torsdag den 27. november 2008

Lamarck har ikke levet forgæves

Jean-Baptiste Pierre Antoine de Monet Chevalier de Lamarck var en ganske udemærket videnskabsmand fra det attende århundrede, som tilfældigvis led den kranke skæbne at tage fejl i en af de mest grundlæggende biologiske mekanismer i vores naturforståelse. Det var ikke fordi han var så meget dårligere en videnskabsmand end mange andre af vores videnskabelige koryfæer - han var bare så uheldig at tage fejl. Derfor er han nu, trods en lang og produktiv videnskabelig løbebane, stort set kun kendt som manden bag teorien om nedarvning af erhvervede træk.

Fordi han tog fejl, og siden blev godt og grundigt overruled af blandt andet Charles Darwin, kender biologistuderende over hele verden ham nu som den sjove tosse der troede at girafferne har deres lange hals, fordi de strækker sig op efter bladene.

Heldigvis dukker der en gang i mellem artikler op i dagspressen, som giver oprejsning til den stakkels mand. F.eks. kan man nu læse på Politikens netavis at mennesket kan tåle mælk hele livet, fordi vi begyndte at drikke det gennem hele livet, da vi tæmmede geder, køer og får.

Det er jo på mange måder en opsigtsvækkende nyhed for sådan en nogenlunde overbevist darwinist som jeg, der gik rundt og troede at den slags handlede om tilfældige mutationer og efterfølgende naturlig selektion. :-)

Den opsigtsvækkende kausalitet er i artiklen beskrevet som:

"Da mennesket begyndte at tæmme kør og vænne sig til at drikke mælk, muterede vores gener, så vi kan tåle mælk hele livet"

Det er jo fantastisk at se at stakkels Lamarcks forklaringer i virkeligheden beror på vores genetik. Men som genforsker Jesper Troelsen fra Københavns Universitet heldigvis er citeret i artiklen for at sige:

"Det er ret unikt inden for forskning i menneskegenetik"

Det er nu nok i en helt anden sammenhæng han har udtalt det, men det skal jo ikke forhindre mig i at misbruge hans løsrevne udsagn, for at drille endnu en videnskabs journalist der ikke har forstået det de skriver om.

Bær over med mig - jeg kunne ikke lade være. :-)

Ingen kommentarer: