onsdag den 18. november 2009

Længe leve det simple verdensbillede

Jeg har altid syntes at det var en lidt sølle version af det repræsentative demokrati de har i USA, hvor et udskillelsesløb blandt omkring en kvart milliard mennesker hver fjerde år ender ud i at de alle skal tage stilling hvilken én af to mennesker de skal styres af de næste 4 år. Ud af så stor en befolkning skal kun to mennesker slås om hvem der på meningsfyldt vis bedst kan repræsentere 250 mio menneskers synspunkter gennem 4 år. Det skulle da være et nærmest overnaturligt lykketræf, hvis det skulle kunne gå godt?

Jeg ved godt at det ikke er helt så simpelt i virkeligheden, og der er noget gråtonet snask med et senat med under og overhus og den slags, men det er meget let at få det indtryk, når man som lægmand prøver at danne sig et overblik gennem vores forbavsende få og endnu mere forbavsende enige mediehuse.

Jeg forstår simpelthen ikke at der ikke sker mere partipolitisk udenfor enten republikanernes eller demokraternes lejre. Hvad er det i øvrigt også for nogle navne - jeg går ikke ud fra at hverken republikanerne har tænkt sig at afvikle de demokratiske valg (selvom onde tunger ville mene at George W. Bush og hans kumpaner gjorde et ihærdigt forsøg), eller at demokraterne har planer om at omstyrte republikken og indsætte en royal regent?

Men selvom de to partier er ét bedre end hvad de har i ét-parti lande som Afghanistan og Kina - hvor regenterne ikke har tiltro nok til vælgerne til at give dem et reelt valg, men befolkningerne må nøjes med at sætte et kryds eller lade være - så er det stadig ikke et særlig stort valg vælgerne stilles overfor. Næeh, så er der meget mere at vælge imellem i lille Danmark, hvor vi har en sund lille urskov af små mere eller mindre alvorligt mente partier (der målt efter amerikansk målestok vistnok allesammen vil ligge nogenlunde det samme langt ude på USAs venstrefløj).

Eller - det troede jeg da, indtil i dag, hvor jeg har fulgt komunalvalgaftenen på DRs stort opslåede valgprogram. Nu viser det sig at jeg må have misforstået det hele, og at vi også i Danmark kun har 2 partier: Rødt parti og Blåt parti. Denne nærmest arketypiske dualitet mellem godt og ondt (vælg selv hvem der er hvem, afhængigt af politisk ståsted), er åbenbart også sådan den politiske virkelighed ser ud her i landet anno 2009.

De knap hundrede kommuners myriader af partier og lokale issues og tvister blev behændigt kogt ned til to tal i bunden af skærmen: rød mod blå! Vi fik med jævne mellemrum en selvhøjtidelig nedtælling med tilhørende pompøs fanfare der fadede al tale væk, for på sekundet at tone rent flag for en kommune: rødt eller blåt.

Var det svært at nå at få detaljerne på plads, så stod i hvert fald tilbage i bedste X-factor/Robinson stil, om vinderen var fra hold rød eller blå.

Jeg fandt aldrig ud af hvad de pæne mennesker gjorde af min gule seddel (regionsvalget), eller hvorfor jeg skulle have 2 x halvanden meter seddel med mig ind i stemmeboksen, når nu jeg tilsyneladende kunne have nøjedes med at vælge mellem to farver? Men nøj hvor det lød spændende når X-faktor speakeren introducerede partilederne i Cirkusbygningen, og sikken en masse umage de havde gjort sig med rød løber, lys i bordene, trykfølsom storskærm i bedste Minority Report stil, countdowns, udsendte medarbejdere i det ganske danske land og jeg skal komme efter dig.

Alt sammen for at fortælle os om det var parti Blå eller parti Rød der vandt "X-Factor Kommunalvalgs edition". The winner takes it all! Væk med alle de besværlige konstitueringer fra den virkelige verden, væk med folk som mener andet end "rødt" eller "blåt". Ud med nuancerne og op med kontrasterne! Det er til at forstå for de hårdt bebyrdede vælgerhjerner der sikkert allerede har taget stilling til alt alt for meget nede i stemmeboksen til at kunne overkomme detaljer her på denne festlige TV aften med kaffe på kanden og citronmåne på kakkelbordet.

Nu glæder jeg mig bare til at vi snart skal have én fælles EU udenrigsminister (eller præsident som medierne allerede har udråbt stillingen til) - så kan vi også kan slippe for at høre om ministerråd mig her og parlament mig dér og den slags kedelige gråtoner, og nøjes med at bryde vores små hoveder med ét navn, ét folk og ein fürer. Sort mod Hvid, Løkke mod Thorning, Boye mod Bøje - Så kan det virkelig blive til rigtige præsidentkampagner som på CNN - det er jo dét de unge vil have! :-(

Ingen kommentarer: