Hvad fanden blev der af pressens ansvar?

Politiken har gennem længere tid været blandt flere medier som har liret godt op under den let evnesvage ikke-historie, at nogen mener at Cerns nye partikelaccelerator kan få jorden til at gå under.

Derfor undrer det mig lidt at de idag har en artikel i avisen, som handler om hvordan disse dommedags overskrifter kan virke angstprovokerende for børn. De skriver hvordan forældrene har en opgave i at tale med deres børn, og sågar hvordan skolen også har en opgave. Men hvad pokker blev der af pressens opgave?

Der vil til snart sagt enhver større begivenhed kunne støves et par dommedagsprofeter op, hvis man leder længe nok. Er det virkelig vigtige nyheder at bringe - eller handler det nærmere om at man kan tiltrække sig øget løssalg og ekstra klik hvis bare ens overskrift er ekstrem nok?

Jeg har tidligere lavet forsøget med en kioskbasker overskrift her på bloggen - og ja - de virker! Men hvis man den ene dag sælger ud af sin værdighed for at få lidt ekstra opmærksomhed, så kan man sparkpetervæltemig da ikke dagen efter stille sig op i hylekoret af whiners som peger fingre af "de onde overskrifter", som om onde overskrifter er en slags naturkræft der opstår af sig selv, som man ikke har nogen indflydelse på!

Jeg synes som minimum det havde været på sin plads i den artikel også lige at reflektere en smule over pressens trang til at blæse de ekstreme historier ud af proportioner. Er det altid nødvendigt at lægge den mest ekstreme vinkel på historierne?

Jeg anerkender at det er en nyhed at Cerns nye partikelaccelerator er sat i drift - men hvis man absolut skal give milimeterplads til dommedagsprofeterne, er det så nødvendigt at smække dem i overskriften?

Ret beset er det mig bekendt stadig et forsvindende mindretal af alle verdens fysikere (er de to nu?) som mener at det her vil føre til verdens undergang - og alligevel trækker de en forfærdende stor del af overskrifterne i disse dage. Jeg har sagt det før, og jeg kommer jo nok til at sige det igen: Verden VIL bedrages :-(