lørdag den 23. august 2008

Resultatet: Folk VIL narres.

For nogle dage siden startede jeg et eksperiment. Jeg var ærgerlig over at de mest læste artikler på politiken konsekvent er ligegyldige historier, hvis samfundsrelevans er stort set ikke eksisterende. Så længe de har en sleazy overskrift, og handler om noget sært - aller bedst hvis ord som sex, død eller vold er med i overskriften.

Derfor lavede jeg et blogindlæg med en totalt misvisende overskrift, som var designet til at generere hits. Jeg var egentlig godt klar over at det indlæg ville få flere hits end nogen af mine tidligere (og formentlig også fremtidige) indlæg - alligevel håbede jeg et eller andet sted på at I ikke var helt så hungrende efter sladder og underlødige historier.

I går var den første dag uden hits på det indlæg, og jeg har derfor gjort regnskabet op. Og nu vil jeg gerne delagtiggøre jer i det nedslående resultat:
Mit næstmest læste indlæg har 17% af det konstruerede indlægs hits!! Sytten sølle procent af hvor mange der labbede min snydeoverskrift i sig har syntes at mit næstmest læste indlæg var interessant!

I - mine kære læsere - har desværre levet op til mine lave forventninger.

Med det skræmmende resultat, så undrer det mig at "en skør skør verden" (Bladet som i 80'erne aldrig så sig for fin til at bruge skamløst dårlige photoshop collager som "hard evidence" og brillierede med overskrifter som "JFK er ikke død - han har bare adopteret en alien" eller "Afsløring: Einstein var tidsrejsende fra fremtiden") ikke har kunnet løbe rundt :-O

Det er tydeligvis den slags folket vil have. Men måske er det mere grænseoverskridende at betale for sladderet i kiosken, end at (smug)klikke på de grimme artikler på en ellers hæderligt sober netavis? ;-)

Og hvis nogen skulle spørge, så JA - jeg klikker også selv på de historier ind imellem, selvom jeg prøver at lade være med at klikke på de aller tykkeste lokkeænder (med håbet om at det en dag ikke vil kunne betale sig for journalisterne at konstruere dem). På den anden side, så kan man jo heller ikke blive bekræftet i at det rent faktisk VAR en and, før man har klikket på de fordømte overskrifter.

... but then again - hvordan skulle man se ud i hovedet, for ikke at regne med at blive skuffet over indholdet til en overskrift som "Hundekloner holdt mormon som sexslave"? :-/

Ingen kommentarer: