Rigets eller Regeringens sikkerhed?

Chefredaktør på Politiken, Tøger Seidenfaden, har de seneste dage været beskudt fra mange sider (men heldigvis også hædret), for at have trykt bogen "Jæger - i krig med eliten".

Det drejer sig om den danske tidligere jægersoldat Thomas Rathsack som har skrevet en bog om sine oplevelser på operationer han har været med til at udføre i Afghanistan.

Forsvaret var i første omgang kede af at de ikke havde været med under tilblivelsen af bogen, dernæst mente de at dele af bogen bragte rigets sikkerhed i fare, og slutteligt har de ikke ønsket at uddybe hvilke dele der var problematiske for dem, men i stedet søgt at få nedlagt fogedforbud mod hele bogen.

Selvfølgelig nytter det ikke noget hvis tidligere soldater kompromitterer nuværende soldaters sikkerhed - men at nedlægge et generelt forbud mod hele bogen, og altså reelt sige at Thomas Rathsack ikke har lov til at ytre sig overhovede om hvad han har lavet i den tid han var i Afghanistan virker useriøst og på alle måder overreageret.

Hvis forsvaret har problemer med specifikke dele af bogen, så må de komme op med hvilke dele der er problematiske (og også gerne en for offentligheden hemmeligholdt forklaring på hvorfor de er problematiske). Så kan forfatteren, forlaget og forsvaret i fællesskab slibe de farlige hjørner af, så man står tilbage med en ufarlig førstehånds krigsberetning. Både forfatter og forlag har virket imødekommende - men forsvaret har blot svaret igen med et krav om totalforbud.

Regeringen og forsvaret har hidtil afvist at jægerkorpset har været brugt i Afghanistan, og derfor er alene det at Thomas Rathscak har været i Afghanistan i de perioder han beskriver et kontroversielt emne. Men det har hverken noget med sikkerhedssituationen i Afghanistan, eller vores forhold til fremmede efterretningsvæsner at gøre. Det har udelukkende noget at gøre med regeringens troværdighed overfor det danske folk.

Alene det at Thomas Rathsack med sin bog leverer førstehånds vidneudsagn om operationer regeringen nægter eksistensen af, gør hans bog uhyre interessant for offentligheden.

Hvis vores regering hemmeligholder eller i væsentlig grad underspiller en vigtig del af vores krigsdeltagelse, så har vi krav på at vide det. Ikke at kende til detaljer om de eksakte operationer, men det er vigtigt at kende typen af operationer vi deltager i, og graden af involvering i krigen. Det er ikke uvæsentligt for landets sikkerhed, og dermed heller ikke uvæsentlig viden, når vi står i stemmeboksen og skal udøve vores demokratiske ret og pligt.

Hvis vi ønsker at vælge politikere som ikke støtter f.eks. aflivning af civile narkobagmænd uden forudgående retssager, så nytter det ikke noget at vi tror at vores deltagelse idag overvejende går på sikkerhed og genopbygning - hvis det bygger på en løgn.

Det er som udgangspunkt rigtigt at medierne også har et ansvar for hvad de trykker.

Problemet er i mine øjne bare at mange myndigheder er blevet lidt for hurtige til at påkalde sig "hensyn til rigets sikkerhed", når der er grimme sager på vej op i pressen. Ikke nødvendigvis grimme sager for riget, men snarere grimme sager for regeringen. Og er det bare regeringens troværdighed og ikke rigets sikkerhed der trues, så er det simpelt magtmisbrug at søge at hindre disse historier i at nå frem til folket!

Jeg har tidligere på denne blog skrevet om den spektakulære kovending Frank Lissner lavede for åben skærm i Christoffer Guldbrandsens film "Den Hemmelige Krig". Den kovending viste med al hæslig tydelighed at i hvert fald nogen indenfor militæret fejlagtigt tror at det er deres opgave at dække over løgnagtige ministre. Frank Lissner sagde dengang:

" [...] Jeg kan jo ikke sidde her og sige at det der er sagt af ministeren er forkert!"

Men det er ikke alene præcis hvad han kunne - det er efter min bedste overbevisning også hvad han burde være forpligtet til at sige, hvis det var rigtigt! Hvis han ligger inde med viden som beviser at ministeren har løjet overfor folketinget i en §20 besvarelse, og så er hans opgave som soldat og som borger i samfundet ikke at beskytte en minister mod at blive afsløret, men at beskytte folketinget og befolkningen mod en løgnagtig minister! En minister er intet andet end en tjener for folket - også selvom han i dette tilfælde også var sidste led i chef-hierakiet for Frank Lissner!

For at skære situationen ud i pap: Forestil jer en hierakisk opbygget virksomhed, med arbejdere, mellemledere og en leder. Hvis en arbejder opdager at den mellemleder som er hans nærmeste chef stjæler af kassen, hvad er da arbejderens pligt?

1. at videregive sin viden om mellemlederen til lederen
2. at beskytte mellemlederen overfor afsløring ved at skjule sin viden overfor lederen?

Jeg tror ikke at der er mange som vil holde på at arbejderens loyalitet skal ligge hos mellemlederen fremfor hos lederen (i hvert fald ikke hvis det endelige mål er at have en virksomhed som fungerer optimalt). Men nu er lederen i dette tilfælde folketinget (og i sidste ende folket), mellemlederen er ministeren, og arbejderen er Frank Lissner/forsvaret. Og brøden handler ikke om underslæb, men om løgn.

Jeg mener at Frank Lissner (og forsvaret) har begået en fejlslutning i dette spørgsmål, når de hellere vil forsvare en løgnagtig regering, end et folketing og et folk som er ført bag lyset. Men jeg kan da sagtens forstå Frank Lissners ulyst til at gøre "det rigtige".

Regeringen har sammen med DF det absolutte flertal i folketinget, og dette flertal har ved flere lejligheder vist sig villige til at ignorere brud på både anstændighed, vores internationale forpligtelser og landets love.

Det ville i min virksomhedsanalogi svare til hvis mellemlederen af tekniske årsager ikke kunne fyres. Hvis en afsløring af ministerens alternative omgang med sandheden, blot ville medføre en "næse" eller måske det rene ingenting, så ville den eneste følge af Frank Lissners afsløring sandsynligvis ende med at være at manden fik skyllet sin militære karriere ud i toilettet.

Thomas Rathsack har valgt anderledes end Frank Lissner gjorde. Han har valgt at udtale sig, selvom hans historie kontradikterer regeringens fortælling. Bevares, Rathsack havde som forfatter til en kontroversiel bog naturligvis mere at vinde ved at modsige regeringen, end Frank Lissner havde - men uanset mandens bevæggrunde, så er det vel et gode for samfundet, hvis vi kan få fakta om vores krigsdeltagelse på bordet? Hvis regeringen virkelig har løjet om vores deltagelse, så er det vel godt at få det frem i lyset?

Der er allerede tegn på at Rathsacks militære karriere vil lide skade af hans afsløringer. Han er blevet nedklassificeret, og jeg tror desværre ikke at vi skal regne med at han vil blive delagtiggjort i ret meget længere fra forsvarets side. Han er blevet stemplet som "sladrehank" også selvom hans afsløring rent faktisk burde ligge forsvaret ligeså meget på sinde som alle os andre (måske endda endnu mere). Det er ikke uvæsentligt for vores udstationerede soldaters sikkerhed, hvis vi samtidigt med vores åbenlyse aktiviteter buldrer rundt og slår ihjel på tophemmelige missioner i landet!

Hvad hvis det ikke er hverken jægerkorpsets metoder eller hensynet til fremmede efterretningstjenester der ligger bag forsvarets vurdering af "rigets sikkerhed"? Hvad hvis det der truer rigets sikkerhed snarere er en gryende erkendelse af at vi ikke kun bidrager med de hyggelige soldater Jenser, beskyttere og genopbyggere, men at vi også er de hemmelige dræbere med agressive og fordækte undercover operationer? Det er da rigtigt at det sikkert vil gøre livet sværere for Camp Hyggeligs daglige arbejde blandt civilbefolkningen - men er det så forsvarets undercover operationer, eller Rathsacks afsløringer af deres eksistens der udgør faren for riget?

En generel henvisning til "rigets sikkerhed" er en effektiv måde at lukke munden på folk, uden at behøve at stå til regnskab. Men hvis grunden til at munden skal lukkes er at offentligheden (den danske såvel som den afghanske) ikke må få kendskab til alt det lort vi går og laver - er det så dem der laver lortet, eller dem der påpeger det der truer rigets sikkerhed mest?

En tilsvarende meget alvorlig sag i USA handler om de mange billeder af overgreb fra Abu Graib. Præsident Obama er endt med ikke at ville offentliggøre billederne, fordi det vil udsætte de udstationerede soldater for fare. Det er sikkert rigtigt at Al Queda ville få meget let ved at rekruttere nye soldater, hvis de kan fremvise billedemateriale af hvor fornedrende og umenneskeligt amerikanske soldater har behandlet irakere uden adgang til helt basale rettigheder.

Men er det så billederne der er den egentlige sikkerhedstrussel, eller er det ikke snarere det faktum at amerikanske soldater så stort på irakernes basale rettigheder der udgør sikkerhedstruslen?

Nu kan man selvfølgelig sige at overgrebene i Abu Graib allerede er rigeligt dokumenteret til at det ikke giver mening at frigive flere fornedrende billeder. Det der foregik i Abu Graib var umenneskeligt og utilstedeligt, og jeg håber ved alt helligt at fremtidige fangevogtere har draget lektien at "den slags ikke skal ske igen", mere end at "den slags ikke skal fotodokumenteres igen".

Men at det danske jægerkorps er på hemmelige missioner i Afghanistan er nyt, og det er vigtigt at det ikke bliver kvalt af forsvaret i misforstået loyalitet. Hvis de er der, skal vores folketingspolitikere have muligheden for at tage stilling til deres tilstedeværelse, og vi som vælger politikerne skal have mulighed for at vælge dem ud fra deres aktive oplyste stillingtagen! Det er sådan set kernen i demokrati. Bare at skjule fakta fra folket, så de ikke ved hvad magthaverne gør - det er skindemokrati!

Derfor er jeg glad for at Politiken har tegnet en streg i sandet, og udgivet bogen inden forsvaret skulle få held til at stoppe den med et fogedforbud. Og derfor mener jeg at forsvaret burde genoverveje hvem det er de beskytter og hvad det er de beskytter dem imod!

---[ update 20/9 2009 kl. 15:00 ]---

Jeg har lige læst på politiken.dk, at forsvarsminister Søren Gade er skuffet over at et eventuelt fogedforbud mod bogen først kan komme i stand imorgen mandag. Han udtaler ifølge politiken:

"Det kan godt være, at tiden er løbet fra det system, vi har med fogedretten. Det kan godt være, at vi i fremtiden skal kunne handle endnu hurtigere for at hindre en eventuel faretruende situation i at opstå."

I mine øjne har forsvarsminister Søren Gade et meget stort forklaringsproblem i forhold til bogens indhold, nemlig om - og i givet fald hvorfor - han har underspillet jægerkorpsets rolle i Afghanistan overfor folketinget. Hans umiddelbare reaktion på sagen er altså at han vil prøve at gøre det lettere og hurtigere for forsvaret at kvæle denne slags historier.

Det er jo da også besværligt at leve i et demokrati hvor statscensur og den slags skal vendes med en uvildig dommer - må jeg foreslå ministeren at indføre diktatur i stedet? I en diktaturstat behøver politikerne ikke at være belemret med denne form for utidig indblanden i deres rævekager!

Det er som man siger kun et svagt folk som har en stærk regering!

Om meninger og røvhuller

Det er sjældent at jeg hiver filmkarakteren Dirty Harry frem som en klog mand, men i filmen "The Dead Pool" fra 1988 får han rent faktisk ramt noget væsentligt med det udødelige citat:

"Well, opinions are like assholes. Everybody has one."

Jeg kom til at tænke på citatet da jeg i politiken erfarede at et uhyggeligt stort flertal af befolkningen ikke mener det samme som jeg! ;-)

I en meningsundersøgelse har de nemlig fundet ud af at et stort flertal af den danske befolkning ikke selv kunne finde på at skjule en afvist asylansøger, og at et lidt mindre (men dog stadig overbevisende flertal) er imod at præster gør det.

Helt generelt synes jeg jo at lov og orden er en fin ting, som får et samfund til at fungere efter et i fællesskab vedtaget regelsæt, så det ikke kun er de stærkeste der gør hvad der passer dem, og de svageste der bliver trådt under fode. Men lige præcis det ovenstående spørgsmål har jo baggrund i den aktuelle sag om de afviste irakiske asylansøgere. Og hvis nogen skulle finde på at spørge mig om jeg ville være med til at skjule en irakisk flygtning i disse dage, så ville jeg (som resten af mit politiske segment) svare stort og rungende ja!

Problemet med en sådan undersøgelse er at sagen jo ikke handler om folkelig opbakning eller ej. Det er noget vi alle må tage stilling til i forhold til vores egen samvittighed og det er og bliver vores helt personlige ansvar på godt og ondt!

Selvom de danske fiskere som fragtede jøder til Sverige under 2. verdenskrig af eftertiden er blevet kåret som helte, risikerede de jo både retsforfølgelse og straf fra den siddende regering dengang de udførte deres heltedåd! (Og en folkelig meningsmåling dengang ville sikkert heller ikke have faldet ud til fiskernes fordel - langt de fleste danskere deltog IKKE i frihedskampen, det er først EFTER krigen at de fås modstand er blevet ophøjet til den danske ånd i historiebøgerne).

Hvordan man end vender og drejer det, så er vi nødt til at tage personlig stilling, og handle ud fra vores overbevisning, og så lade eftertiden dømme om vi gjorde ret. Det er en af de vigtigste lektier fra Nürnberg processerne efter anden verdenskrig, og i øvrigt et helt grundlæggende princip for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag: Du kan i sidste ende ikke tørre etisk stillingtagen af på andre end dig selv!

Hvis en afvist flygtning ringer på din dør, er det dit og KUN DIT valg og ansvar hvad du gør. Hvis din samvittighed byder dig at lukke vedkommende ind og gemme ham/hende for staten, så gør det hverken fra eller til hvad de 5.499.999 andre idioter mener.

Mit største problem i netop sagen med de irakiske flygtninge, er at UNHCR direkte anbefaler at man IKKE sender flygtninge hjem til de områder vi nu sender folk til. UNHCR kender risikoen bedre end den danske regering, for de har modsat os rent faktisk været i områderne, og vurderet sikkerheden!

I mine øjne er det langt værre at den danske regering ignorerer FN, end at jeg ignorerer den danske regering (og et eventuelt folkeligt flertal for den sags skyld)!

Jeg ville da helt klart have foretrukket at leve i et land hvor størstedelen af befolkningen delte mine etiske positioner, og det ærgerer mig grænseløst at skulle opdage hvor lidt medmenneskelighed (lidt over halvdelen af) landet kan opbyde i disse dage!

Men en meningsmåling med selv nok så overbevisende flertal kan jo (heldigvis) ikke få mig (og alle de andre som mener som jeg) til at ignorere min(/vores) samvittighed!

Det hele minder mig om en bumpersticker/badge/køleskabsmagnet fra 80'erne: "50 billion flies can't be wrong: Eat Shit!"

---[ update 13/9 2009 22:06 ]---

I debatten under Politikens leder fra idag, kan jeg nu til min skræk erfare at der åbenbart også er mennesker i Danmark anno 2009 som mener at lægeløftet kun gælder "legale" mennesker - at alt det med at:

"[...]anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse[...]"

åbenbart kun skal forstås efter præstefætrenes snævre nyfortolkning af begrebet "min næste", til noget i retning af "min ariske nabo, hans blegfede kone, Richard Ragnwald, Pia Kærsgaard og alle hvis fødenavn ender på -sen. De som spiser gris og drikker øl ligesom os andre."

Jeg føler mig overbevist om at de ikke ville have delt dén fortolkning med saglig Hippokrates! :-(

Hvad er vi da blevet for et lille land af selvtilstrækkelige uslinge?

Kan det virkelig passe at vi i løbet af små 20 år er gået fra at være en nation af forkæmpere for medmenneskelighed og næstekærlighed, til et lille selvtilstrækkeligt småligt land af nidkære paragrafryttere og menneskefjendske materialister?

Det Danmark jeg voksede op i har lidt en sørgelig død gennem de sidste 20 år - det startede ikke engang med Fogh i 2001. Der var, modsat de myter som selv Socialdemokraterne vedligeholder, allerede begyndende optræk til selvtilstrækkelighed og fremmedfjendskhed i 90'erne (og hvad langt værre er: der er ikke udsigt til at det vil blive meget bedre, hvis Helle Thorning og hendes to væbnere Henrik skulle komme til magten).

Men hvis nogen troede at mit næstekærlige Danmark stadig fantes som nation, så brast illusionen da eftertrykkeligt med BT's usmagelige fælde for Per Ramsdal præst ved Brorson Kirken. Per Ramsdal har været med til at støtte de afviste irakiske flygtninge, og har derfor længe været en torn i øjet på det DF skabte monster der regerer både politik og debat for tiden.

BTs journalist Peter Astrup har ringet Per Ramsdal op, og foregivet at være en bekymret borger som ville stille et skjulested til rådighed for de forfulgte flygtninge. Per Ramsdal er præst! Hans virke handler i høj grad om at hjælpe mennesker i nød - det er en meget væsentlig del af mandens religion! Havde han nu nægtet at formidle kontakten mellem en i nød og en som tilbyder sin hjælp, så ville jeg mene at biskoppen for alvor ville have grund til kritik.

Men nu var det så bare en umoralsk fælde, og Per Ramsdal gik lige i den.

Jeg anerkender (og bifalder) at loven står over religionen i Danmark - men loven kan aldrig stå over menneskers personlige samvittighed! Hvis den gjorde det, så skulle vi også retsforfølge de fiskere der under anden verdenskrig hjalp jødiske flygtninge til Sverige. De gjorde det dengang mod loven og mod regeringen. Hvis loven stod over personers samvittighed ville krigsforbryderdomstolen i Haag ikke give nogen mening. Hvis alt er tilladt, bare fordi det står i en lov, så ville verdens diktatorer ikke kunne stilles til ansvar for noget!

Men egentlig gider jeg slet ikke ofre tid på diskussionen om lov mod samvittighed. Blot kundgøre at Per Ramsdal i mine øjne er en national helt som tænder et lille lys i en land der mere end nogensinde før er formørket af frygt og ubegrundet smålighed.

Det der virkelig skræmmer mig er at et par hundrede flygtninge fra krig og ødelæggelser er blevet ofre på et politisk alter. Og at det tilsyneladende er noget man er villig til at leve med langt ind i de politiske partier der ellers burde værne om mennesker. Det er åbenbart helt legalt i dagens Danmark at gå efter alle der ønsker at hjælpe sine medmennesker (i hvert fald hvis de har den forkerte hudfarve). Vi har en integrationsminister som (formentlig mod bedre vidende) påstår at det er ulovligt så meget som at opfordre andre til at hjælpe folk som er i nød! Et politi som opfordrer folk til at lukke øjnene overfor uretfærdigheder, og i stedet passivt se til. Vi har en presse som agressivt går efter knæhaserne på en præst for at formidle kontakt mellem nødstedte og hjælpere.

kort udtrykt: HVAD FANDEN SKER DER MED DIG DANMARK??

Vi er (trods regeringens forsøg på at slå velfærdsstaten ihjel gennem årelad i form af skattelettelser) stadig et af verdens rigeste lande. Vi har selv været med til at tænde krigen i Irak. Vores krig har haft hundrede tusinder af civile ofre, og millioner af berørte. Nogle ganske få af disse er havnet i Danmark, og dem har vi pint og plaget siden, for at presse dem til selv at tage hjem. Nu er det så lykkedes at få en særdeles tvivlsom hjemsendelsesaftale i hus gennem usmageligt pres og trusler af det skrøbelige irakiske styre. På trods af at iraks premierminister Nuri Al-Maliki siden har sagt at de ikke vil modtage hjemsendte flygtninge hvis de er blevet tvunget til det, tvangshjemsender vi nu de ganske få hundrede flygtninge. Familier, kvinder og børn.

Og som rosinen i pølseenden skal alle som vover at trodse DF monstrets tvangshjemsendelser nu altså hetzes, kriminaliseres, jages og udstilles til offentlig spot og spe!

Hvis Per Ramsdal ender med at få så meget som en lille bitte næse for det her, så vil jeg se den næse som et stort adelsmærke, og ophøje den til et Ridderkors af Dannebrog. Et ridderkors af MIT Dannebrog!

Hvis Danmark virkelig er blevet den selvtilstrækkelige åndelige lilleput, den fremmedfjendske lille usling der trods al sin rigdom ikke engang magter at beskytte en meget lille gruppe flygtninge der er anerkendt af et utal af internationale organisationer heriblandt FN, Amnesty International, og Red Barnet. Flygtninge vi selv har skabt gennem vores ulovlige angrebskrig!

Hvis Danmark virkelig er nået dertil, så vil jeg personligt tørre røv i Dannebrog og frasige mig mit statsborgerskab i skam! Det Danmark er ikke mit moderland! Mit land blev dræbt af DF monstret allerede op gennem 90'erne.

Heldigvis har jeg et alternativ til statsløsheden. Jeg melder mig derfor straks under fanerne hos Danmarks Løver, som vil afsætte Pias frygtsomme og xenofobe demokratur og genindsætte anstændigheden. Der er heldigvis stadig røster imod det "nye" kolde Danmark. Tak til Per Ramsdal og tak til alle jer andre derude, som heller ikke bryder jer om det kolde og kyniske klima der slår mennesker ihjel og smadrer familier i skrivende stund!