Genial, Virtuos og Musikalsk videnskabsmand.

Hvis jeg kunne vælge én og kun én person at strande på en øde ø med, og skulle tilbringe flere år sammen med på denne ø, så kunne jeg ikke drømme om at vælge B.S. Christiansen.

Jeg ville seriøst overveje Helena Christensen, for hun virker sød, og så ville jeg ikke mindst have noget kønt at se på - men mon ikke man alligevel kunne blive træt af den ydre skønhed i længden?

Nej - jeg har fundet ud af hvem som jeg har meget svært ved at forestille mig jeg nogensinde kunne blive træt af at høre på, selv hvis han var den eneste jeg kunne høre på år efter år:

Bobby McFerrin!

Denne vidunderlige mand som fik sit gennembrud for det store publikum med en lille sær ørehænger af en feel good melodi "Be happy" i slut 80'erne, men som bare har så uendeligt meget at byde på musikalsk, at jeg har svært ved ikke at komme til at sammenligne ham med Mozart!

Den mands fornemmelse for lyd og toner er ganske simpelt ikke set lige hos nogen anden kloden over! Tænk hvis man kunne vågne til hans improvisationer hver dag. Og han ville modsat B.S. ikke behøve at snitte sig værktøjer for at kunne udøve sin kunst - manden er jo en omvandrende package - all in one!

Det bedste ved det er at han tilsyneladende virker som en katalysator på musikalitet også for hans publikum!

Jeg har været med til mere end én kæntret "mester-Jakob"-kanon seance i mit skoleliv, hvor magtesløse musiklærere forsøger at få et søvnigt publikum til at lyde flerstemmigt. Men se så her hvordan McFarrin med uforståeligt få virkemidler formår at få et publikum til en naturvidenskabskonference(!!) til at fungere som et velsmurt og øvet kor:



Bemærk at han faktisk på intet tidspunkt fortæller publikum hvad de skal til at opleve. Han bruger udelukkende ganske simpelt kropssprog og den pentatoniske skala til at forvandle salen til et kæmpe kor! Det er simpelthen en magtdemonstration af musikalitetens kraft ud over alle grænser! Salen kunne have været fyldt med folk der kun talte urdo, og de ville formegentlig have kunnet gøre nøjagtig det samme. De ved intuitivt hvad de skal gøre når han begynder at hoppe ud over hvad han har "lært" dem!

Jeg er så vild med den mand! :)

Er der noget jeg hader, så er det folk der taler ned til deres publikum, eller som har lave forventninger til publikum. McFarrin viser i det kommende klip, dels at han har skyhøje forventninger til sine medmennesker, men også at vi allesammen har det i os, hvis vi bare tør kaste hæmningerne og forsøger! Jeg ved ikke hvor det er optaget, så det kan jo være at hans publikum har bedre forudsætninger for korsang end gennemsnittet - men prøv selv at synge med (med mindre du sidder på et kontor nu, og har høretelefoner på?), også selvom du (som jeg) skulle høre til kategorien som først springer ind i tonerne ½ sek. efter andre har slået dem an! Det er intet mindre end forbløffende at opleve!



Og endelig kan jeg ikke dy mig for også at poste et klip der med al ønskelig tydelighed viser hvor dybt, højt, tonesikkert og hvor helt igennem fantastisk McFarrin selv kontrollerer sit lydorgan. Manden er et fantastisk enmandsorkester, og en musikalsk begavelse uden lige!

Skulle uheldet være ude, og jeg skulle tilbringe et par år på en øde ø, så ville min verden absolut være til at holde ud, hvis jeg kunne høre på (og lære af) Bobby McFarrin! :-D