EU er ikke et deterministisk projekt

Politiken har en artikel med underoverskriften "Dansk ekspert forudser et EU i forskellige tempi", hvor de interviewer leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind. Det er tilsyneladende ikke Marlene Wind der er ophavsmand til forsimplingen om de flere tempi - for hun forklarer mere virkelighedsnært om at nogle lande måske vil indlede samarbejde udenfor Nice Traktaten, hvis Lissabon Traktaten falder (igen!).

Jeg er så træt af metaforen om EU som et tog man kan være med på, eller stå af. Metaforen om det buldrende lokomotiv der ræser afsted, og hvis man ikke partout siger ja og ammen til alt hvad der kommer fra Bruxelles, så forsinker man i bedste fald toget, eller "falder af" i værste. Eller som her forestillingen om en opsplitning af toget, så vi har to toge, et der kører langsomt og et der kører hurtigt.

Det billede forudsætter at projekt EU kører på et sæt endimensionelle skinner, retningen er på forhånd udstukket af skinnerne, og alene farten man kører med kan varieres. Endestationen er ufravigelig, og hvad enten vi ankommer før, senere eller ad flere omgange, så ender vi ufravigeligt med Europa som en superstat, en militær supermagt, med en præsident og i det hele taget som et komplet spejlbillede af USA bare på vores side af Atlanten.

Nu er vi jo nogle stykker som ikke mener at USA nødvendigvis er toppen af udvikling i en deterministisk samfundsmæssig evolution. Det ville være ligeså åndsvagt som at forestille sig at alle lande nødvendigvis må ende med at blive marxistiske!

Hele virkelighedbilledet minder mig om den fejlagtige kortslutning af Darwins evolutionslære som nogle ind imellem får gjort: at alle dyr stille og roligt udvikler sig mod at nå det højeste evolutionære trin på rangstigen - mennesket. Hvis man bare ventede tilstrækkeligt mange tusinder år, og lod evolutionen arbejde, så ville chimpanser blive mennesker, aber blive menneskeaber, halvaber blive aber og så fremdeles. Sådan spiller klaveret jo heldigvis ikke!

Vi befinder os hverken på en stige, eller et sæt skinner! Vores muligheder begrænser sig ikke til en endimensionel streg, men snarere i et net af veje i et virvar af retninger i to dimensioner - eller måske en endnu bedre metafor, som en fisk i vandet der kan vælge at svømme i alle tre dimensioner. Vi har ikke en forudbestemt skæbne hverken som art eller som interstatsligt samarbejde!

At man er imod én traktat betyder ikke nødvendigvis at man er imod EU!

Lissabon Traktaten og Irland
Personligt har jeg det faktisk lige omvendt af ovenstående sætning. Jeg er grundlæggende imod EU, fordi jeg mener at en "staternes klub" bør være åben for ALLE stater. Jeg ville klart foretrække et velfungerende FN frem for et stærkt EU (med alle de problemer der selvfølgelig er i FN). Alligevel er jeg overvejende for Lissabon traktaten, for jeg synes at den indeholder en del forbedringer i det europæiske samarbejde jeg jo er nødt til at acceptere eksistensen af.

Så at jeg overvejende er for Lissabon Traktaten betyder ikke at jeg er for EU :-)

Noget jeg derimod er yderst betænkelig ved, er måden vi skal have trukket Lissabon Traktaten ned over hovedet. Det er et uhørt demokratisk overgreb af hidtil usete dimensioner, at Irlands 4,5 millioner skal afgøre om en traktat der får indflydelse på alle knap 500 millioner mennesker i EU skal indføres eller falde. Og ikke alene skal de afgøre det - de må kun afgøre det, hvis de husker at stemme ja! Første gang stemte de desværre "forkert", så nu bliver de spurgt igen? Det har ikke noget med demokrati at gøre, og burde give alle demokratisk indstillede mennesker mavekneb!

"De andre lande bliver sure hvis ikke Irland vedtager Traktaten" - jamen hvad fanden er det dog for noget? Hvordan kan man blive "sur" over udfaldet af en folkeafstemning? En folkeafstemning afspejler (ideelt) hvad flertallet af et folk mener - det kan man være uenig eller enig i, men man kan da ikke tillade sig at blive vred over at andre mennesker mener noget andet end en selv?

Og hvem er "de andre lande" egentlig? Det er i hvert fald ikke de andre landes befolkninger - for de er ikke blevet spurgt denne gang! Der var jo indtil flere landes befolkninger der tillod sig at stemme forkert da de blev spurgt - derfor spørger man dem ikke længere???

Det er mine damer og herrer den mest forkerte udvikling af EU jeg overhovedet kan forestille mig, næst efter indsættelsen af en diktator!

Jeg synes at Lissabon Traktaten virker til at indeholde en del forbedringer af det eksisterende samarbejde (som f.eks. mere magt til parlamentet i forhold til ministerrådet, og borgerinitiativet der kan tvinge sager op i parlamentet, hvis det ligger tilstrækkeligt mange borgere på sinde), og nogle forværringer (som f.eks. at vi have en fælles udenrigsminister - den såkaldte "Højtstående Repræsentant" ... alene navnet skurrer i mine ører - ja, demokrati kan være langsommeligt og usmidigt, og ind imellem kan man ikke nå til enighed - men det får os jo ikke til at foretrække diktatur?).

Men hvis Lissabon Traktaten skal ratificeres på trods af befolkningernes mening, så er jeg faktisk hellere fri - også selvom jeg formentlig ville have stemt ja selv.

For at omskrive Voltaires(/Evelyn Beatrice Halls) ord, så vil jeg selvom jeg måske er uenig med flertallet til min død forsvare deres ret til at komme til orde og forkaste hvad jeg mener er godt!

---

Da jeg søgte efter Lissabon Traktaten på nettet, for at sætte mig ind i den, viste det sig faktisk overraskende svært at finde selve traktaten. Der var en del fortyggede versioner der ude, og wikipedia havde selvfølgelig også en side, men jeg var da lidt overrasket (og min indre konspirationsteoretiker rørte straks på sig!) over at det skulle være så svært at finde selve kildematerialet. Heldigvis lykkedes det mig at finde Den Endelige Lissabon Traktat - endda i en dansk version. Og jeg må desværre give kritikerne ret i at det er et meget meget utilgængeligt dokument for almindelige dødelige. Men forudsat at de fortyggede versioner er tro mod traktaten, og med forbehold for at jeg har overset noget vigtigt i selve traktaten, så vil jeg stadig fastholde mit forsigtige ja :-) ... også selvom jeg desværre ikke bliver spurgt!

Her er til sidst en masse links til artikler på Politiken om Irland og Lissabon Traktaten med det ene skamløse formål at fiske læsere til mit indlæg. Jeg ved at det er et billigt trick, men jeg prøver at forsvare det overfor mig selv med at folk der er interesserede i de artikler da nødvendigvis også må være interesserede i at høre min vigtige mening! ;-)