I dag er samfundet indrettet, så det er meget svært at klare de daglige udgifter, hvis ikke begge forældre har fuldtidsjobs. Det gør det lidt sværere for børn bare at gå hjem efter skole. Derfor går langt størstedelen af danske børn idag i en eller anden form for fritidsordning, fra de får fri fra skole, til deres forældre kommer hjem.
Det plejede typisk at være såkaldte fritidshjem - en pasningsordning som hører under dagtilbudsloven. Her er der pædagoger ansat til at sikre børnene en fornuftig opvækst med lige dele fri leg og pædagogiske tilbud de kan vælge eller fravælge i det omfang de nu vil. Der er ingen skolemæssig tvang, og de skal ikke lære et pensum, men blot hvad de lærer i den almindelige sociale omgang med andre mennesker. Ordningen koster forældrene noget, men der er loft på hvor meget det må koste, og forskellige regler der skal overholdes for at sikre børnene kvalitet også i deres fritid.
Sådan var det tidligere. På grund af reglerne i dagtilbudsloven, er der meget faste grænser for hvordan fritidshjem skal drives. Det gælder ikke skolefritidsordninger. En skolefritidsordning (SFO) ligger typisk på skolens område, og hører under skoleloven i stedet for dagtilbudsloven. Det betyder at der ikke er grænser for:
- Hvor mange børn der må være pr kvadratmeter
- Hvor meget personale der skal være pr. barn
- Hvor stor en del af personalet der skal være uddannede
- Hvor meget det må koste at have et barn i SFO'en
Alt i alt et børnefritidens wild west, uden de store rammer for kvalitet og pris.
Lige siden regeringen søsatte sit skattestop har kommunerne år efter år skulle løse deres opgaver for færre penge. Opgaverne er hverken blevet færre, mindre eller billigere - men kommunernes budgetter er blevet barberet, uden de har haft mulighed for at hente de manglende penge ind via kommuneskatter.
Det har efterhånden gjort kommunerne desperate efter indtjeningsmuligheder. Selv de som mener at kommunerne har haft for let til pengepungen tidligere, må erkende at man ikke kan blive ved med at effektivisere sig til penge, uden at det på et tidpunkt bliver nødt til at gå ud over kvaliteten af de ydelser kommunerne står for.
De trængte kommuner har naturligvis ikke været sene til at finde ud af den økonomiske fordel ved at tilbyde SFO'er i stedet for fritidshjem. Det er helt åbenlyst billigere at drive masseopbevaring af børn på skolerne, i stedet for at drive fritidshjem med klare mål for kvalitet i børnenes fritid. Og oven i dette, kan man sætte prisen stort set som man vil.
Ikke overraskende er fritidshjem ved at være en saga blot, og de fleste kommuner er gået helt over til kun at tilbyde SFO'er. I Københavns Kommune (hvor jeg bor), findes begge dele. Kommunen har endvidere lavet en frivillig aftale om at ingen SFOer må være dårligere stillet end noget fritidshjem. Det vil sige at de samme regler som gælder for kvalitet i fritidshjem også gælder for SFO'er i København (som derfor bliver kaldt KKFO'er i stedet - Københavns Kommunes Fritids Ordning). Men aftalen er 100% frivillig, og kan fjernes det øjeblik der er politisk flertal for det i borgerrepræsentationen. Der er stadig ingen regler for kvalitet i børnefritid i skoleloven.
I kommuner uden særaftaler, er SFO'erne altså blevet til et af de få tilbageværende håndtag at trække i, når kommunen fattes penge. Kommunerne kan, ved at omlægge Fritidshjem til SFO'er og efterfølgende hæve prisen, hente masser af penge hjem, uden at det bliver betragtet som en omgåelse af skattestoppet. SFO'er er frivillige tilbud, og en prisstigning dér rammer kun folk med børn. Frivilligheden er det som nævnt ovenfor så som så med, hvis alternativet er at børnene skal gå hjemme alene, fordi begge forældre arbejder fuld tid.
Berlingske Research har nu lavet en omfattende undersøgelse af SFO priser og sammenlignet med priser på privatskoler. Folkeskolen er gratis, men privatskoler koster noget. Til gengæld er SFO'er ikke gratis, og da mange privatskoler indbefatter en egendrevet SFO, så er det helt rimeligt at sammenligne det samlede tilbud som kommunen og en privatskole kan give, på børns skolegang & fritid.
Resultatet er det forstemmende, at de kommunale SFO'er nu er blevet så dyre mange steder, at det er billigere at have sine børn gående i privatskoler. Det er ikke rimeligt! De folk der ikke har råd til at lade deres børn gå i privatskole, kan altså blive tvunget til at fravælge kommunens SFO.
Det betyder at børn fra famillier i fattige kår kan blive tvunget til en fritid uden voksenkontakt, og kan blive ekskluderet fra det brede socialliv, da de ikke kan lege med deres kammerater som går i SFO. Det er paradoksalt, i en tid hvor det er svært at finde en politiker der ikke (i hvert fald på papiret - Eva Kjer Hansen!) ønsker at bekæmpe den sociale arv.
Når SFO'erne er så dyre, kan nogle indkomstgrupper (som har lidt luft i deres budget) også lave det sjove regnskab, at de rent faktisk kan tjene penge på at melde SFO'en fra, og gå ned i arbejdstid, for at være hjemme med deres børn i stedet. Hvem vil ikke hellere være sammen med deres børn derhjemme, end at sidde på arbejdet, mens andre passer ens børn? Den slags er mange familier indstillet på at gå ned i indtægt for at opnå!
Det giver flere arbejdere på nedsat tid (hvad industrien naturligvis også har opdaget). Igen paradoksalt, når regeringen i øjeblikket gerne vil forlænge 37-timers ugen, for at sikre mere arbejdskraft på arbejdsmarkedet.
Det mest paradoksale er dog stadigvæk at kommunerne pludselig, med lov i hånd, kan skide højt og flot på børns ve og vel, når bare de kalder deres fritidstilbud for "SFO" i stedet for "Fritidshjem". Det er de samme børn der skal passe, med de samme behov. Men hvor de under dagtilbudsloven er beskyttet, og har krav på en vis kvalitet, så er de pludselig stort set retsløse, når de ryger ind under skoleloven. Så går de fra pædagogisk udvikling og en vis grad af kompetent voksenkontakt, til ren opbevaring og "fri leg" for alle pengene. Og det endda til en højere pris.
I forbindelse med undersøgelsen udtaler Undervisningsminister Bertel Haarder til Berlingske Tidende:
"Prisforskellen viser, at det er godt, at vi har en privat sektor ved siden af den offentlige. I private løsninger er der en større tendens til, at forældre møder op i weekenden og maler eller gør rent, fordi forældrene føler, at de har ejerskabet. Derfor er de både mindre krævende og mere villige til at ofre noget selv. Jeg er vældig stolt over det ekstra forældreengagement i den private sektor"
Undervisningsminister Bertel Haarder har INGEN rationelle pædagogiske argumenter imod at overføre reglerne i dagtilbudsloven til skoleloven, når skolerne nu kan tage sig af fritiden også. Der er ingen minimums kvalitetskrav for børnenes fritid. Ingen mål om at udjævne den sociale arv. Kun en ideologisk lirum larum om privatiseringens lyksagligheder. Jeg tror da pokker at der er stor forskel på priserne, når de kommunale SFO'er også skal fungere som kattelem for kommunernes trængte økonomi.
Det sjove er at Bertel Haarder på en gang anerkender at priserne på de kommunale SFO'er er mærkbart højere end på de private, og samtidigt holder på at kommunerne ikke bruger SFO priserne som økonomisk gashåndtag i en trang tid med skattestop.
Det hele handler ifølge ham om at forældre i private institutioner giver et nap med i ny og næ. Selv hvis jeg skulle godtage det argument - hvilket jeg på ingen måde gør - så skylder Bertel stadig at forklare hvordan det ikke er en serviceforringelse, at skulle lægge arbejde i børnenes institution, for at holde priserne nede.
Så længe der ikke er minimumskrav for kvalitet i SFOer, så går det ud over børnene, forældrene, pædagogerne og industrien. Men kommunerne er pisket til at hive penge ud af systemet, fordi regeringen holder fast i deres ideologisk betingede skattestop.
Anders Fogh Rasmussens "Noget for noget" ideologi er med andre ord her blevet til "ingenting for mere", og af uransagelige årsager ser det ikke ud til at nogen er indstillet på at gøre noget ved det.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar