Det gør mig næsten syg af ærgrelse at måtte læse at anstændighedens evige forsvarer, Birthe Rønn Hornbech, efter Anders Foghs skideballe nu har sænket sværdet endegyldigt.
Ikke fordi jeg ønsker en ny regering, og derfor har brug for splid i den siddende regering. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg gerne så en bedre regering, men det håber jeg på at vi får både med eller ude intern splid i regeringen. Nej, det ærgerer mig, fordi det er sørgeligt at se at der ikke længere er plads til en kritisk stemme i spørgsmål som er så umådeligt vigtige for menneskers liv og for Danmarks internationale anseelse.
Hvis du ikke er med os, er du imod os. Joeh - Anders Fogh har sikkert lært en del af hans gode ven George Bush. Sådan en retorik er den hurtigste måde at tegne kontrasterne hårdt op, og lukke af for al diskussion og rettidig reflektion. Du må ikke stille spørgsmål, eller være i tvivl. Kun have foden på speederen og sluge alt hvad vi kommer med, med et ja tak og amen.
Der er mere end nogensinde brug for folk som vil forsvare borgerrettigheder, som vedblivende insisterer på anstændigheden, på medmenneskeligheden og på at tage internationale forpligtelser og menneskers skæbner alvorligt! Der er brug for nogen som siger fra overfor overtrædelser af de internationale konventioner vi har forpligtet os til - også inden enkeltsagerne ryger for de internationale domstole. Der er brug for nogen som analyserer konsekvenserne af vores signalpolitiske stramninger. Der er kort sagt brug for nogen som holder hovedet koldt og hjertet varmt, i denne menneskelige isvinter.
Jeg hader at vores samfund igen og igen skal gå så langt, at det er nødvendigt med en domstolsafgørelse, for at vurdere om vi går til eller over stregen. Hvorfor i alverden skal vi altid prøve at ramme lavest mulige fællesnævner? Hvorfor ikke bare leve med en god margin til konventionerne, så ingen behøver at være i tvivl om at vi overholder hvad vi har lovet at overholde?
Venstre havde engang et slogan om at der var højt til loftet. Det var engang et parti hvor man omfavnede uenighederne, og diskuterede sig frem. Når venstre nu lægger armene om uenigheder er det ikke for at omfavne, men for at kvæle.
Danmark har tabt en stor og lødig stemme, nu når det er lykkedes at lukke munden på Birthe Rønn Hornbech. Jeg håber at vi får dig igen, når du engang træder ned fra ministertaburetten, for guderne skal vide at landet har brug for dig!
Candomblé, capoeira og den folkelige kultur
6 måneder siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar