Det drejer sig om den danske tidligere jægersoldat Thomas Rathsack som har skrevet en bog om sine oplevelser på operationer han har været med til at udføre i Afghanistan.
Forsvaret var i første omgang kede af at de ikke havde været med under tilblivelsen af bogen, dernæst mente de at dele af bogen bragte rigets sikkerhed i fare, og slutteligt har de ikke ønsket at uddybe hvilke dele der var problematiske for dem, men i stedet søgt at få nedlagt fogedforbud mod hele bogen.
Selvfølgelig nytter det ikke noget hvis tidligere soldater kompromitterer nuværende soldaters sikkerhed - men at nedlægge et generelt forbud mod hele bogen, og altså reelt sige at Thomas Rathsack ikke har lov til at ytre sig overhovede om hvad han har lavet i den tid han var i Afghanistan virker useriøst og på alle måder overreageret.
Hvis forsvaret har problemer med specifikke dele af bogen, så må de komme op med hvilke dele der er problematiske (og også gerne en for offentligheden hemmeligholdt forklaring på hvorfor de er problematiske). Så kan forfatteren, forlaget og forsvaret i fællesskab slibe de farlige hjørner af, så man står tilbage med en ufarlig førstehånds krigsberetning. Både forfatter og forlag har virket imødekommende - men forsvaret har blot svaret igen med et krav om totalforbud.
Regeringen og forsvaret har hidtil afvist at jægerkorpset har været brugt i Afghanistan, og derfor er alene det at Thomas Rathscak har været i Afghanistan i de perioder han beskriver et kontroversielt emne. Men det har hverken noget med sikkerhedssituationen i Afghanistan, eller vores forhold til fremmede efterretningsvæsner at gøre. Det har udelukkende noget at gøre med regeringens troværdighed overfor det danske folk.
Alene det at Thomas Rathsack med sin bog leverer førstehånds vidneudsagn om operationer regeringen nægter eksistensen af, gør hans bog uhyre interessant for offentligheden.
Hvis vores regering hemmeligholder eller i væsentlig grad underspiller en vigtig del af vores krigsdeltagelse, så har vi krav på at vide det. Ikke at kende til detaljer om de eksakte operationer, men det er vigtigt at kende typen af operationer vi deltager i, og graden af involvering i krigen. Det er ikke uvæsentligt for landets sikkerhed, og dermed heller ikke uvæsentlig viden, når vi står i stemmeboksen og skal udøve vores demokratiske ret og pligt.
Hvis vi ønsker at vælge politikere som ikke støtter f.eks. aflivning af civile narkobagmænd uden forudgående retssager, så nytter det ikke noget at vi tror at vores deltagelse idag overvejende går på sikkerhed og genopbygning - hvis det bygger på en løgn.
Det er som udgangspunkt rigtigt at medierne også har et ansvar for hvad de trykker.
Problemet er i mine øjne bare at mange myndigheder er blevet lidt for hurtige til at påkalde sig "hensyn til rigets sikkerhed", når der er grimme sager på vej op i pressen. Ikke nødvendigvis grimme sager for riget, men snarere grimme sager for regeringen. Og er det bare regeringens troværdighed og ikke rigets sikkerhed der trues, så er det simpelt magtmisbrug at søge at hindre disse historier i at nå frem til folket!
Jeg har tidligere på denne blog skrevet om den spektakulære kovending Frank Lissner lavede for åben skærm i Christoffer Guldbrandsens film "Den Hemmelige Krig". Den kovending viste med al hæslig tydelighed at i hvert fald nogen indenfor militæret fejlagtigt tror at det er deres opgave at dække over løgnagtige ministre. Frank Lissner sagde dengang:
" [...] Jeg kan jo ikke sidde her og sige at det der er sagt af ministeren er forkert!"
Men det er ikke alene præcis hvad han kunne - det er efter min bedste overbevisning også hvad han burde være forpligtet til at sige, hvis det var rigtigt! Hvis han ligger inde med viden som beviser at ministeren har løjet overfor folketinget i en §20 besvarelse, og så er hans opgave som soldat og som borger i samfundet ikke at beskytte en minister mod at blive afsløret, men at beskytte folketinget og befolkningen mod en løgnagtig minister! En minister er intet andet end en tjener for folket - også selvom han i dette tilfælde også var sidste led i chef-hierakiet for Frank Lissner!
For at skære situationen ud i pap: Forestil jer en hierakisk opbygget virksomhed, med arbejdere, mellemledere og en leder. Hvis en arbejder opdager at den mellemleder som er hans nærmeste chef stjæler af kassen, hvad er da arbejderens pligt?
- at videregive sin viden om mellemlederen til lederen
- at beskytte mellemlederen overfor afsløring ved at skjule sin viden overfor lederen?
Jeg mener at Frank Lissner (og forsvaret) har begået en fejlslutning i dette spørgsmål, når de hellere vil forsvare en løgnagtig regering, end et folketing og et folk som er ført bag lyset. Men jeg kan da sagtens forstå Frank Lissners ulyst til at gøre "det rigtige".
Regeringen har sammen med DF det absolutte flertal i folketinget, og dette flertal har ved flere lejligheder vist sig villige til at ignorere brud på både anstændighed, vores internationale forpligtelser og landets love.
Det ville i min virksomhedsanalogi svare til hvis mellemlederen af tekniske årsager ikke kunne fyres. Hvis en afsløring af ministerens alternative omgang med sandheden, blot ville medføre en "næse" eller måske det rene ingenting, så ville den eneste følge af Frank Lissners afsløring sandsynligvis ende med at være at manden fik skyllet sin militære karriere ud i toilettet.
