Ifølge meningsmålingerne elskede vælgerne ham for det. Allerede inden han og hans 2 væbnere havde nået at formulere det mindste partiprogram blæste de ind i meningsmålingerne, og stod til at vinde en jordskredssejr. Netop fordi det eneste indhold det nye parti havde formuleret var modstanden mod Dansk Folkeparti, og deres hadske kampagner mod udlændinge, er der god grund til at tro at den store vælgertilslutning havde bund i at en stor del af vælgerne rent faktisk ikke bryder sig om Dansk Folkepartis magt.
Som bekendt så nåede Khader selv at pauseklovne sig helt ud i ligegyldigheden inden valget, og selv ved den ene lejlighed efter valget, hvor han rent faktisk havde mulighed for at flytte noget qua Pia Christmas Møllers udmeldelse af Konservative, missede han fuldstændig, og lagde stemmer til VKO, mod noget så flygtigt som at få mulighed for at "sætte et fingeraftryk". Det viste sig også efterfølgende at være komplet illusorisk, og nu er det historisk at Ny Alliance ikke formåede at virkeliggøre noget som helst af deres oprindelige grundlag.
Bevares, manden har da sikkert et eller andet politisk projekt, selvom det ikke rigtigt er lykkedes ham at tegne det skarpt op. Men min tillid til hans politiske tæft kan efterhånden være på et meget lille sted.
Alligevel formår han åbenbart stadig at overraske mig negativt ind imellem. Som f.eks. i morges, da jeg ser at Khader nu står last og brast med Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, i et idiotisk krav om at stække PETs mulighed for at tage brodden af de mest yderligtgående muslimske miljøer, ved at gå i dialog med dem.
Jeg har allerede skrevet to indlæg om hvor vigtigt det er at opretholde dialogen til de ekstreme miljøer, men eftersom tosserne på borgen tilsyneladende ikke har tænkt sig at stoppe vanviddet, så er det vel på sin plads at jeg heller ikke stopper :-(
Der tegner sig desværre efterhånden et farligt flertal imod dialog på folketinget. Farligt fordi de ekstreme miljøer kun kan modarbejdes med saglig diskussion og masser af dialog. Hvis vi isolerer dem og afskærer dem fra at diskutere deres syn på verden med os, vil de kun blive yderligere radikaliseret. Det understøtter også den "dem-mod-os" retorik der er nødvendig for dem i deres rekruteringsarbejde!
Khader, DF og V arbejder altså direkte imod en yderligere radikalisering af de ekstreme muslimske miljøer, når de prøver at stække muligheden for dialog med grupperne.
Det ved DF udemærket godt, for de er ikke dumme, men som jeg også tidligere har skrevet, så lever det parti af frygten. Set i det lys er det skammeligt, men ikke mærkeligt hvis de søger konfrontationen. Skulle det endelig lykkes nogen båtnakker i en yderligtgående muslimsk gruppe at få sprængt en bombe, jamen så vil det næste der eksploderer være DFs medlemstal. På forunderlig vis så lever de yderste fløje på denne måde af hinanden. Som Sherlock har brug for Moriarty, som Batman har brug for Jokeren, og som Modesty Blaise har brug for Gabriel. Radikalisering på en fløj katalyserer radikalisering på den modsatte fløj. Vi så det tydeligt under muhammed-krisen, hvor DF red på en bølge af fremmedhad, og Pia Kærsgaard dygtigt forstod at holde ilden varm.
Men hvad pokker Khader, denne folketingets svar på en pausefisk, laver i det selskab forbløffer mig. Men det bekræfter mig desværre i min teori om at manden simpelthen ikke ejer for fem øre politisk tæft. Han påstod engang at ville midten, men er nu blandt frontkæmperne for en generel radikalisering af samfundet.
Hvis det, Allah/Gud/Buddha forbyde det, lykkes dette sammenrend af politiske mørkemænd og inkompetente fjolser at fjerne en af PETs vigtigste redskaber fra deres værktøjskasse for afmontering af radikale miljøer, så går vi allesammen en mere utryg fremtid i møde.
Og den dag en af mine kære dør i et bombeangreb (uanset hvem der nu måtte forårsage det), så ved jeg godt i hvilken retning jeg vil stile min vrede!
---
P.S. Naser Khader udtaler ifølge politiken rasende:
"Det virker, som om Birthe Rønn går i seng med Hans Jørgen Bonnichsen"
Fordi passager fra PETs hjemmeside går igen i Birthe Rønn Hornbechs embedsmandsrapport.
Til det er der vel ikke andet at sige end at det ville være spild at have PET, hvis ikke embedsmændene måtte gøre brug af deres faglige viden i deres rapporter. Det har alle dage været meningen at etater befolket med fagfolk skal bruges af politikere der som regel er lægfolk.
Det ville da først være kritisabelt, hvis embedsmænd i integrationsministeriet ikke ville høre på hvad PET siger - som dengang statsministeriet/udenrigsministeriet skrinlagde oplysninger fra FET op til Irakkrigen!
Demokrati er ikke en tatovering man har på armen, men et tankesæt man har i hovedet!
---[19/11 2008 11:40 update]---
Læs også Rune Engelbreths og Uffe Ellemanns glimrende indlæg om valget mellem dialog eller isolation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar