For at sige det med det samme, så har jeg aldrig været særlig vild med den danske banksektor. Jeg har nu i mange år med lige dele vantro og forbløffelse set hvordan bankerne er kommet ud med det ene rekord overskud efter det andet. Som regel er det blevet serveret som en solid successhistorie om hvor godt de danske banker klarer sig, og i langt mindre grad en undren over hvordan deres aktionærer har kunnet tjene så styrtende summer uden at det skulle gå ud over deres (ikke aktionær-) kunder.
Hvis en købmand tjener milliarder, så er det enten fordi han har en gigantisk omsætning, eller fordi han tager for store avancer, og har for lidt konkurrence. Hver gang min bank har sendt mig en lykkestrålende meddelelse på glittet tryk om at de sørme igen i år kom ud med mange milliarder i overskud, så har jeg skævet over på mit eget regnskab for handler med min bank, og set på min renteindtægt som gerne er på noget i retning af +4,32 i rente og -323,95 i gebyrer, og tænkt: "Hmmm ... godt for jer og skidt for mig?"
Nu er bøtten så vendt, og bankerne kommer ikke (altid) ud med helt så store overskud (i hvert fald dem af dem som har handlet groft uansvarligt og satset alle deres lottokuponer på at husprisernes himmelflugt ville vare evigt). Men det går jo ikke - banker er ikke vant til at have modgang, så hu hej, her må samfundet træde til og hjælpe de stakkels banker.
Som det måske fremgår af det ovenstående, så er jeg ikke helt så sikker på at det er en ubetinget god idé at belønne de mest uansvarlige pengemagere ved at kaste milliarder efter dem, når deres luftkasteller pludselig brister. Jeg har faktisk en lidt underlig smag i munden over den hast regeringen pludselig har kunnet finde så mange penge frem til bankerne med. I årevis har alle vi andre nu måtte slide og kæmpe for hver en lille krone til projekter som ordentlig behandling af syge, gamle, børn, udstødte, handicappede, flygtninge og alle de andre som et anstændigt velfærdssamfund bør kunne tage sig af.
Jeg anerkender fuldt ud at bankerne som sektor er nødvendige for at få samfundets hjul til at dreje - og dreje det skal de, hvis der skal genereres overskud til alle de ikke overskudsgenererende sager jeg synes er vigtige. Men selv hvis en del af de mest skabagtige tudeprinser i bankverdnen skulle komme af dage, så forestiller jeg mig faktisk at vi stadig ville kunne have en ganske velfungerende banksektor i Danmark.
Jeg går ud fra at S og SF er nogenlunde ligeså lunkne som jeg omkring regeringens dyre redningskranse til banker i knibe. Men når de så gerne vil forbyde bankerne at give partistøtte efterfølgende, så ligner det sku mere drillerier fra børneværelset, end det ligner sagligt begrundede argumenter.
Man får i hvert fald let den mistanke at en del af motivationen for dette ønske er begrundet i at langt hovedparten af bankernes partistøtte lander til højre formidten.
Henrik Sass Larsen begrunder ønsket således:
"Vi mener, partierne fremover bør frasige sig muligheden for at få støtte fra banker, hvis der er sprøjtet offentlige midler i dem. For i det tilfælde bliver partistøtten skatteydernes kroner"
Nu har jeg aldrig mistænkt Henrik Sass Larsen for at være den skarpeste skøjte på isen, men det er selv samme Henrik Sass Larsen som ikke ville være med til at udsætte PiaKærsgaardloven (aka Tuneserloven), fordi det blev anset som drillerier. Upåagtet at den rent faktisk griber ganske voldsomt ind i rigtige menneskers liv. Her snakker vi ikke kun økonomi, men familier der bliver splittet, og børn der tvinges til at undvære deres forældre!
Banker er private virksomheder, og private virksomheder må naturligvis skalte og valte med deres penge som de finder det hensigtsmæssigt. Man kan være for eller imod at statens skal give bankerne en farligt masse penge (jeg er så imod) - men når man først har givet dem pengene - ja så har man også afskrevet sig muligheden for indflydelse på hvad de bliver brugt til.
Det er jo ikke sådan at staten med den store sum penge køber sig ind i bankerne, og dermed får noget at skulle have sagt over virksomhederne. Så ville det ikke være en hjælpepakke, men en statsliggørelse af bankerne.
Hele historien minder mig om dengang Konservativ Ungdom foreslog at folk på overførselsindkomst skulle miste deres stemmeret. Rationalet var dengang (som nu) at de bare ville bruge deres indflydelse på at skrabe flere penge til sig. Selvfølgelig vil de det - det er de jo i deres gode ret til! Det gør alle andre økonomisk rationelt tænkende vælgere sikkert også. Og det er jo sådan systemet fungerer.
På samme måde er bankerne i deres gode ret til at støtte de partier som de vurderer arbejder bedst for deres vilkår. Ligesom fagbevægelsen er i deres gode ret til at støtte de partier de vil. Og som du og jeg er i vores gode ret til at støtte de partier vi tror hjælper os bedst. Det er sikkert ikke et perfekt system, men det er nu engang sådan vi har indrettet os - og til Henrik Sass Larsens oplysning kaldes det demokrati.
Det man derimod rent faktisk KAN gøre noget ved, er den komplet vanvittige situation at partierne skal offentliggøre hvem der støtter dem med mere end 20.000 kr., men ikke behøver at sige hvor meget de støtter dem med.
Der er ingen samfundsmæssig fornuft i den hemmeligholdelse. Det er i alles interesse at vide hvem der er partiernes store støtter. Ellers er det svært at opdage hvis private og virksomheder køber sig til politisk magt. Trukket hårdt op, så kunne vi risikere at bankerne for 30 millioner i partikassen har købt sig til at partier forærer dem 100 milliarder i en hjælpepakke.
Jeg tror ikke personligt at det er sådan situationen er nu - men det er et meget speget område, og det gør det i hvertfald ikke lettere at holde opsyn med, når beløbsstørrelserne er hemmelige.
Direktør for Finansrådet, og bestyrelselsesformand for "Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv" Jørgen A. Horwitz udtaler til politiken:
"Vi støtter på en meget åben og ligefrem måde, og vi har ingen forventning eller ønske om, at vi har indflydelse i enkeltsager"
Det er jo mægtig pænt af ham sådan helt uegennyttigt at støtte det politiske liv, uden at ville have noget igen. Det åbne og ligefremme gælder dog ikke længere end til hvad loven kræver af ham. Om støtten de giver udtaler han nemlig senere i samme interview:
"Vi siger hverken noget om, hvem modtagerne er eller om omfanget af støtte. Det må være op til modtagerne selv."
Alle os andre dødelige må så overlade det til mandens samvittighed at holde styr på at det uegennyttige i hans handlinger er af en mere solid karakter end det åbne.
Vi vil ikke sikre os imod købt politisk magt gennem større åbenhed alene. Men vi kan gøre det tydeligere hvornår politiske partier måske kan have habilitetsproblemer.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar