torsdag den 18. december 2008

"Historisk nedtur", eller "Hysterisk nedtur"?

Jeg overkommer ikke at skrive om alle de hysteriske grædekoner som dagligt messer verdens snarligt forestående økonomiske undergang i alle de medier der orker at lægge øre til. Selv vores skatteminister har nu meldt sig under grædekonernes faner.

Jeg vil blot alene fremhæve en pudsig sproglig detalje i en underoverskrift i Politiken: "Historisk nedtur", som handler om at økonomer (denne gang) fra Jyske Bank forudser at den økonomiske nedtur bliver historisk.

Hvis man bytter et par bogstaver i den overskrift, kunne der ligeså godt have stået "Hysterisk nedtur". Og er det ikke netop hvad der er tale om for tiden?

Hvis alt hvad der kan kravle og gå i medielandskabet hele tiden hyler op om hvor dårligt det kommer til at gå for os lige om lidt, så skynder folk sig hjem og syr de få slanter de måtte have på kistebunden ind i deres madrasser til dårligere tider. Det bevirker så at alle de mange penge forsvinder ud af omløb. De bliver ikke lagt i butikker, som kan give dem til lønninger til ansatte der kan sætte dem i banken som igen kan låne dem ud til nystartede virksomheder der kan ansætte folk for dem, som kan købe ting for deres nye løn... osv. osv.

Penge er intet værd i sig selv. Det der skaber værdien er det store flow af dem! Hvis penge ligger stille, er de kun papir. Er de ude i det store flow, ja så kører maskineriet og samfundet fungerer.

Det er i vores allesammen interesse at vi ikke går i gemme af vejen mode. Jeg ved at aviser er meget afhængige af store og vigtige historier, med overskrifter der sælger. Og isoleret set, så giver det sikkert mere på bundlinien at skrive "Verden går under i morgen (læs mere inde i bladet)", end at gøre overskrifterne lidt mere nuancerede som f.eks. "Det går sikkert ikke så godt, men vi klarer den sku nok allesammen alligevel når det kommer til stykket".

Men når aviserne nu vedblivende holder fast på at vi alle bliver fyret om ganske kort tid, og at velfærdssamfundet er lige på kanten til ikke længere at eksistere, så går der jo panik i folk. Det får folk til at holde pengene endog meget tæt til kroppen. Eksperter kan så med ro udtale at det bliver værre nu, for selvfølgelig bliver det værre, når vi allesammen udskyder alle udgifter vi kan komme i nærheden af at udskyde. Så bliver der ikke solgt nye biler, og så køber folk ikke så mange julegaver, og derfor bliver de handlende tvunget til at starte januarudsalget allerede før jul - og så kan vi jo alle se at eksperterne havde ret! Det går ad helvede til! :-O

Det sjove er at det nu også rammer aviser, som vil mærke fald i abonnementer. Det vil sige at de enkelte dages øgede salg på grund af overdrevne overskrifter dermed får indvirkning på samfundet og dermed også avisernes faste oplag. Det havde været en historie om gynger og karusseller, hvis ikke det lige havde været fordi resten af samfundet også fryser ned økonomisk.

Det er meget muligt at der er en bagvedliggende grund til den globale økonomiske afmatning. Uden at påstå at jeg har den mindste smule forstand på nationaløkonomi, så virker det på mig som om 1) urealistisk opskruede huspriser, 2) manglende skat på hushandelgevinster og 3) de seneste års (over)forbrugsfest for den rige del af befolkningen (som regeringen vel at mærke kraftigt har opfordret til), alle har været mulige syndere her.

Muligvis (som jeg tidligere har skrevet om) er det i virkeligheden af det gode, at overforbruget bliver bremset en smule op nu - om ikke andet, så miljømæssigt. Men avisernes selvopfyldende grædekoner er under alle omstændigheder mere en del af problemet end en del af løsningen!

Ingen kommentarer: