Viser opslag med etiketten Integration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Integration. Vis alle opslag

søndag den 14. november 2010

Danmarks nye brystværn

En episk kamp for eller imod blottede bryster udspiller sig i disse dage i medier og blog-sfæren. Blottede pigebryster har alle dage været godt stof, og da jeg nyder dem ligeså meget som min næste, må jeg jo hellere byde ind også! :-)

Til de få som endnu ikke har fået kridtet arenaen op, så har Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup påpeget at der var for få nøgne pigebryster i den film der vises som indledning til den indvandringsprøve alle der vil familiesammenføres fra på mandag skal bestå, før de kan blive sammenført i Danmark.

Ideen er så vidt jeg kan forstå, at fundamentalister skulle lade sig skræmme af de kvindelige attributter til at opgive at søge at blive familiesammenført i så løssluppent et land.

Manu Sareen har kaldt det pjat, og Naser Khader mener at det ville være mere retvisende at vise en masse svin (der er jo også i runde tal 5 gange så mange svin i Danmark som vi er mennesker - selvom de fleste aldrig ser dagens lys).

Min lille undskyldning for at blande mig i den ellers komplet ligegyldige mammale diskussion er en af mine yndlings aversioner, Dansk Folkepartis medlem af integrationsudvalget, Martin Henriksens reaktion.

Han udtaler i et interview i Jyllandsposten:

"[...] pointen med det er, at vi ønsker at gøre det klart, at vi lever i et frit samfund. Vi har erfaring med, at der søger indvandrere til landet, som har den holdning, at kvinder, der klæder sig på en bestemt måde, er mindre værd."

Det glæder mig at se at manden endelig er kommet til fornuft og har ændret holdning. I september 2009 udtalte selv samme Martin Henriksen nemlig til Kristeligt Dagblad:

"Holland oplever nogle af de samme integrationsproblemer, som vi gør i Danmark, så derfor er det oplagt, at vi også her indfører et forbud på skolerne. Men det skal gælde mod både burkaer og tørklæder."

Det er med andre ord IKKE Dansk Folkepartis fortjeneste at vi i Danmark lever i et påklædningsmæssigt frit samfund hvor folk ikke bliver nedgjort fordi de klæder sig på bestemte måder!

oh ja, og for at ingen skal sige at de gik forgæves til min blog, bringer jeg her et eksempel på "stridens æbler" om jeg så må sige. Til ære for alle i Dansk FolkePATi:

Birthes svindende fornemmelser for demokrati

Som trofaste læsere af min blog vil vide, så har Birthe Rønn Hornbech en helt speciel status i mit politiske univers. Jeg tror grundlæggende på at hun er et retskaffent væsen og hun har historisk vist sig som noget så sjældent som en principfast og demokratisk sindet politiker.

Flere gange når politikerne på borgen har løbet forvildet rundt med hovedet under armen, og prøvet at halse efter den seneste meningsmåling, eller en enkeltsag fra forsiden af formiddagspressen, har hun været den faste klippeblok der har sat hælene i og insisteret på gennemarbejdet kvalitet.

Desværre er næsten alle de gode eksempler jeg kan komme på, fra før hendes tid som integrationsminister.

Når jeg tænker på den store borgerretsforkæmper BRH engang var, så er det meget svært ikke at se hendes ministerpost som en post hun er blevet sparket op til mod at få tavshed/parti loyalitet.

Dengang hun blev indsat var jeg sikker på at hun havde for meget integritet til at lade sig bullie til tavshed på den måde. Men jeg er efterfølgende blevet klogere. Den siddende regering har kun integrationsministerposten proforma, da det reelt er Dansk Folkeparti der bestemmer hvor skabet skal stå i integrationsministeriet.

Det blev tydeligt dengang BRH fremlagde endnu et udlændingeudspil hårdt flankeret af Peter Skaarup på den ene side og Kristian Thulesen Dahl på den anden. De skulle sikre at regeringens nye cirkuspony leverede hvad DF bad om. Og hvis nogen stadig skulle være den mindste smule i tvivl efter det show, gjorde BRH det selv krystalklart dengang hun fik en skideballe af Anders Fogh for at kritisere DF, og efterfølgende demonstrerede sin mundkurv ved demonstrativ tavshed foran en TV2 News journalist.

En af de mærkværdige bivirkninger der er afledt af kun at have en proforma minister, er at høringssvar er blevet komplet ligegyldige. Ingen tager sig alligevel af dem. Stramningerne regner ned over os fra integrationsministeriet, fuldstændig uantastet at høringssvar på høringssvar redegør for de utilsigtede og uhensigtsmæssige følgevirkninger af lovændringerne. Det er komplet underordnet, for det er alligevel Pia Kjærsgaard og Co. der dikterer lovgivningen, og deres agenda om at gøre det sværest muligt at være af ikke-vestligt ophav i Danmark bliver ikke rystet af høringssvar fra Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, Røde Kors eller alle de andre "Halal hippier", som de har døbt dem.

Når man alligevel ikke længere tager sig af høringssvar, bliver høringsperioden reduceret til en ligegyldig dødvægt fra man har foreslået en ny lov, til man kan vedtage den. Rent spild af tid.

I marts 2010 jordede BRH stramninger igennem med 13 dages høringsfrist, inklusive en påskeferie.

Dengang udtalte BRH til politiken:

"Det piner mig, at vi ikke kan give nogle ordentlige frister. Men det er vanskeligt, når først der er indgået en politisk aftale og så vente et halvt år med at fremsætte et forslag"

Jeg kan ikke forestille mig at hun har gennemtænkt omfanget af det udsagn. Lad os skrive det lidt om:

Når vi politikere har vedtaget loven, er det besværligt at være nødt til at vente på høringssvar før vi kan søsætte forslaget.

Hermed siger hun helt tydeligt at høringsfristen blot er et nødvendigt onde man skal igennem for at alt er i orden på papiret. Der er ingen plads til ændringer på baggrund af høringssvar - de er bare noget som skal overstås for at reglerne om høring er opfyldt.

Nu har hun så slået sin egen rekord i effektivitet (/lovsjusk afhængig af temperament). På trods af alle tidligere beklagelser, har hun nu sendt et lovforslag om gebyrer i sagsbehandlingen af opholdstilladelser i høring, med en høringsfrist på 3 (tre!!) dage. Vi tager den lige igen:

Høringsfrist på 3 dage - inkl. en weekend!

Lovforslaget blev sendt i høring torsdag, og høringsfristen er i morgen mandag morgen!

Denne gang undskylder hun det med at loven er en del af finansloven der skal vedtages inden jul. Altså igen: Loven ER vedtaget, vi skal bare have formalia på plads.

Før hun blev minister, udtalte BRH at den rette høringsfrist er 4 uger. Det gjorde hun i forbindelse med hendes egen kritik af de stadigt mere pressede høringsfrister, som dengang var et stort demokratisk problem.

Men hvor går egentlig hendes egen grænse? Tre dage inklusive en weekend er jo ikke meget, men hvorfor ikke sætte det yderligere ned? Hvad med 1 dag? Eller et par timer? Hun kunne sende lovforslag i høring om morgenen, og få vedtaget dem inden hun gik hjem samme dag? De HAR jo de 90 stemmer der skal til?

Eller hvad med en time? Eller en halv? Hun kunne jo bare sende en e-mail ud til høringsparterne og sige at hvis der ikke var nogen indvendinger i hendes indbakke i løbet af 15 minutter, så var der ingen indvendinger mod lovforslaget?

Hvis de alligevel er ligeglade med hvad vi skriver, hvorfor så overhovedet holde fast på høringerne som blåstempling af lovene? Hvorfor skal vi som høringsparter spilde vores weekend på at skrive kvalificerede høringssvar, hvis loven alligevel ligger helt fast på forhånd, og vores svar alligevel bare bliver arkiveret lodret?

BRH bedyrer overfor politiken at hun stadig foretrækker en lang høringsfrist, men:

"jeg lever nu i en helt anden verden, der er mere realistisk. Det må jeg nok indrømme, efter jeg nu har været minister i tre år"

Men BRH skaber i høj grad selv den verden hun påstår at leve i! Havde hun ikke kun været en ussel skygge af sit gamle borgerretsforkæmpende jeg, ville hun have taget sit gode tøj og gået, i stedet for at acceptere rollen som nikkedukke for DFs første reelle ministerpost!

Hvis hun foregøgler sig på nogen måde at gør noget bedre end en rigtig DF minister ville gøre, så må vi rive hende ud af hendes vildfarelse! Det eneste der ville ændre sig hvis DF sad ikke bare på magten men også på ministerposten, ville være at folket ville vide det!

mandag den 17. august 2009

Alle gode gange tre

Konservative Folkeparti må have fået ubehandlet solstik i løbet af sommerferien. De klovner i hvert fald rundt i medie-managen for tiden med udtalelser der ikke kunne være produceret bedre af deres politiske modstandere hvis målet var at minimere partiets vælgerskare. De rabler tilsyneladende den ene vanvittige udtalelse af efter den anden.

Lene Espersen lagde godt ud med at skyde Socialdemokratiets forslag om en statsejet bank med 50 mia i startkapital ned, som værende at spille roulette med skattepenge. Jeg behøver vel ikke at nævne at vi er flere som mener at den beskrivelse passer bedre på regeringens foræring af det dobbelte beløb til de danske banker uden at stille den mindste smule krav til bankerne til gengæld.

Jeg har aldrig påstået at jeg er særlig skarp til statsøkonomi, men jeg mener dog at have forstået, at bankerne har haft deres store del af ansvaret for den økonomiske nedtur, ved at råde folk til at forbruge matadorpenge fra luftige lånekonstruktioner der byggede på antagelsen at huspriser ville stige til evig tid. Det har i bakspejlet vist sig at være en rigtig skidt idé. Men efterfølgende at præmiere bankerne for deres store fejlsatsninger med hvad der svarer til lidt over 5 Øresundsbroer (kyst-til-kyst anlægspris anslået til 19 mia), uden at kræve at pengene kom i omløb blandt andre end bankerne selv, det virker på mig mildest talt hazarderet.

Nuvel, 5 Øresundsbroer ville alligevel næppe pynte på Amager Strandpark, og måske vi endda kan være så heldige at få vekslet dem til en Femernbro, så vi kan slippe for mere trafik dér istedet?

Men jeg synes ærlig talt ikke rigtigt at Lene Espersen har belæg for at fare i blækhuset og beskylde Socialdemokraterne for at klatte penge væk efter bankpakke II.

Måske har det været for at få fokus væk fra denne udtalelese, at Lene Espersen så kom med Konservatives anden fest af et udfald. I et interview i politiken skriver Lene Espersen at truslen fra militante muslimske ekstremister er større end forestående klimakatastrofer og den globale økonomiske krise.

Jeg har virkelig svært ved at få mig selv til at tage en sådan åbenlys vanvittig udtalelse alvorligt. Men da den nu kommer fra Danmarks økonomiminister (som da om nogen burde kærre sig om den globale finanskrise) og samtidig landets visestatsminister, så er det sku en alvorlig sag!

Militante muslimske ekstremister er et meget lille mindretal af verdens mange muslimer. De råder ikke over en brøkdel af det våbenarsenal vestens våbenbærende magter råder over - ja ikke en brøkdel af hvad et hvilket som helst vestligt land råder over. Det drejer sig globalt set om ganske få vanvittige mennesker. Selv hvis terrorister sprang daglige selvmordsbomber i alle hovedsteder på den ganske klode, ville tabstallene ikke kunne nå en hvilken som helst krig til sokkeholderne! Ja, de reagerer anderledes end vi bryder os om, da de er ligeglade med deres egne liv, og derfor er stærkt irrationelle efter vores standarder - men at påstå at de udgør nogen nævneværdig trussel for det store flertal i verden er fuldstændig hen i vejret!

Og nu vi taler om vejret... Uanset om man tror på en halv meters havstigning, eller tre meter eller et hvilket som helst andet arbitrært tal, så er der bred enighed om at vejret i de kommende år vil blive mere ekstremt. Ekstremt vejr vil betyde flere oversvømmelser, mere tørke og ørkenudbredelse, højere vindstyrker og flere orkaner, flere ødelagte marker og medfølgende mangel på føde. Kombinerer man alle disse gener med at den menneskelige population stadig stiger eksponentielt, ja så behøver man ikke have den udvidede ledvogtereksamin med to bomme for at regne ud at vi styrer mod hungersnød og stigende kamp om jordens knappe ressourcer.

Så mens de fleste mennesker håber på et markant skifte i verdens måde at bruge ressourcer på, til klimatopmødet i København, så frygter vores vicestatsminister altså en lille men meget vred flok mænd i huler i Afghanistans bjerge! Tak for kaffe - jeg håber for jordens fremtid, at andre såkaldte statsoverhoveder kan opvise større klarsyn end Lene Espersen kan.

Endelig har de konservative i deres uendelige klogskab fundet de vises sten i forhold til god integration af vores muslimske medborgere. Naser Khader (konservatives integrationsordfører) mener i partiets integrationsoplæg, at kvinder skal forbydes at iklæde sig beklædningerne burka og niqab i det offentlige rum.

Naser Khader startede sin solokarriere i dansk politik med at stifte foreningen "moderate muslimer" under karrikaturtegne-krisen. Han brændte igennem i medierne, og brandede sig godt og grundigt på at være demokrat og gå ind for frihed til at gøre og tegne hvad man ville. Manden fik til stor glæde for alle frihedselskende individer lavet en tattovering på armen hvor der står "Demokrati".

Nu viser det sig imidlertid at han i kampens hede dengang må have forvekslet "moderat muslim" med "rabiat antimuslim".

Rationalet er tilsyneladende at kvinder der går i disse to beklædninger ikke selv ønsker at gøre det, men bliver tvunget til det af deres mænd/familier/religiøse ophav. Derfor skal de nu "befries" ved at vi forbyder de to dragter.

Jeg vil ikke gøre mig klog på om nogen bliver tvunget eller ej. Mig bekendt er der ingen undersøgelser det tager spørgsmålet op - men det er sikkert heller ikke helt let, da eventuelle undertrykte kvinder næppe ville få lov/ville turde deltage i en sådan undersøgelse.

Det er med andre ord mig bekendt ikke kendt om eller i hvor stort omfang de burka-klædte kvinder selv har valgt at klæde sig sådan, eller om de bliver tvunget til det. Faktisk er jeg heller ikke sikker på hvor mange kvinder det her drejer sig om. Jeg har personligt gennem hele mit liv måske mødt under 20 kvinder i niqab, og jeg bor og færdes på Vesterbro, og har undervist i Tingbjerg, så det er ikke fordi jeg lever i en afskærmet getto i whiskeybæltet blandt rige hvide mænd.

Hvis Danmark vælger at indføre et forbud mod to udvalgte beklædninger, så er det derimod helt sikkert at der bliver restriktioner på kvinders påklædning.

Så for at integrere vores muslimske medborgere bedre, og sikre at ingen kvinder er tvunget til at bære en beklædning mod deres vilje, så vil vi altså tvinge dem til IKKE at bære de omtalte beklædninger.

Kald mig bare blåøjet, men jeg har faktisk svært ved at se den store forskel på at tvinge nogen til at BÆRE bestemt tøj, eller tvinge nogen til IKKE AT BÆRE bestemt tøj. Tvang er tvang, og frie retsstater bør ikke diktere folk hvad tøj de bærer! Om det er Iran eller Danmark kommer i dette tilfælde ud på et fedt!

Hvis præmissen for dette forslag (at der i Danmark findes en befolkningsgruppe som ikke selv må vælge hvad tøj de tager på) er rigtig, så er den eneste fornuftige løsning da at stoppe denne tvang, og slå ned på dem som tvinger! Det har vi allerede rigeligt med lovgivning til at gøre. Det kan i hvert fald aldrig hjælpe at lovfæste en anden tvang bare med modsat fortegn! Man bliver altså ikke demokrat af at få tatoveret ord på armen, men ved at handle ud fra et tankesæt om at mennesker som udgangspunkt er frie individer med ret til at bestemme over sig selv, og indrette samfundet efter flertallets beslutninger! At ville bestemme over hvordan folk må gå klædt er i bund og grund totalitært!

Og under alle omstændigheder er det efter min bedste overbevisning et latterligt lille sted at starte et korstog for assimilering (ikke integration!) af muslimske danskere. Hvorfor ikke tage fat et sted hvor det virkelig ville batte - Jeg ville f.eks. gerne se et ærligt og oplyst opgør med "starthjælpen" (as newspeak as they come), som effektivt isolerer invandrebørn ved at forhindre dem i at deltage i samme fritidsinteresser som danske børn. Eller tvinge/lokke flere firmaer til også at ansætte muslimer og folk af anden etnisk oprindelse end dansk. Eller finde måder at gøre det lettere for andre end pæredanskere at deltage i foreningsliv, skolearbejde og forældrebestyrelser mm. Kort sagt få flere til at involvere sig i det positive Danmark?

Det er selvfølgelig ulige meget nemmere at se sig ond på to stykker beklædning, og så prøve at foregøgle stemmekvæget, at vis blot disse to klædedragter ikke var til, så ville alt gå meget nemmere. Det er ligeså nemt som det er idiotisk!

Jeg har lige set at Brian Mikkelsen forsøger at komme Naser til undsætning med at et forbud mod burka også handler om trafiksikkerhed! Det bliver da også mere og mere komisk. Ikke siden daværende trafikminister Knud Østergård efter en minuts padlen for åben skærm fik rodet sig ud i en forklaring af behovet for en storebæltsbro der handlede om frisk mælk til sjælland har jeg set en mere søgt forklaring fra en minister!

Trafiksikkerhed??? Come on! Hvor mange burkaklædte kvinder ser du i bilkøen på motorvejen om morgenen? Findes der en statistik for hvor mange trafikuheld der skyldes dårligt udsyn fra burkaklædte bilister? De kampagner jeg har set trafiksikkerhedsrådet lancere mod blinde vinkler har ALLE SOM EN handlet om lastbiler, og ikke muslimske kvinder!

Men nu er det altså for at forhindre de tre niqab bærende muslimske kvinder i at gøre skade i trafikken, at det Konservative Folkeparti i deres integrationsforslag slår til lyd for at staten skal til at diktere folk hvordan de må gå klædt! Goodbye ærlige retsstat, welcome forløjede 1984!

---[ update 19/8 2009 11:46 ]---

Jeg er nødt til at indrømme at jeg fuldstændig har undervurderet situationens alvor i det ovennævnte. Jeg skrev fejlagtigt at Konservative Folkeparti prøver at forhindre de tre niqab bærende muslimske kvinder at gøre skade i trafikken. Det viser sig nu at der rent faktisk ER folk som mener at vide hvormange af disse farlige og frihedsberøvende klædedragter der er i omløb ude i samfundet. Det drejer sig tilsyneladende om langt mere end de tre jeg har stødt på - nemlig de svimlende horder af mellem 50 og 100 kvinder! :-O

I Danmark er vi lidt mere end 5,5 mio mennesker, så et meget bærende element i Konservatives integrationsoplæg retter sig altså specifikt (med forbud) mod et sted mellem 1-2 hundrededele af en promille af befolkningen! Selv hvis vi antager at samtlige kvinder med burkaer i Danmark bærer den mod sin vilje, så ville det stadig kun være et meget meget lille skridt mod større frihed, større trafiksikkerhed(hahaha) og bedre integration! Kom igen Naser, Brian og resten af de Konservative - I må da kunne finde på noget bedre at tage fat i?

mandag den 9. marts 2009

Hvem overvåger egentlig Karen Jespersen?

Karen Jespersen vil, på trods af Københavns Kommunes afvisning af hendes første tilbud om hjælp, oprette en overvågningsenhed som skal overvåge Københavns Kommunes indsats mod bandevold og associal adfærd.

Selvom det, efter hendes næsten mytologiske glidebane mod højre, bliver svært at beklikke damens ekspertise indenfor associal adfærd, så er det temmelig overraskende at hun tager et sådan initiativ. Dels har Københavns Kommune sagt klart og tydeligt nej tak, og det er så endnu et eksempel på regeringens overgreb på det kommunale selvstyre. Dels er Karen Jespersen minister for VELFÆRD og LIGESTILLING.

Ingen af hendes resort områder omhandler direkte hverken bandekriminalitet (justitsministeriet) eller integration (integrationsministeriet), og alligevel føler hun sig gang på gang kaldet til at blande sig i debatten med hendes hysteriske islamofobe meninger.

Men efter at regeringen nu på 8. år taler vidt og bredt om velfærd, nedsætter kommisioner og sågar har oprettet et ministerium der i hvert fald af navn signalerer en vis interesse for emnet, kan det jo godt undre, at der bliver en stadigt større kløft mellem dem som har og dem som ikke har i landet. En kløft regeringen og deres støttehjul netop har sat turbo på med deres stærkt associale skattereform.

Efter at regeringen med 8 år på bagen stadig ikke har formået at holde skoler, plejehjem, hospitaler, daginstitutioner og andre vigtige velfærdsinstitutioner ved lige, trods deres påståede velvilje overfor velfærd.

Og efter 40 års kamp for ligestilling mellem kønnene, uden større success end at mere end 2 ud af tre adspurgte kvinder mener at vi ikke har reel ligestilling (og flertallet af kvinder har netop fået hårde fakta til at bakke deres mening op med, ved opgørelsen af befolkningens SP opsparing).

Efter alle disse eklatante eksempler på forfejlet indsats, så vil jeg foreslå Københavns Kommune hurtigst muligt at nedsætte et overvågningsudvalg som kan monitere hvad det egentlig er vores velfærds- og ligestillingsminister bruger sin tid på, i stedet for at sikre landet velfærd og ligestilling.

Københavns Kommune kan jo passende bruge nogle af de penge de har, men ikke kan få lov til at reparere skoler for på grund af regeringens anlægsloft.

Jeg føler mig overbevist om at et sådan kontrolorgan hurtigt vil kunne komme med optimeringsforslag til ministeren om hvordan hun kan gøre sit job bedre - faktisk er jeg efterhånden ikke sikker på at hun ville kunne gøre det meget dårligere om hun så forsøgte?

fredag den 20. februar 2009

De facto integrationsminister?

Er Karen Jespersen vores nye de facto integrationsminister?

Man kan let få det indtryk, når hun hele tiden blander sig i integrationspolitik, i stedet for at tage sig af sit eget resort område.

Senest er det gået op for Pia Kærsgaard at Socialdemokraterne har overgået dem i rabiate integrationstiltag, og efter den let morsomme udmelding fra DF, at Socialdemokraterne er gået for vidt (jeg vil vædde en månedsløn på at Pia og vennerne har grinet godt i skægget over at få placeret Socialdemokraterne på den integrationsmæssigt yderligtgående side af DF), så vender de nu skuden og støtter Socialdemokraternes forslag.

Men opsigtsvækkende nok, så ønsker Pia et møde mellem hende selv, Mette Frederiksen (S) og Karen Jespersen (V - i hvert fald på papiret).

Vi HAR en integrationsminister, og det ville vel være naturligst at invitere hende med til et møde om integration. Men Pia ved, ligesom resten af landet snart har lugtet, at Birthe Rønn Hornbæk for længst er blevet kørt ud på et sidespor af blandt andre Anders Fogh. Anders Fogh har tilsyneladende udnævnt Karen Jespersen til danmarks nye integrationsminister. Når han irettesætter Birthe Rønn Hornbæk ved enhver given lejlighed, men gang på gang lader Karen Jespersen får frie tøjler til at rase ud over indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, så er der ikke mange andre måder at tolke det på!

Det er vi en del som er kede af, al den stund at Karen Jespersen de sidste mange år har syntes at være i et personligt vendetta mod alt hvad der er muslimsk. At sætte Karen Jespersen til at stå for integrationen af muslimer i det danske samfund er som at prøve at spise suppe med spisepinde. Det vil aldrig lykkes!

Senest har hun med vanlig skinger stemmeføring beklaget sig over at Københavns Kommune har samarbejdet med Muslimernes Fællesråd, en paraplyorganisation for 14 muslimske grupper.

Til at begynde med, så tilkommer det overhovedet ikke landspolitikere, at detail-blande sig i hvordan og med hvem kommunerne udarbejder undervisningsmateriale. Hvis Karen Jespersen virkelig mener at materialet ikke er lødigt, så kan hun klage til undervisningsministeren, som så må tage sagen op. Jeg har tidligere skrevet indlæg om hvordan landspolitikere går på strandhugst i kommunalpolitikernes kompetenceområder, og hvordan et kommunalt undervisningsmateriale bliver til er helt og holdent kommunernes sag!

Dernæst har jeg meget svært ved at se hvordan undervisningsmaterialer om ekstremistiske grupper kan vedkomme en velfærds- og ligestillingsminister. Havde Karen Jespersen nu været meget aktiv på sine egne områder, så havde jeg måske kunne leve med at hun ind imellem følte at hun havde tid tilovers til at blande sig i andre ministres resorter. Men faktum er jo at en skræmmende stor del af Karen Jespersens energi bliver lagt i at kritisere muslimer, indvandring og integration. Ligestillingsspørgsmål har stort set sejlet i deres egen sø siden ministeren trådte til. Hun har sågar afvist at tage sig af sager som har ligget klart indenfor hendes område.

At anklage Muslimernes Fællesråd for at være ekstremister, er integrationsmæssigt direkte kontraproduktivt, og understreger den dem-mod-os retorik som regeringens støtteparti alle dage har prøvet at fremme. Heldigvis ser det ikke ud til at Københavns Kommune lader sig tryne af Dansk Folkeparti og den xenofobe stemning på Christiansborg.

DF in absentia
Dengang Karen Jespersen valgte at melde sig ind i Venstre, var jeg ikke alene om at undre mig over at hun ikke meldte sig ind i DF i stedet, da hendes holdninger klart hører til i den lejr. Men efterhånden er det gået op for mig at hun i virkeligheden ER DF'er, og bare udgør Pia Kærsgaards første ministertaburet.

Det ville ikke være spiseligt for den brede befolkning, hvis Anders Fogh gav integrationsministerposten til Dansk Folkeparti. Nu har vi så i stedet et medlem af venstre der sidder som velfærds- og ligestillingsminister. Spiseligt på papiret, men i praksis altså intet mindre end en integrationsminister fra Dansk Folkeparti.

Som med så meget andet i denne regering, skal facaden se anderledes ud end indholdet. Vi har snart vænnet os til Fogh's markedsføring af Venstre som det nye Socialdemokrati, selvom deres finans og skattepolitik fra 2001 har arbejdet os målrettet mod minimalstaten og større ulighed (Men Eva Kjer Hansen fik på hatten da hun af vanvare kom til at udtale det unævnelige).

Nu har Dansk Folkeparti så fået integrationsministerposten, uden at nogen på noget tidspunkt har tonet rent flag. Og Birthe Rønn Hornbæk sidder der fortsat per titel, som den liberale friheds vogter - men hver gang hun misforstår sit mandat fra Anders Fogh, og tror at hun rent faktisk skal tage sig af området, bliver hun på det bestemteste sat på plads, så Karen Jespersen kan fortsætte sit grøftegravnings projekt.

Derfor holdt Birthe Rønn Hornbæk sin mund den morgen på borgen da TV2 prøvede at interviewe hende. Hun havde bare langt om længe forstået den rolle i regeringen Anders Fogh har tildelt hende. Hun skal sidde der, lokke stemmer til, og legitimere - men frem for alt holde sin kæft og lade DF komme til fadet!

Så kan DF's marionet Karen Jespersen fortsat føre DF's (des)integrationspolitik drevet af sit personlige ulækre fremmedhad.

---[ update 20/2 2009 12:54 ]---

Det skal retfærdigvis siges (har jeg opdaget efterfølgende) at Karen Jespersens anklager om ekstremisme kun går på imam Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain talsmand for Muslimernes Fællesråd. Hun understreger at hun ikke kender nok til Muslimernes Fællesråd til at kunne udtale sig om resten.

Til gengæld beror hendes ekstremist-stempling af de to på to stærkt modsatrettede argumenter. Abdul Wahid Pedesen er ekstremist fordi han har udtalt at man "skal indskrænke ytringsfriheden af hensyn til religionen".

Zubair Butt Hussain derimod er ekstremist fordi han har "arrangeret et møde med den britiske konverterede muslim Yvonne Ridley". Yvonne Ridley er ganske givet ekstrem - men man bliver jo ikke ekstrem af at arrangere et møde med ekstremister. VU har for nyligt afholdt et meget omtalt debatmøde i Århus med de danske nazister. Selvom bølgerne om det møde gik højt i debatten, har jeg endnu ikke set nogen påstå at mødet gjorde VU til nazister.

Faktisk er et kendetegnende træk ved frie demokratier, at borgerne har en udstrakt frihed til at tænke og sige hvad de vil. Man kan debattere alt, herunder også kritisere ytringsfriheden eller sågar demokratiet selv.

Men Karen Jespersen mener altså at Wahid Pedersen er ekstremist, fordi han har ytret ønske om at begrænse ytringsfriheden, mens Butt Hussain er ekstremist fordi han udøver sin ytringsfrihed til at skabe debat med en ekstremist.

Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro at det var Karen Jespersen som prøver at begrænse de tos ytringsfrihed, ved at sanktionere dem fordi de har gjort brug af den.

Karen Jespersen er blevet citeret for at have sagt: "Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse", og man kunne jo have lyst til at spørge hende om hun så ikke mener at det ovenstående ville diskvalificere hende selv som minister?

Hendes egen deltagelse i den hemmelige loge Giordano Bruno-selskabet (som hun har prøvet at negligere til "en mailliste, nogle avisartikler og nogle møder") er da i mine øjne mere håndgribelig ekstremisme end et åbent debatmøde med en ekstremist som Yvonne Ridley.

Men det hun mente var måske i virkeligheden: "Man bør ikke give mennesker med [andre] ekstremistiske holdninger [end mine] indflydelse"?