Hvad er problemet?

Jeg går ud fra at I mine kære usynlige læsere må være ved at være trætte af at læse om Birthe Rønn Hornbech, og den afklapsning hun har fået, fordi hun har dristet sig til at støtte en embedsmandsrapport der foreslår noget så udramatisk som "dialog" som et redskab til bekæmpelse af de yderligtgående muslimer.

Jeg er såmænd også selv ved at være træt af at skrive om det - men der er altså lige en enkelt lille artikel som skal have et par ord med på vejen, før jeg vil lægge det helt bag mig.

Artiklen er fra Ritzau, og det gør det desværre lidt svært at se hvem som er ophavsmand til den. Men den kan i hvert fald læses på politiken.

Det lader til at der under integrationsministeriet eksisterer et kontor, hvis arbejdsgrundlag blandt andet er at samtale med ekstremistiske muslimske grupperinger. Journalisten har fået fat i Brian Mikkelsen, og prøver at holde ham ansvarlig for kontoret, da det citat: "blev oprettet tilbage i april på baggrund af det regeringsgrundlag, som Brian Mikkelsen er medforfatter til".

Journalisten fortsætter: "Det til trods fastholder han, at det er integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som sidder med problemet." (min fremhævning)

Jeg har meget meget svært ved at se hvad det er for et "problem" journalisten prøver at piske frem og holde Brian Mikkelsen ansvarlig for?

Integrationsministeriet har et kontor der tager sig af dialog med yderligtgående muslimer. So fucking what? HVAD I AL VERDEN forestiller vedkommende sig at et integrationsministerium er sat i verden for? Integration handler om noget med at bringe folk og kulturer sammen, så de kan fungere sammen i fred og fordragelighed. Hvordan pokkker kan det nogensinde blive et problem at et sådan ministerium har et kontor der er i dialog med de grupper der skal bringes sammen??

Jeg forstår simpelthen ikke alle de folk der i disse dage løber rundt med hovederne under armene, og besværger at de skam aldrig nogensinde har været for dialog. Politikere som i ramme alvor siger at de ikke vil dialogen. Hvad fanden sker der med landet?

Jeg mener at kunne huske at der var en relativt bred enighed blandt pressen om at Anders Fogh tog en forkert beslutning dengang han valgte ikke at tage dialogen med diplomaterne op til muhammed krisen (ikke alle var lige hurtigt ude med kritiken, men i bagklogskabens fesne skær endte der vist med at være udbredt konsensus om det). Alligevel virker det i disse dage som om det er tæt på politisk selvmord hvis man kommer til at sige offentligt at man støtter dialog.

Pressen går efter knæhaserne på dem som ikke øjeblikkeligt erklærer sig som tilhængere af isolation, ignorering og/eller hård konfrontation frem for dialog og forståelse.

Men de rabiate er så umulige at diskutere med. De vil ikke høre på os, og de er ligeglade med hvad vi siger. Det er da først helt sikkert rigtigt, den dag vi nægter at prøve!

Er vi virkelig nået dertil at det er værre at ville satse på dialog, end at frihedsberøve komplet uskyldige mennesker i fængselslejre?