Jeg har tilladt mig at tage et screendump, for jeg går ud fra at nogen retter et eller andet i artiklen på et tidspunkt. (Det bliver så også det første forsøg med billeder på min blog her, så bær over med mig, hvis jeg gør et eller andet galt ... jeg har HELLER ikke fået kaffe her til morgen)
Her er artiklen (håber jeg):
Jeg så tilfældigvis det ganske udemærkede amerikanske satireprogram "Penn & Teller: Bullshit!" i går på 3+, og det handlede om tal, og den måde politikere, journalister og andre fagfolk kaster om sig med tal som ingen kan følge med i.
Jeg har ingen anelse om hvordan man finder den samlede indikator for danskernes forbrugertillid, endsige hvilken enhed man måler den slags vigtige nøgletal i - men jeg kan vist trøste mig med at det gjorde den stakkels kaffetørstige morgenvagt på Politiken (eller hvor den artikel nu end kommer fra) nok heller ikke.
Jeg kan bare nøjes med at notere mig at vores allesammens forbrugertillid er "faldet" fra 11,1 til 16,6 den seneste måned! Det, mine damer og herrer, er et fald på hele minus 5,5!!
(Uhhhhh! - og alt det på bare én måned - herren være os alle nådig!).
Tilbage i det uvisse står så om "forbrugertillid" er tillid til de andre forbrugere, eller tillid til mig selv som forbruger?? ... superpessimist er da i hvert fald et ord der er til at tage at føle på - selvom de selvfølgelig nok ikke ved vedkende sig det på Dansk Sprognævn (de nævenyttige superbagstræbere!)
Må jeg i øvrigt her på falderebet berolige alle mine oprevne og tårevædede læsere med at minde dem om at meningen med livet er hele 42 - så spring ikke ud fra højhusene helt endnu - vi har trods alt stadigvæk en margin på 25,4!
Ha ha ha - ja, det er jo en fest at gøre sig sjov på andres bekostning! Og skynd jer så ud at nyde den gryende weekend! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar