torsdag den 9. oktober 2008

Langt og langt...

Generalløjtnant i den amerikanske hærs centralkommando i Afghanistan Martin Dempsey udtaler ifølge denne artikel til BBC:

"Vi er meget triste over tabet af uskyldigt liv i Azizabad. [...] Vi vil gå llangt for at undgå civile tab i Afghanistan i alle vores operationer, men alt for ofte ser vi, at denne hensynsløse fjende omgiver sig selv med uskyldige"

Baggrunden er at USA nu (endelig) har indrømmet at have dræbt 33 civile mennesker, heriblandt mange børn. Den afghanske regering tæller godt nok 90 civile, heraf 60 børn og babyer - men de kan selvfølgelig heller ikke betragtes som upartiske - de er jo afghanere.

Nogenlunde den samme violin kunne man høre Dempsey spille på, dengang han var med til at skyde Fallujah i sænk med det kemiske våben hvidt fosfor. Men også dengang havde de problemer med at den hensynsløse fjende omgav sig med civile, i stedet for at komme frit frem til en ordentlig aflivning i sikker afstand fra civile. Og det er satme svært at styre sådan en gang hvidt fosfor til kun at ramme fjenderne.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvad ordet "langt" egentlig betyder i denne sammenhæng? "Vi vil gå langt for at undgå civile tab" siger manden. Det er jo beklageligt at fjenden er fej nok til at gemme sig bag civile, bare fordi de er oppe imod en militær overmagt. Men gør det dem til eneansvarlige når vi rammer flere civile end fjender?

Den lange vej Dempsey gerne vil gå, er jo i hvert fald tydeligt ikke lang nok til at nøjes med at bruge præcisionsvåben og folk på jorden, når der er civile og fjender blandet sammen. Det er ulige meget nemmere at smide bomber i hovedet på folk, for så slipper man for sure miner i hjemlandet, når dødstallet stiger - og her tænker jeg naturligvis på antallet af døde amerikanske soldater! Antallet af døde afghanere tæller naturligvis ikke helt så meget i den henseende.

Gad vide hvad de ville have gjort hvis det nu havde været amerikanske børn og babyer som disse feje fjender havde omgivet sig med? Mon svaret så også bare havde været at bombe lortet? Eller mon ikke man så ville have kunnet finde ud af at sende en stor mængde antiterror folk, med rifler med kikkertsigter? Eller eventuelt prøve med forhandling, vente med at slå ned til et mere givtigt tidspunkt eller noget andet, som kunne minimere antallet af døde civile?

Anyway så er Dempsey højt dekoreret, og han har været i militæret i en menneskealder, så han er vel en stand up guy? Jeg forestiller mig ikke på nogen måde at han glæder sig over fejltrin som dette, med døde børn og babyer det er svært at bortforklare som illegale kombatanter. Men hvis nu han næste gang prøvede at overveje hvad "langt" kan betyde inden de smækker bombeflyene på vingerne? - Vi har jo altid lov til at håbe!

Indtil næste gang nogen med ansigtet lagt i de rette folder må beklage at have trådt ved siden af, kan vi jo overveje hvor langt vi selv burde gå, for ikke at være allieret med nationer som opretholder hemmelige fængsler udenfor Røde Kors' kontrol, støtter torturering af tilfangetagne, holder fanger på snart 7. år, uden de endnu er blevet stillet for en dommer, kidnapper og "forsvinder" folk også udenfor deres stats grænser, bruger kemiske våben som hvidt fosfor, og upræcise våben som klyngebomber der mest rammer civilbefolkningen, lyver om grundlaget for at angribe suveræne stater osv. osv. osv.

Hvor langt vil DU gå?

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

-og dette betaler vi for at vores soldater også gør. Vel brugte skattepenger? Gode danske Jens'er

O-Zone sagde ...

Vi kan jo håbe at det relativt høje tabstal af danske soldater skyldes at vi tager det mere alvorligt at undgå civile tab, end vores amerikanske allierede tilsyneladende gør det. Det er ganske enkelt gift for genopbygning og arbejdet mod terror, hver eneste gang vi får et civilt liv på samvittigheden!

Jeg betragter generelt mig selv som værende passifist, men var der én ting som ville kunne få mig til at genoverveje den indstilling, så skulle det da være hvis nogen bombede mine børn ihjel (og tilmed kun ganske modstræbende ville tage ansvaret for det). Sådan er der givetvis også mange andre som har det.

Coriolis sagde ...

Jeg læser i øjeblikket "The Great War for Civilization" af Robert Fisk (mellemøst-veteran korrespondent på The Independant). Heri beskrives blandt andet effekterne af de allieredes krig mod Irak i 91, plus de efterfølgende 12 års sanktioner (og jævnlige bombardementer)på blandt børn.
Det er bogstaveligt til at græde over. Udover dem der døde af direkte kamphandlinger (torskedumme "smart bombs", eller torskedum militær efterretning - you decide), var der alle dem der døde som følge af sult, led af underernæring, etc. Blandt steg tilfældene af kræft helt eksplosivt, særligt i områder hvor der havde været mange kamphandlinger. Det viste sig at være den særlige DU (depleted uranium = atomaffald)ammunition brugt i rigelige mængder af især USA. DU er yderst anvendeligt som panserbrydende ammunition, men forstøver når det er brudt igennem panser, hvorved partikler med en vis grad af radioaktivitet spredes.
Robert Fisk fandt ud af at militæret godt vidste den var gal - et tophemmeligt estimat lød på op til 500.000 døde som følge af DU-forurening, men i samme dokument var holdningen at den risiko var acceptabel sålænge et "bedre" alternativ til DU ikke fandtes. Når britiske tropper skød med DU ammunition under øvelser i UK, var der omfattende sikkerhedsforanstaltninger, oprydning, jordrensning, etc, der skulle forhindre det mindste udslip af uran i omgivelserne.
Det har der aldrig været noget af i Irak - hverken ved ved Vestens eller Saddams mellemkomst. Også mange Irak-veteraner havde forskellige eftervirkninger (det såkaldte golfkrigs-syndrom), herunder mange tilfælde af cancer.
Det kaldes collateral damage i U.S. Armyspeak, og de (og vi) er tilsyneladende ikke det mindste plaget af samvittighedskvaler over det.