Thomas Rathsack har valgt anderledes end Frank Lissner gjorde. Han har valgt at udtale sig, selvom hans historie kontradikterer regeringens fortælling. Bevares, Rathsack havde som forfatter til en kontroversiel bog naturligvis mere at vinde ved at modsige regeringen, end Frank Lissner havde - men uanset mandens bevæggrunde, så er det vel et gode for samfundet, hvis vi kan få fakta om vores krigsdeltagelse på bordet? Hvis regeringen virkelig har løjet om vores deltagelse, så er det vel godt at få det frem i lyset?
Der er allerede tegn på at Rathsacks militære karriere vil lide skade af hans afsløringer. Han er blevet nedklassificeret, og jeg tror desværre ikke at vi skal regne med at han vil blive delagtiggjort i ret meget længere fra forsvarets side. Han er blevet stemplet som "sladrehank" også selvom hans afsløring rent faktisk burde ligge forsvaret ligeså meget på sinde som alle os andre (måske endda endnu mere). Det er ikke uvæsentligt for vores udstationerede soldaters sikkerhed, hvis vi samtidigt med vores åbenlyse aktiviteter buldrer rundt og slår ihjel på tophemmelige missioner i landet!
Hvad hvis det ikke er hverken jægerkorpsets metoder eller hensynet til fremmede efterretningstjenester der ligger bag forsvarets vurdering af "rigets sikkerhed"? Hvad hvis det der truer rigets sikkerhed snarere er en gryende erkendelse af at vi ikke kun bidrager med de hyggelige soldater Jenser, beskyttere og genopbyggere, men at vi også er de hemmelige dræbere med agressive og fordækte undercover operationer? Det er da rigtigt at det sikkert vil gøre livet sværere for Camp Hyggeligs daglige arbejde blandt civilbefolkningen - men er det så forsvarets undercover operationer, eller Rathsacks afsløringer af deres eksistens der udgør faren for riget?
En generel henvisning til "rigets sikkerhed" er en effektiv måde at lukke munden på folk, uden at behøve at stå til regnskab. Men hvis grunden til at munden skal lukkes er at offentligheden (den danske såvel som den afghanske) ikke må få kendskab til alt det lort vi går og laver - er det så dem der laver lortet, eller dem der påpeger det der truer rigets sikkerhed mest?
En tilsvarende meget alvorlig sag i USA handler om de mange billeder af overgreb fra Abu Graib. Præsident Obama er endt med ikke at ville offentliggøre billederne, fordi det vil udsætte de udstationerede soldater for fare. Det er sikkert rigtigt at Al Queda ville få meget let ved at rekruttere nye soldater, hvis de kan fremvise billedemateriale af hvor fornedrende og umenneskeligt amerikanske soldater har behandlet irakere uden adgang til helt basale rettigheder.
Men er det så billederne der er den egentlige sikkerhedstrussel, eller er det ikke snarere det faktum at amerikanske soldater så stort på irakernes basale rettigheder der udgør sikkerhedstruslen?
Nu kan man selvfølgelig sige at overgrebene i Abu Graib allerede er rigeligt dokumenteret til at det ikke giver mening at frigive flere fornedrende billeder. Det der foregik i Abu Graib var umenneskeligt og utilstedeligt, og jeg håber ved alt helligt at fremtidige fangevogtere har draget lektien at "den slags ikke skal ske igen", mere end at "den slags ikke skal fotodokumenteres igen".
Men at det danske jægerkorps er på hemmelige missioner i Afghanistan er nyt, og det er vigtigt at det ikke bliver kvalt af forsvaret i misforstået loyalitet. Hvis de er der, skal vores folketingspolitikere have muligheden for at tage stilling til deres tilstedeværelse, og vi som vælger politikerne skal have mulighed for at vælge dem ud fra deres aktive oplyste stillingtagen! Det er sådan set kernen i demokrati. Bare at skjule fakta fra folket, så de ikke ved hvad magthaverne gør - det er skindemokrati!
Derfor er jeg glad for at Politiken har tegnet en streg i sandet, og udgivet bogen inden forsvaret skulle få held til at stoppe den med et fogedforbud. Og derfor mener jeg at forsvaret burde genoverveje hvem det er de beskytter og hvad det er de beskytter dem imod!
---[ update 20/9 2009 kl. 15:00 ]---
Jeg har lige læst på politiken.dk, at forsvarsminister Søren Gade er skuffet over at et eventuelt fogedforbud mod bogen først kan komme i stand imorgen mandag. Han udtaler ifølge politiken:
"Det kan godt være, at tiden er løbet fra det system, vi har med fogedretten. Det kan godt være, at vi i fremtiden skal kunne handle endnu hurtigere for at hindre en eventuel faretruende situation i at opstå."
I mine øjne har forsvarsminister Søren Gade et meget stort forklaringsproblem i forhold til bogens indhold, nemlig om - og i givet fald hvorfor - han har underspillet jægerkorpsets rolle i Afghanistan overfor folketinget. Hans umiddelbare reaktion på sagen er altså at han vil prøve at gøre det lettere og hurtigere for forsvaret at kvæle denne slags historier.
Det er jo da også besværligt at leve i et demokrati hvor statscensur og den slags skal vendes med en uvildig dommer - må jeg foreslå ministeren at indføre diktatur i stedet? I en diktaturstat behøver politikerne ikke at være belemret med denne form for utidig indblanden i deres rævekager!
Det er som man siger kun et svagt folk som har en stærk regering!
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar