søndag den 24. maj 2009

Ridser i lakken

Den ellers uangribelige næsten teflon-agtige lak tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har søbet ethvert spørgsmål om Afghanistan- og Irakkrigene ind i, er endelig ved at krakkelere.

Oppositionen har ved flere lejligheder krævet uvildige undersøgelser, men hver gang har regeringen hævdet at der "er nul at komme efter" at "alle oplysninger er frit tilgængelige, så der ikke er behov for en uvildig undersøgelse" eller at der "ikke er fugls føde på den sag".

Nu viser der sig ifølge Politiken at regeringen aktivt har vildledt Folketinget og Østre Landsret og hindret dem adgang til oplysninger der kompromitterer regeringen. Ikke oplysninger der kompromitterer landets sikkerhed eller udstationerede soldaters sikkerhed - nej oplysninger der alene viser at Danmarks regering bevidst ignorerede de forpligtelser de har ifølge Genevekonventionen!

Sagen er kun kommet frem, fordi en af de krigsfanger Danmark overgav til amerikansk varetægt har sagsøgt forsvarsministeriet, fordi han hævder at han efterfølgende blev mishandlet af amerikanerne.

Ifølge Genevekonventionen skal de ratificerende lande ikke alene selv afstå fra mishandling, tortur, inhuman, ydmygende og/eller nedværdigende behandling af krigsfanger. De har også ansvaret for ikke at overdrage krigsfanger til parter som de har mistanke om ikke overholder konventionen.

Genevekonventionens artikel 12 angiver at:


"Prisoners of war may only be transferred by the Detaining Power to a Power which is a party to the Convention and after the Detaining Power has satisfied itself of the willingness and ability of such transferee Power to apply the Convention. When prisoners of war are transferred under such circumstances, responsibility for the application of the Convention rests on the Power accepting them while they are in its custody.

Nevertheless if that Power fails to carry out the provisions of the Convention in any important respect, the Power by whom the prisoners of war were
transferred shall, upon being notified by the Protecting Power, take effective measures to correct the situation or shall request the return of the prisoners of war. Such requests must be complied with."


Vi har altså ikke bare et ansvar for at overholde konventionen selv, men også et klokkeklart ansvar for at sikre os at de krigsfanger vi tager til fange ikke bliver overdraget til parter som vi har mistanke om bryder konventionen. Er vi i tvivl, er vi fopligtiget til at sørge for at de gør det, eller kræve de udleverede fanger tilbageleveret.

Danmark har ratificeret Genevekonventionen, og dermed er den til enhver tid siddende regering forpligtet til at følge den indtil vi eventuelt skulle beslutte at fratræde den. Det ved regeringen godt, men alligevel har regeringen ignoreret advarsler om at USA ikke levede op til konventionen.

Advarslerne kom fra daværende øverstbefalende chef for jægerkorpset og frømandskorpset i Afghanistan, Frank Lissner. Frank Lissner var i afghanistan, og havde ifølge Christoffer Guldbrandsens film "Den Hemmelige Krig" fået førstehåndsberetninger fra en dansk tolk vi udlånte til amerikanerne, om mishandlinger af krigsfanger i den amerikanske lejr i Kandahar.

Frank Lissner præsterer i filmen at lave en af dokumentarhistoriens mest spektakulære kovendinger, hvor han i et interview - efter at have forklaret i detaljer hvordan danske krigsfanger blev behandlet inden de blev overdraget til amerikansk varetægt - pludselig kommer i tanker om at danske soldater slet ikke tog krigsfanger alligevel (for at tilpasse sine udtalelser til forsvarsministerens svar i folketinget). Jeg har tilladt mig at lave en ret præcis afskrift af det sære interview. Med ved interviewet sidder Christoffer Guldbrandsen (CG), Frank Lissner (FL), Forsvarets Pressechef Hans-Christian Mathiesen, og en ikke navngivet souschef fra Forsvarsministeriet.

CG fortæller at en af de vigtigste spørgsmål at få svar på er hvilke ordrer FL havde når danskerne tog krigsfanger.

FL: "...jeg skulle sikre mig at man kunne efterfølgende identificere dem. Og de blev, efter at vi havde sikret os identifikationen blev de afleveret til amerikanerne til videre efterforskning - det var ikke vores opgave!"
CG: "Men I registrerede dem allesammen, inden I gav dem videre?"
FL: "Ja."
FL: "Inden vi afleverede dem tog vi billeder af dem. Hvis de havde dokumentation på sig, tog vi kopier af det eller skrev ned hvad der stod. Og så tog vi hvad man skulle bruge for at kunne lave en DNA prøve på dem. Det kunne være en tot hår eller ... hvad ved jeg. Typisk en tot hår."
CG: "Så I har registreret alle de fanger der er blevet afleveret til amerikanerne?"
FL: "Ja! Vi rapporterede hvad der i detaljer... jamen hvad de havde lavet, hvordan det var foregået og resultatet af det."
CG: "Altså - det du fortæller idag, det er helt nyt! Forsvarsministeren har besvaret et §20 spørgsmål til folketinget, hvor han siger at danskerne slet ikke har tilbageholdt nogen."
FL: [pause] "hvi Hvis forsvarsministeren har sagt at at øh det har vi ikke, så har det været på baggrund af en gennemlæsning af de rapporter, od og så har vi ikke øh tilbageholdt øhe nogen personer ... Altså, jeg kan jo ikke sidde her og sige at at øh det der er sagt af ministeren er forkert!"
HCM: [bryder ind] "Vi stopper her for idag - der er gået 20 min, så I har fået 5 minutter mere. Jeg håber at I har forståelse for det. Så vender vi tilbage på et senere tidspunkt!"

...det HCM vendte tilbage med efterfølgende var så en citat "mur af venlig tavshed".

Jeg mindes at jeg, dengang jeg så Guldbrandsens film første gang, tænkte at Frank Lissner var noget af det mest utroværdige og mindst tillidsvækkende man kunne have siddende som en øverstbefalende. Men siden er jeg blevet enig med mig selv om at han sku nok i virkeligheden bare er en god soldat der gør hvad han får besked på. Han har efter min mening gjort den store personlige fejlslutning at han tjener den danske regering mere end han tjener det danske folk. Men det er hvad det er. Han advarede åbenbart i sin tid forsvaret om hans manglende mulighed for kontrol med de dansk tilfangetagne krigsfangers behandling ved overdragelse til amerikanerne. Det skal han have al ære for! Det medførte desværre ikke nogen ændrede procedurer fra forsvarets side, og nu efterfølgende viser det sig så at regeringen forsøger at tilsløre den praksis - herunder at forsvarsministeren har løjet i folketinget.

Jeg finder personligt at forsvarsminister Søren Gade bør træde tilbage i unåde øjeblikkeligt, for at misbruge sit embede, og lyve bevidst i et §20 spørgsmål. Derudover bør der igangsættes en uvildig undersøgelse af hele forløbet, med den mulige udgang, at der rejses en rigsretssag mod Anders Fogh Rasmussen (jeg ved ikke engang om det er nødvendigt længere med en rigsretssag, når AFR er emeritus - men stilles til regnskab, det skal han!). Ikke fordi jeg tilfældigvis stemmer til venstre i det politiske spektrum, ikke fordi jeg gerne så en anden regering - men fordi retfærdigheden ikke er sket fyldest i denne sag, og fordi den ikke kommer til at ske, før der bliver gravet grundigere end der er blevet indtil nu.

Det er satme vigtigt at vores gode loyale soldater forstår hvem og hvad det er de skal være loyale overfor! De er IKKE regeringens hær, men hele Danmarks hær!

Guldbrandsens film blev udsat for en regulær smædekampagne straks efter offentliggørelsen (faktisk inden - Anders Fogh blev taget i at fortælle om hvor uredeligt et makværk den var inden han havde haft mulighed for at se den!). Det viste sig efterfølgende at være et aldeles ubegrundet men effektivt røgslør fra regeringens side. Nu har vi så beviser for at regeringen også bevidst forsøger at vildlede Østre Landsret. Hvor meget mere kan Dansk Folkeparti leve med at holde hånden over, inden det går ud over deres troværdighed?

Se i øvrigt her politikens gennemgang af kronologien i sagen.

4 kommentarer:

Nicklas sagde ...

Beviserne taler for sig selv. Regeringen havde bestemt ikke rent mel i posen. Men jeg må indrømme, at jeg er pessimist. Jeg tror ikke, der kommer til at blive nogen sag ud af det, men jeg vil meget gerne tage fejl. Men hvordan i alverden sørger man som almindelig borger for, at sådan en sag holdes fast, og at de ansvarlige bliver stillet til ansvar for deres handlinger?

O-Zone sagde ...

Jeg er desværre heller ikke selv så optimistisk omkring det her, men derfor vil jeg stadig insistere på at de skyldige bør findes og straffes som fortjent. Det er absolut hverken en lille ligegyldig sag, eller politiske drillerier. Der er civile ofre som har måtte betale dyrt for de danske politikeres fejl/overgreb!

Mht. hvad vi kan gøre, så tror jeg ikke at vi kan gøre så meget, så længe DF holder hånden over regeringen. Men det gør det tilsvarende vigtigt at vi allesammen holder oppositionen fast på at vi skal have (mindst) en tilbundsgående uvildig undersøgelse, når de engang kommer til magten.

Jeg kan godt frygte at folk vil synes at det er noget der er sket for lang tid siden, og at vi bare skal "skue fremad" når det kommer til den tid. Og oppositionen vil muligvis være mere ligeglad med sagen når de kommer til magten, netop fordi de så ER kommet til magten. Jeg frygter lidt at deres primære motivation er at de gerne vil afsætte den siddende regering, snarere end at de vil bringe retfærdighed for et par snese afghanere og måske nogle irakkere.

Men husk at hjælpe mig med at minde oppositionen om at vi skal have de her undersøgelser så snart de kommer til magten (uanset hvor lang tid det så vil tage ... urgh!) ;-)

Anonym sagde ...

" ... forsvarsminister Søren Gade bør træde tilbage i unåde øjeblikkeligt, for at misbruge sit embede, og lyve bevidst i et §20 spørgsmål."

Hvad får dig til at tro, at Gade har løjet (bevidst)?

Hvem gav ham oplysningerne og hvem prøver at hindre Rathsacks bog i at udkomme?

O-Zone sagde ...

@ Anonym: prøv engang at læse den første artikel jeg henviser til i indlægget.

Frank Lissner skrev til forsvaret: "Jeg vil således kun kunne leve op til mit ansvar på den danske stats vegne og i henhold til Genèvekonventionen, så længe fangerne opholder sig i lejren hernede", og beskrev i detaljer et slag med 27 tilfangetagne som Gade nægtede eksistensen af overfor folketinget.

Det er selvfølgelig muligt (omend i mine øjne usandsynligt) at forsvarets ledelse har tilbageholdt de oplysninger for Søren Gade - og det ville naturligvis fritage Gade for det forsætlige.

Men så står vi tilbage med en forsvarsminister der ikke aner hvad forsvarets ledelse foretager sig, og det er vel egentlig rigelig grund til at foretage en uvildig undersøgelse af hvem som vidste hvad hvornår? Nogen i fødekæden har under alle omstændigheder ikke rent mel i posen!