Men det irriterer mig virkelig at vores medier stort set ureflekteret kaster den slags reklamelort videre ud til læserne.
Historien er at TV3s realityshow Robinson i næste sæson prøver at lokke deltagerne til at acceptere brug af tortur mod deres konkurrenter, mod at de selv slipper for problemer. Det "viser sig" så at "værten synes at de gik for langt", og at "nogle produktionsfolk græd", og at værten "aldrig mere vil gå så langt".
Alle de buzzwords som vil tiltrække folk der kan lide realityshows som fluer om en nylagt lort (i dette tilfælde en ikke helt skæv metafor).
Reklameplads er dyr, og havde TV3 skulle betale for alle de spaltemillimeter de nu får på det her stunt, skulle de have haft den store pung oppe (bare rolig - det kommer nok også - men lige nu starter deres kampagne åbenbart med en freerider). Og aviserne fra BT til Politiken labber lortet i sig, og lader lydigt mikrofonholdere referere hvert eneste ord TV3 udgyder.
Værsgo, så er der serveret endnu en gratis omgang af tvivlsom kvalitet fra følelsespornoens skumle yderkanter.
Men aviserne er jo ikke dummere end at de er klar over at det hele er spil for galleriet (måske BT undtaget - jeg overraskes ind imellem negativt over deres evner), med det ene formål at lokke flere seere til et afdanket realityshow som krampagtigt slås om markedsandele og mod seernes mæthed.
Problemet er at aviserne selv har brug for at lokke folk til. De skal sælge deres aviser, og hvis folket vil narres, så lader de det gerne ske, hvis de kan hente en klat skilling ind på det også. Det er derfor de ind imellem rapporterer fra realityshows og talentshows som var det virkelige og væsentlige begivenheder. Hvem har nu været i kassen med hvem? Hvem går videre til næste runde? Hvilke alliancer bliver brudt? og Hvem dolker hvem i sidste ende? Alt det der trækker kunder i butikken. Jeg har (desværre?) ikke tal på hvor mange forsider X-factor trak sidst, men det har givet vis været alt alt for mange. Så lidt sker der sku heller ikke i verden!
Jeg tror i øvrigt ikke at jeg kan huske et eneste år, hvor den nye sæson af Robinson/BigBrother/Paradise Hotel/Baren/etc. ikke har været "det vildeste og mest grænseoverskridende hidtil". Det er simpelthen det eneste de kan sælge den slags på. Om det så er sex for åben skærm på Paradise Hotel, eller nu tortur i Robinson - et eller andet skal jo sørge for at pøblen bare ikke må gå glip af skidtet.
Tilbage sidder så nogle hundrede fanger i Guantanamo på 6. år uden rettergang, som stadig - trods alle fornuftige instansers klare afstandtagen - ikke kan vide sig sikre på at undgå tortur. Mens den store pengehungrende mediekværn gør sit for at udvande hvad tortur rent faktisk handler om - at pine og plage mennesker til at sammenbrud.
Er det underligt hvis humøret falder lidt?
--- update ---
22/8 2008 kl. 23:59
Nu må det være åbenlyst for selv BT, at der er tale om en koregraferet hype kampagne. Ifølge Politiken udtaler Jeppe Juhl som er produktionsansvarlig for Robinson:
"Vi presser citronen i forhold til, hvor meget man kan tillade sig over for deltagerne. Men jeg har bestemt ikke ligget søvnløs et eneste sekund over det her"
Og han siger videre at han ønsker ikke at oplyse, om deltagerne gennemførte torturen. "Det må man se mandag 1. september klokken 20".
Der kom den - vi er simpelthen nødt til at se Robinson, for at få slutningen på historien, som selvfølgelig vil være at de afbryder seancen, inden nogen kommer rigtigt til skade - hvad skulle de dog ellers?
Skaden ved det hele handler dog ikke så meget om en snes tosser der er castet efter at opføre sig socialt sært på en øde ø over en sæson - de skal såmænd nok klare sig. Næeh det virkeligt sørgelige ved denne smagløse selvpromovering er at vi allesammen degraderer vores opfattelse af det der sker på Guantanamo, når TV laver underholdningsshows ud af det! Og det hele er orkesteret af en logrende ukritisk presse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar