber kæmpes fra hus til hus, og vi må være sikre på, at reglerne er tilstrækkeligt tydelige".

Jeg er helt vild med den formulering. Manden får det til at lyde som om vi er midt i en krig, hvor frontlinien bølger frem og tilbage, og vi kæmper os fra hus til hus. Nu er tvangsægteskaberne mig bekendt ikke et problem som breder sig med risiko for at etnisk danske familier pludselig begynder at tvangsægte deres børn også. Og hus til hus billedet får unægteligt problemet til at fremstå som værende meget udbredt.

Det er i sagens natur meget svært at føre statistik over tvangsægteskaber - men jeg har har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig at problemet skulle være af et sådan omfang, at PS og hans parti må "kæmpe sig fra hus til hus", for at holde stand med de danske traditioner.

I Politikens artikel står endvidere:

"Vi kan ikke udelukke, at det kan være ægte kærlighed, men ved ægteskaber mellem fætter og kusine er der stor risiko for, at det er familien, som tvinger de unge til at gifte sig og dermed også tvinger en ung til et land - Danmark - som de ikke har noget tilhørsforhold til«, siger Peter Skaarup, der forklarer, at det jo også er sjældent, at danskere forelsker sig i deres fætter eller kusine".

Lad os lige prøve at holde øjnene på bolden. Den retsmæssige fadæse i denne sag er at sagsbehandlere i Udlændigeservice har overladt sig på en formodningsregel, og udstedt afslag på familiesammenføringer uden at have ulejliget sig med at interviewe de implicerede. Det kan ingen være tjent med. Som PS selv siger, så kan vi ikke udelukke at det kan være ægte kærlighed. Derfor er vi tilbage ved tvivlen der bør komme den anklagede til gode, indtil andet er bevist.

Endelig synes jeg det siger mere om PS og hans evne til at sætte sig i andres sted, end om udbredelsen af tvang ved fætre/kusine ægteskaber, at PS tror at fætre og kusiner ikke kan være forelskede, alene fordi det sjældent forekommer i Danmark.

Det er meget muligt at fætre/kusine ægteskaber er lovlige i Danmark - men det er bestemt ikke det samme som at de er kulturelt accepteret. Etnisk danske fætre og kusiner skal være mere end almindeligt forelskede, for at ville gå imod den sociale udstødelse og generelle skepsis de vil blive mødt med, hvis de gifter sig. Det ville muligvis forekomme oftere blandt etniske danskere, hvis det ikke var noget der blev set skævt til - sådan ikke helt incestuøst, meeeen...

Jeg vil ikke blande mig i om det bør være lovligt eller ulovligt med ægteskaber mellem fætre og kusiner. Men jeg vil til enhver tid insistere på at vores love skal være lige for alle. Og jeg vil fastholde at Udlændingeservice er forpligtet til at give en individuel og fair behandling til alle der søger om familiesammenføring. Ellers kan vi ikke kalde os et retssamfund.